Kostbare minutter.

Som resultat af mega heavy rengøring på programmørens nu eks-kollegieværelse i går, har mine arme ramt et niveau af ømhed og træthed, der gør dem ude af stand til at holde min superspændende bog med titlen ”Kaution og tredjemandspant – samt andre solidariske skyldforhold” (hvilket faktisk er en fed titel, som minder mig om nogle af mine gamle børnebøger, der også havde en undertitel à la ”og andre fortællinger”. Denne bog er desværre bare både mindre underholdende og mindre lærerig) åben, men sjovt nok fuldt ud i stand til at blogge.

Jeg kan dermed fortælle cyberspace, at jeg befinder mig i den afslappede, men farlige tid, som jeg plejer at kalde ”smørhullet”... hvor forelæsningerne langsomt begynder at lakke mod enden og derfor sammen med endnu ikke læste sider bliver færre, men som samtidig er tilløbet til en læseferie af et omfang, der kan tage modet fra de fleste.

Samtidig begynder et helt nyt fag i morgen, hvilket føles meget sært, og som om jeg er bagud (muligvis en følelse, der bare kommer helt automatisk efter et stykke tid på jura). Det har dog den simple forklaring, at formueretten består af en række mindre fag på alt fra 2 til 20 forelæsninger, så værre er det heller ikke.
Det er, når alle fagene ganger op på én og tager form som det famøse monster under sengen, man frygtede som barn, at klumpen i halsen begynder at bygge sig op.

Men den tid, den sorg. Det er godt og smukt vejr, så iscaféen rundt om hjørnet lokker så meget, at det er uudholdeligt. Har faktisk haft stor succes med at sidde på café og læse (op), men det er desværre en dyr måde at gøre det på.

I stedet står mit vindue åbent, så gardinerne blafrer. Der strømmer forårsluft ind af den slags, der giver en lyst til at tage en dyb indånding med lukkede øjne.
Mine meget letfornærmelige og martyragtige blomster i vindueskarmen nyder solen
og jeg kan høre fuglene synge.

Til alle kommende jurastuderende (og jer andre)

I 2.g. (mener jeg, det var) var jeg på såkaldt brobygning på Århus Universitets jurastudium. Egentlig var det bare en rundvisning på de dele af universitetet, hvor jurastudiet foregår, samt et par oplæg holdt af en jurastuderende, en advokat og et par ansatte ved universitetet.

Den jurastuderendes oplæg var det, der gjorde mest indtryk på mig – og på de fleste andre deltagere, kunne jeg fornemme. Hun gik på tredje år – samme semester, som jeg er på nu.

Og hendes oplæg var ikke så meget en præsentation, som det var en skideballe til alle os gymnasieelever, der i hendes øjne var vant til at få 12-taller for nul og en skid (hvad vi jo for fanden også gjorde).

Vi skulle vide, at universitetsjura var hårdt, hårdt og mere hårdt med hårdt på, at man ikke havde tid til andre ting i sit liv overhovedet, at man sled sig gennem hundredvis af tørre sider hver eneste dag, at man sad og rev sig i håret til eksamen og at man dumpede gang på gang, og bare skulle være glad for at få lov til at prøve igen.
Da det senere i hendes strenge monolog kom frem, at hun i sit liv også havde en mand, et lille barn, et deltidsjob og et hus med dertil hørende heste samt at hun insisterede på at holde hver eneste lørdag fri, steg min forståelse lidt.
Man kan jo sagtens gøre det hårdt for sig selv, hvis man gerne vil.

Den holdning har jeg holdt fast i, siden jeg besluttede mig for at starte på jura. Der er mange, der ofte spørger mig, om jura ikke er SÅ hårdt et studium? Og til det kan jeg kun svare, at jeg da formoder, at det er lige så hårdt som ethvert andet universitetsstudium, som ender med en kandidatgrad.

Selvfølgelig er det hårdt at holde sig selv i overfladen på jurastudiet, men livet er jo hårdt.

Som sammenligningsgrundlag til mit liv og arbejde på universitetet, har jeg gymnasiet. Gymnasietiden var den mest lortede tid ever; jeg lavede stort set ikke andet end skolearbejde, som jeg først havde tid til at begynde på, når jeg kom hjem kl. 16 efter en 6-8 timer lang skoledag, og som jeg lagde til side i weekenderne, hvor jeg enten rejste til København for at besøge min mor eller til Århus for at besøge programmøren.
Jeg mødte altid for tidligt, forberedte mig grundigt til hver eneste time, afleverede alt til tiden, og fik topkarakterer for alt, hvad jeg foretog mig, med undtagelse af idræt, som jeg altså heller aldrig siden har fået ordentligt greb om. Bolde og jeg er ikke gode venner, lad os bare sige det sådan.

Jeg boede i denne tid ude på landet uden min far, som var væk fem dage om ugen i arbejdsøjemed, 5 små søskende, som er søde, men som ikke er voksne mennesker, man kan tale med, samt min stedmor, som havde travlt med at tage sig af dem. 

I 2.g. knækkede jeg helt over, hvilket resulterede i et endnu værre forhold til alle mennesker omkring mig samt psykologbesøg, som jeg, set i bakspejlet, ikke tror nogensinde virkede forbedrende på noget.
Jeg slæbte mig, tudende og jamrende, gennem 3.g., og da jeg endelig stod med huen på hovedet, besluttede jeg mig for, at det var sidste gang. Sidste gang jeg satte alt ind på at præstere perfekt, sidste gang jeg spildte al min tid og alle mine kræfter på at være den hurtigste, den klogeste, den bedste, på bekostning af min egen lykke.

Jeg besluttede mig for, at fra nu af, var det mig, der talte. Det var en meget bevidst beslutning, og det var lidt svært at vænne sig til at have helt andre mål i livet – og dog var det uendeligt let.
Jeg flyttede til Århus og var omsider tæt på programmøren, uden dog at bo sammen med ham. Jeg fik et vidunderligt forhold til de andre beboere på mit kollegium, jeg slappede af, og jeg nød mit liv og min hverdag. Det gør jeg stadig.

Samme beslutning har ført til, at jeg på ingen måde stiler efter en karriere som advokat. Af en eller anden grund har folk fået den idé, at jurastudiet er det samme som at uddanne sig til advokat, hvilket nok er noget af det dummeste, jeg har hørt, og det siger fandme ikke så lidt.
Advokaten, der holdt foredraget til brobygning efter den jurastuderende, forklarede os med så store fagter, at det fik hans slips til at blafre, at jobbet som advokat jo var så utroligt fedt, at det fuldstændigt overskyggede det faktum, at man ikke havde noget fritid. Ja ja, man var altid på kontoret, ja ja, kollegerne grinede, når man gik hjem kl. 17 og sagde: ”Man tager sig vist nok en lang weekend?” men det var jo så utroligt givende et job, at det slet ikke var en belastning, og at få hverdagen med et familieliv til at hænge sammen, handlede jo bare om prioritet.
Selv prioriterede han for eksempel at være hjemme til aftensmad, hvilket betød, at han var nødt til at møde inden kl. 8 på kontoret, nå at komme hjem omkring kl. 19, få noget aftensmad, putte ungerne, og så havde han lige tid til 3-4 timer mere foran computeren.

Til det kan jeg kun ryste på hovedet. Sådan et liv kan måske være udmærket, hvis man virkelig brænder for det, man laver. Men det er noget fis, at det handler om prioritere, som han formulerede det: han prioriterede ikke at være hjemme til aftensmad – han prioriterede sit job. Det kunne enhver med øjne i hovedet se, undtagen ham selv.
Dét er ikke et liv jeg vil byde mig selv eller de andre mennesker i mit liv, sådan som min far gjorde det, og sådan som jeg også selv gjorde det før.

For mig er jurastudiet således ikke hårdt, for det handler ikke om at udføre alting perfekt og få de højest mulige karakterer for mig. Det handler bare om at klare det, så godt som jeg nu synes, jeg har energi til – og så at være lykkelig og tilfreds og hvile i mig selv resten af tiden (ja, nu smører jeg tykt på, men hvis vi skal være ærlige, er det rigtigt nok).

Engang imellem – særligt, når læsebyrden bliver ekstra hård, eller når det er læseferie (ofte sammenfaldende) – kan jeg godt komme til at glemme, hvad det egentlig er, jeg har besluttet mig for at prioritere. Som for eksempel nu, hvor jeg sidder med over 3.000 siders formueret, som jeg helt seriøst måske har forstået 10 % af og som skal læses op til at kunne klare en af jurastudiets hårdeste og vigtigste eksamner til maj.

Men hvis jeg tænker lidt over det, så er det ikke så svært at komme i tanker om det igen.

Gad vide om man kan tage en pille mod det?

Lad mig slå en ting fast: Jeg er ikke et såkaldt A-menneske. Er ikke overskudsagtig på den måde - eller på nogen måde. Jeg bare er slet ikke sådan en morgenfrisk type, der står før solen står op med hjemmebagte croissanter og renskurede tænder, og jeg har aldrig været det – og hvis jeg skal være ærlig, har morgenfriske typer altid pisset mig lidt af.
Især de selvtilfredse af dem, der begynder at ævle om ”ikke at slumre hele morgenen væk” og den evindelige med at ”få noget ud af dagen”.
Who the fuck are you to tell me, at jeg ikke får noget ud af min dag, bare fordi jeg sover til kl. 11? Nå. 

Jeg kan se på mine 10.000 søskende, der også hævder ikke at være morgenfriske, at morgentrætheden er noget, de har vænnet sig til. Jeg kan sgu godt huske dengang, døren til mit værelse knirkede åben klokken lidt over fem om natten, og et par store blå øjne stod i dørsprækken med spørgsmålet: ”Morgenmad?”Lige så stille – efterhånden som skolen er holdt op med at være noget, de ser frem til hver dag – bliver de sværere og sværere at få op om morgenen. Men de kan stadig stille så frisk som en skrællet spejder kl. 6 om morgenen, når bare det er lørdag.Hvilket vil sige, at de bare ikke gider op til hverdag. 

Min morgentræthed er anderledes, og den holder sig skam også til i weekenden. Jeg er så træt at mine øjne skal tvinges åbne med istapper og min krop er gået så meget i hi, at jeg nærmest er nødt til at falde ud af sengen, for at hive mig selv op. 

Føler mig som et dovendyr på sovepiller. Ligner sikkert også.

Og når jeg står så tidligt op, som jeg er begyndt at gøre, efter jeg startede hos Det Offentlige, bliver trætheden siddende i mig hele dagen, og når den er slut, er jeg lykkelig for at gå i seng igen når klokken bliver lidt i ni om aftenen.

Alt dette gør bare det bare endnu mere fantastisk – dette mirakel, der er begyndt at blive en tilbagevendende begivenhed hver fredag morgen:
Jeg er morgenfrisk! Og så GLAD! Hvordan er det dog sket?! (kan I allerede mærke, hvordan jeg er irriterende morgentype? I know, right!).

Sad i bussen på vej til uni lidt i otte og følte mig så utroligt udhvilet, fordi jeg havde sovet en time længere. Mind you, ikke en time mere, for jeg var gået tilsvarende senere i seng – bare en morgentime mere at sove i. 

Det er åbenbart bare det, der skal til. Alt det, der ellers ville irritere mig grænseløst, gjorde mig bare glad i stedet. Glad helt ind i knoglerne på den der hvor-er-det-fedt-at-være-i-live-agtige måde.Jeg kunne smilende himle med øjnene af mit eget rod på værelset, som ellers altid kan stresse mig ud, hvis mit liv begynder at blive lidt for let. 

En hiphopper øvede sine moves ved busstoppestedet, hvilket gjorde mig endnu mere glad, end jeg allerede er, for at bo i så smuk en by som Århus.
Jeg rejste beredvilligt for den dame, der sad ved siden af mig ved vinduet, da hun skulle af (okay, det gør jeg altså altid: jeg forstår bare aldrig, hvorfor det er SÅ vigtigt for folk at rejse sig 20 minutter før bussen stopper og stå og stirre på døren, så de er klar til at SPRINGE ud, in case nu bussen er kørt, inden de er kommet ud. Wtf?). I dag gjorde jeg det med et smil.

Og altså, er det kun mig, der har set de der reklamer for ”vand to go” (nyhed!). Det er sådan en plakat med en ung pige med meget tysk reklame-udseende, en masse forskellige farver og forrest: en flaske. Med vand. Og så står der noget i stil med ”til dig der, vil drikke vand på farten”. Er det bare mig, eller snakker vi ikke lidt old news: vand på flaske? Jamen er der mere i det?! I dag grinede jeg af det og nød bare de Berlinerblegede tænder og mange farver. Hurra.

Og så er det jo fredag og tilmed godt vejr.

Hvor er det fedt!

What’s happening to me?!

Er det dét, der hedder smalltalk?

Siden jeg gik og var dørmåtte hjemme i det nordjyske, er jeg blevet en del bedre til det der moderne noget, som populært kaldes ”at sige fra”.
Er efterhånden ret god til at tage mig selv i nakken og stoppe, inden jeg kammer over i ren skal-nok-og-undskyld-undskyld-jamen-det-er-også-bare-mig-der-er-noget-galt-med.
Engang skete det næsten dagligt, og det har nok mest været et produkt af at være halvvoksen i en børnefamilie, at jeg ikke bare smækkede med dørene og tog vare på mig selv – jeg havde ikke nogen fast plads i hovedvognen, så der blev bygget en sidevogn specielt til mig, og den skulle jeg bare holde kæft og være lykkelig for.

Nu sker det kun de få gange jeg er hjemme på besøg, fordi jeg stadig gerne vil være venner med de voksne i den familie og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan jeg lægger kortene på bordet på en høflig, men bestemt måde, uden samtidig at åbne ALLE sluser og komme til at skære dem helt væk, for det synes jeg ærligt talt ikke er i orden.
Og så elsker jeg dem i øvrigt også, men det er en anden historie.

Men altså... måske har al min fine selvstændiggørelse haft en bivirkning hen ad noget selvhævdende arrogance. For nu jeg tænker over det, bruger jeg faktisk en hel del tid på at retfærdiggøre alle mulige ting om mig selv over for andre. 

Var til familiekomsammen i weekenden, hvilket som sædvanligt udløste lidt almindelig grunden over mig som person – for på en eller anden måde kommer der til at gå store mængder tid, inden de familiemedlemmer, der tilhører bare lidt mere perifære kredse, end dem henholdsvis min mor og far er overhoved for, får tildelt den ære at være sammen med mig.
Så hver gang det rent faktisk sker, skal vi igennem den sædvanlige smøre med, hvor langt det nu er, jeg er i studiet, hvor jeg bor, arbejder, og hvordan det går med programmøren.
Og jo tak, det går fint, det hele.

Og så ikke mere. Helt ærligt.
Det går virkelig fint. 

Jeg kan hive masser af ting at brokke mig over op af hatten, men ingen af dem egner sig til tante-/onkel-samtaler.
Mest fordi jeg bare ender i en gang bitcheri over, hvorfor fanden i helvede centraladministrationen på jura heller ikke kan finde ud af at lægge læseplan og pensumlister op INDEN pågældende fag har fået flere ugers forløb på bagen, hvorfor folk også skal stå og mase sig op ad en i bussen og lignende. Det er jo lige meget; det er ikke det, de vil høre, og det handler jo ikke rigtigt om mit liv, som naturligvis er omdrejningspunktet, ikke?

Så pludselig tager jeg mig selv i at pudse på de svar jeg har, til de spørgsmål, der altid bliver stillet. På den retfærdiggørende måde.

Tante/onkel: ”Hvor er det nu, du bor henne i Århus?”:
Mig: ”Blablabla, og jamen, det er altså ikke særligt slemt at på kollegium, hvor man deler køkken og stue med resten af gangen, fordi så er der altid nogen at snakke med, og toilettet har jeg jo for mig selv, og så har vi jo også madklub og skiftes til at gøre rent…”

Tante/onkel: ”Og hvad er du nu, du laver på dit nye job?”
Mig: ”Blablabla, og det er jo også fint at sidde med noget administrativt indtil videre, for så starter jeg jo stille og roligt, og om to måneder skal jeg over og være rigtig studentermedhjælper, ligesom de andre, og der har man faktisk rigtig meget ansvar og arbejde at lave…”

Tante/onkel/anyone: ”Og du er stadig kærester med programmøren?”
Mig: ”Blabla, og ja, vi har været sammen længe, men ikke af vane eller afhængighed, men fordi vi faktisk stadig elsker hinanden. Ja, can you believe it?”

Gad vide, hvorfor det er så nødvendigt at pensle alting ud, og hvorfor det altid skal gøres enten med den der lidt undskyldende pensel eller med aggressiv mine?

Lykken er...

Oh, hvor jeg dog nyder stilheden lige nu.

Den hyggelige, varme, pelsede stilhed, hvor programmøren sidder ved computeren og spiller skriver ansøgninger, og jeg ligger i dynen og læser blogs obligationsret. Det er lige akkurat blevet mørkt udenfor, og jeg kan høre, hvor kold vinden er derude (sådan noget, jeg kan).
Men herinde på mit lille overskønne kollegieværelse er der varmt.

Lige om lidt skal vi kortvarigt ud i kulden for at hente de pizzaer, vi har bestilt, fordi vi i vores ungdommens uansvarlighed ikke har overvejet, at det jo i dag er en af de søndage, der er hellige, som de to midterste søndage i måneden jo er, og hvor indkøbsmulighederne derfor er stærkt begrænsede … (oh, who am I kidding: vil bare hellere have pizza, okay).

Men lige nu – lige nu er vi bare hyggestille. Hver for sig og alligevel sammen.
Stille på den måde, man er, når man bare nyder hinandens tilstedeværelse uden at behøve at sige noget.

Om tre uger kommer der til at være en anden slags stilhed på mit værelse.
For tre uger fra nu, er den dag, hvor programmøren, i anledning af at have afsluttet sin universitetsuddannelse efter 5½ år bag de gule mure, tager på sin fire måneder lange ”dannelsesrejse” i soldaterkostume.

Jeg er lidt splittet.
For set fra hans synspunkt synes jeg, det er for fedt at skulle ud og se en anden side af livet end den akademiske. Et semester uden en afsluttende eksamen, uden papirer og computere og briller og papirclips. Det bliver så godt for ham, og det er i så høj grad noget, han trænger til efter 18 års skolegang uden et eneste fjumreår. Jeg er så stolt af, at han har truffet den beslutning, i stedet for at vælge the easy way out og bare blive siddende bag computerskærmen hele sommeren.

Set fra mit eget synspunkt…

… kommer jeg til at savne ham noget så inderligt.

I'm not really bitter, I'm just trying it on for size.

Nogle gange er andre mennesker bare for belastende.

For det første går de så langsomt! Kan de da ikke se, at jeg har travlt? Og i øvrigt ikke er typen, der slentrer, eller har det godt med at blive fanget på en smal gang bag tre mennesker, der i modsætning hertil går meget højt op i det?

For det andet stopper de hele tiden op midt i det hele uden synlig grund, hvorefter de står og glor med åben mund som aber.
Eller de begynder spontant at gå i den stik modsatte retning af den, de var på vej i – eller ud på cykelstien. Eller vejen.
Fuck biler. Her er jeg.

Eller også er de belastende på ”jeg-ser-dig”-måden.
Jeg måtte tage en dyb indånding på en af mine få 20-minutters shoppeture, fordi ekspedienten blev VED med at stå helt oppe i mit næsebor og spørge, hvad hun kunne hjælpe med.
Hader det. Gå nu væk. VÆK.

En af de ting, der virkelig har fået mit pis i kog på det sidste, er de der latterlige møgtøser unge piger, der griner så højt, at man skulle tro, de… var glade. Som om.

Jeg skærer tænder og har helt ærligt lyst til at flå hovedet af dem… og rive håret ud på mig selv.
For uanset hvad det er, så er det ikke så sjovt, at man behøver at vælte rundt i de høje hæle, man ikke formår at gå ordentligt i, fordi man krampegriner så meget, at det tangerer grænsen mellem latter og bræk.
Hvilket ynkeligt forsøg på at skabe opmærksomhed omkring sig selv – endog opmærksomhed fra folk, man sandsynligvis ikke kommer til at se igen.

Men jeg har i mine utroligt indsigtsfulde øjeblikke fået øje på, at folk åbenbart griner som en forsvarsmekanisme. Hvis de ikke forstår noget, griner de. Jo mindre de forstår, jo højere griner de.
Hvis de kommer for sent, vælter et eller andet, prutter, you name it. Så griner de!

Måske har simple mennesker det bare sjovere?

Men jeg vil tillade mig at citere frøken Frederikke, min yndlingskarakter i Tudemarie: ”Mennesker ler. Det er kun heste, der griner”.

Og som alle ved, er heste Satan i forklædning!