Til alle kommende jurastuderende (og jer andre)

I 2.g. (mener jeg, det var) var jeg på såkaldt brobygning på Århus Universitets jurastudium. Egentlig var det bare en rundvisning på de dele af universitetet, hvor jurastudiet foregår, samt et par oplæg holdt af en jurastuderende, en advokat og et par ansatte ved universitetet.

Den jurastuderendes oplæg var det, der gjorde mest indtryk på mig – og på de fleste andre deltagere, kunne jeg fornemme. Hun gik på tredje år – samme semester, som jeg er på nu.

Og hendes oplæg var ikke så meget en præsentation, som det var en skideballe til alle os gymnasieelever, der i hendes øjne var vant til at få 12-taller for nul og en skid (hvad vi jo for fanden også gjorde).

Vi skulle vide, at universitetsjura var hårdt, hårdt og mere hårdt med hårdt på, at man ikke havde tid til andre ting i sit liv overhovedet, at man sled sig gennem hundredvis af tørre sider hver eneste dag, at man sad og rev sig i håret til eksamen og at man dumpede gang på gang, og bare skulle være glad for at få lov til at prøve igen.
Da det senere i hendes strenge monolog kom frem, at hun i sit liv også havde en mand, et lille barn, et deltidsjob og et hus med dertil hørende heste samt at hun insisterede på at holde hver eneste lørdag fri, steg min forståelse lidt.
Man kan jo sagtens gøre det hårdt for sig selv, hvis man gerne vil.

Den holdning har jeg holdt fast i, siden jeg besluttede mig for at starte på jura. Der er mange, der ofte spørger mig, om jura ikke er SÅ hårdt et studium? Og til det kan jeg kun svare, at jeg da formoder, at det er lige så hårdt som ethvert andet universitetsstudium, som ender med en kandidatgrad.

Selvfølgelig er det hårdt at holde sig selv i overfladen på jurastudiet, men livet er jo hårdt.

Som sammenligningsgrundlag til mit liv og arbejde på universitetet, har jeg gymnasiet. Gymnasietiden var den mest lortede tid ever; jeg lavede stort set ikke andet end skolearbejde, som jeg først havde tid til at begynde på, når jeg kom hjem kl. 16 efter en 6-8 timer lang skoledag, og som jeg lagde til side i weekenderne, hvor jeg enten rejste til København for at besøge min mor eller til Århus for at besøge programmøren.
Jeg mødte altid for tidligt, forberedte mig grundigt til hver eneste time, afleverede alt til tiden, og fik topkarakterer for alt, hvad jeg foretog mig, med undtagelse af idræt, som jeg altså heller aldrig siden har fået ordentligt greb om. Bolde og jeg er ikke gode venner, lad os bare sige det sådan.

Jeg boede i denne tid ude på landet uden min far, som var væk fem dage om ugen i arbejdsøjemed, 5 små søskende, som er søde, men som ikke er voksne mennesker, man kan tale med, samt min stedmor, som havde travlt med at tage sig af dem. 

I 2.g. knækkede jeg helt over, hvilket resulterede i et endnu værre forhold til alle mennesker omkring mig samt psykologbesøg, som jeg, set i bakspejlet, ikke tror nogensinde virkede forbedrende på noget.
Jeg slæbte mig, tudende og jamrende, gennem 3.g., og da jeg endelig stod med huen på hovedet, besluttede jeg mig for, at det var sidste gang. Sidste gang jeg satte alt ind på at præstere perfekt, sidste gang jeg spildte al min tid og alle mine kræfter på at være den hurtigste, den klogeste, den bedste, på bekostning af min egen lykke.

Jeg besluttede mig for, at fra nu af, var det mig, der talte. Det var en meget bevidst beslutning, og det var lidt svært at vænne sig til at have helt andre mål i livet – og dog var det uendeligt let.
Jeg flyttede til Århus og var omsider tæt på programmøren, uden dog at bo sammen med ham. Jeg fik et vidunderligt forhold til de andre beboere på mit kollegium, jeg slappede af, og jeg nød mit liv og min hverdag. Det gør jeg stadig.

Samme beslutning har ført til, at jeg på ingen måde stiler efter en karriere som advokat. Af en eller anden grund har folk fået den idé, at jurastudiet er det samme som at uddanne sig til advokat, hvilket nok er noget af det dummeste, jeg har hørt, og det siger fandme ikke så lidt.
Advokaten, der holdt foredraget til brobygning efter den jurastuderende, forklarede os med så store fagter, at det fik hans slips til at blafre, at jobbet som advokat jo var så utroligt fedt, at det fuldstændigt overskyggede det faktum, at man ikke havde noget fritid. Ja ja, man var altid på kontoret, ja ja, kollegerne grinede, når man gik hjem kl. 17 og sagde: ”Man tager sig vist nok en lang weekend?” men det var jo så utroligt givende et job, at det slet ikke var en belastning, og at få hverdagen med et familieliv til at hænge sammen, handlede jo bare om prioritet.
Selv prioriterede han for eksempel at være hjemme til aftensmad, hvilket betød, at han var nødt til at møde inden kl. 8 på kontoret, nå at komme hjem omkring kl. 19, få noget aftensmad, putte ungerne, og så havde han lige tid til 3-4 timer mere foran computeren.

Til det kan jeg kun ryste på hovedet. Sådan et liv kan måske være udmærket, hvis man virkelig brænder for det, man laver. Men det er noget fis, at det handler om prioritere, som han formulerede det: han prioriterede ikke at være hjemme til aftensmad – han prioriterede sit job. Det kunne enhver med øjne i hovedet se, undtagen ham selv.
Dét er ikke et liv jeg vil byde mig selv eller de andre mennesker i mit liv, sådan som min far gjorde det, og sådan som jeg også selv gjorde det før.

For mig er jurastudiet således ikke hårdt, for det handler ikke om at udføre alting perfekt og få de højest mulige karakterer for mig. Det handler bare om at klare det, så godt som jeg nu synes, jeg har energi til – og så at være lykkelig og tilfreds og hvile i mig selv resten af tiden (ja, nu smører jeg tykt på, men hvis vi skal være ærlige, er det rigtigt nok).

Engang imellem – særligt, når læsebyrden bliver ekstra hård, eller når det er læseferie (ofte sammenfaldende) – kan jeg godt komme til at glemme, hvad det egentlig er, jeg har besluttet mig for at prioritere. Som for eksempel nu, hvor jeg sidder med over 3.000 siders formueret, som jeg helt seriøst måske har forstået 10 % af og som skal læses op til at kunne klare en af jurastudiets hårdeste og vigtigste eksamner til maj.

Men hvis jeg tænker lidt over det, så er det ikke så svært at komme i tanker om det igen.