I'm not really bitter, I'm just trying it on for size.

Nogle gange er andre mennesker bare for belastende.

For det første går de så langsomt! Kan de da ikke se, at jeg har travlt? Og i øvrigt ikke er typen, der slentrer, eller har det godt med at blive fanget på en smal gang bag tre mennesker, der i modsætning hertil går meget højt op i det?

For det andet stopper de hele tiden op midt i det hele uden synlig grund, hvorefter de står og glor med åben mund som aber.
Eller de begynder spontant at gå i den stik modsatte retning af den, de var på vej i – eller ud på cykelstien. Eller vejen.
Fuck biler. Her er jeg.

Eller også er de belastende på ”jeg-ser-dig”-måden.
Jeg måtte tage en dyb indånding på en af mine få 20-minutters shoppeture, fordi ekspedienten blev VED med at stå helt oppe i mit næsebor og spørge, hvad hun kunne hjælpe med.
Hader det. Gå nu væk. VÆK.

En af de ting, der virkelig har fået mit pis i kog på det sidste, er de der latterlige møgtøser unge piger, der griner så højt, at man skulle tro, de… var glade. Som om.

Jeg skærer tænder og har helt ærligt lyst til at flå hovedet af dem… og rive håret ud på mig selv.
For uanset hvad det er, så er det ikke så sjovt, at man behøver at vælte rundt i de høje hæle, man ikke formår at gå ordentligt i, fordi man krampegriner så meget, at det tangerer grænsen mellem latter og bræk.
Hvilket ynkeligt forsøg på at skabe opmærksomhed omkring sig selv – endog opmærksomhed fra folk, man sandsynligvis ikke kommer til at se igen.

Men jeg har i mine utroligt indsigtsfulde øjeblikke fået øje på, at folk åbenbart griner som en forsvarsmekanisme. Hvis de ikke forstår noget, griner de. Jo mindre de forstår, jo højere griner de.
Hvis de kommer for sent, vælter et eller andet, prutter, you name it. Så griner de!

Måske har simple mennesker det bare sjovere?

Men jeg vil tillade mig at citere frøken Frederikke, min yndlingskarakter i Tudemarie: ”Mennesker ler. Det er kun heste, der griner”.

Og som alle ved, er heste Satan i forklædning!