Er det dét, der hedder smalltalk?

Siden jeg gik og var dørmåtte hjemme i det nordjyske, er jeg blevet en del bedre til det der moderne noget, som populært kaldes ”at sige fra”.
Er efterhånden ret god til at tage mig selv i nakken og stoppe, inden jeg kammer over i ren skal-nok-og-undskyld-undskyld-jamen-det-er-også-bare-mig-der-er-noget-galt-med.
Engang skete det næsten dagligt, og det har nok mest været et produkt af at være halvvoksen i en børnefamilie, at jeg ikke bare smækkede med dørene og tog vare på mig selv – jeg havde ikke nogen fast plads i hovedvognen, så der blev bygget en sidevogn specielt til mig, og den skulle jeg bare holde kæft og være lykkelig for.

Nu sker det kun de få gange jeg er hjemme på besøg, fordi jeg stadig gerne vil være venner med de voksne i den familie og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan jeg lægger kortene på bordet på en høflig, men bestemt måde, uden samtidig at åbne ALLE sluser og komme til at skære dem helt væk, for det synes jeg ærligt talt ikke er i orden.
Og så elsker jeg dem i øvrigt også, men det er en anden historie.

Men altså... måske har al min fine selvstændiggørelse haft en bivirkning hen ad noget selvhævdende arrogance. For nu jeg tænker over det, bruger jeg faktisk en hel del tid på at retfærdiggøre alle mulige ting om mig selv over for andre. 

Var til familiekomsammen i weekenden, hvilket som sædvanligt udløste lidt almindelig grunden over mig som person – for på en eller anden måde kommer der til at gå store mængder tid, inden de familiemedlemmer, der tilhører bare lidt mere perifære kredse, end dem henholdsvis min mor og far er overhoved for, får tildelt den ære at være sammen med mig.
Så hver gang det rent faktisk sker, skal vi igennem den sædvanlige smøre med, hvor langt det nu er, jeg er i studiet, hvor jeg bor, arbejder, og hvordan det går med programmøren.
Og jo tak, det går fint, det hele.

Og så ikke mere. Helt ærligt.
Det går virkelig fint. 

Jeg kan hive masser af ting at brokke mig over op af hatten, men ingen af dem egner sig til tante-/onkel-samtaler.
Mest fordi jeg bare ender i en gang bitcheri over, hvorfor fanden i helvede centraladministrationen på jura heller ikke kan finde ud af at lægge læseplan og pensumlister op INDEN pågældende fag har fået flere ugers forløb på bagen, hvorfor folk også skal stå og mase sig op ad en i bussen og lignende. Det er jo lige meget; det er ikke det, de vil høre, og det handler jo ikke rigtigt om mit liv, som naturligvis er omdrejningspunktet, ikke?

Så pludselig tager jeg mig selv i at pudse på de svar jeg har, til de spørgsmål, der altid bliver stillet. På den retfærdiggørende måde.

Tante/onkel: ”Hvor er det nu, du bor henne i Århus?”:
Mig: ”Blablabla, og jamen, det er altså ikke særligt slemt at på kollegium, hvor man deler køkken og stue med resten af gangen, fordi så er der altid nogen at snakke med, og toilettet har jeg jo for mig selv, og så har vi jo også madklub og skiftes til at gøre rent…”

Tante/onkel: ”Og hvad er du nu, du laver på dit nye job?”
Mig: ”Blablabla, og det er jo også fint at sidde med noget administrativt indtil videre, for så starter jeg jo stille og roligt, og om to måneder skal jeg over og være rigtig studentermedhjælper, ligesom de andre, og der har man faktisk rigtig meget ansvar og arbejde at lave…”

Tante/onkel/anyone: ”Og du er stadig kærester med programmøren?”
Mig: ”Blabla, og ja, vi har været sammen længe, men ikke af vane eller afhængighed, men fordi vi faktisk stadig elsker hinanden. Ja, can you believe it?”

Gad vide, hvorfor det er så nødvendigt at pensle alting ud, og hvorfor det altid skal gøres enten med den der lidt undskyldende pensel eller med aggressiv mine?