Jeg har altid undret mig over, at folk omkring min egen alder, der har gennemgået en eller anden latterlig, halvhjertet uddannelse og nu er ekspedient i en endnu mere latterlig tøjbutik
– fx et af de der steder, man får skarp hovedpine af at shoppe være, fordi de spiller det der musik, du ved… typisk uden egentlig sangtekst, men med synthesizede trommer, der går hurtigere og hurtigere, drrrrrrrrrrrrrrrRRrr POW; og så fortsætter i de vildeste diskotoner (gad egentlig vide, om nogen prøver at kompensere for et eller andet?) –
eller i hvert fald har et job i den dur, ser ned på mig som studerende med overfladisk-hvor-har-jeg-det-dog-hårdt-og-hvor-er-det-vildt-ikke-at-gå-i-skole-mere-men-underliggende-hånlig attitude. Den kender du da godt, ikke? Den bliver ofte fulgt op af kommentaren: ”Ja, nu er jo ude i den virkelige verden”.
And thus, my point: ”Den virkelige verden”.
Jeg har også hørt den fra mine forældre: ”Når du nu kommer ud i den virkelige verden, SÅ…”
Eller når jeg har ondt af nogen, der har det hårdt og som tilfældigvis ikke er studerende: ”Ja, sådan er det jo ude i den virkelige verden.”
eller i hvert fald har et job i den dur, ser ned på mig som studerende med overfladisk-hvor-har-jeg-det-dog-hårdt-og-hvor-er-det-vildt-ikke-at-gå-i-skole-mere-men-underliggende-hånlig attitude. Den kender du da godt, ikke? Den bliver ofte fulgt op af kommentaren: ”Ja, nu er jo ude i den virkelige verden”.
And thus, my point: ”Den virkelige verden”.
Jeg har også hørt den fra mine forældre: ”Når du nu kommer ud i den virkelige verden, SÅ…”
Eller når jeg har ondt af nogen, der har det hårdt og som tilfældigvis ikke er studerende: ”Ja, sådan er det jo ude i den virkelige verden.”
Fordi den lever jeg jo ikke i?
Nå nej sgu da – jeg lever i den uvirkelige verden. Den studerendes verden. Faktisk er de første 25 år af ens liv jo som bekendt uvirkeligt, indtil man kommer ud i denne hersens virkelige verden, som vistnok også er derhenne, hvor man betaler afdrag på sine huslån, køber bleer på tilbud og skændes med sin ægtefælle hver aften.
OMG, der skal jeg sgu da hen!
Nå nej sgu da – jeg lever i den uvirkelige verden. Den studerendes verden. Faktisk er de første 25 år af ens liv jo som bekendt uvirkeligt, indtil man kommer ud i denne hersens virkelige verden, som vistnok også er derhenne, hvor man betaler afdrag på sine huslån, køber bleer på tilbud og skændes med sin ægtefælle hver aften.
OMG, der skal jeg sgu da hen!
Jeg skyder – som de fleste andre – skylden på hende popstudinen, der mente at være fattig på den insisterende måde og ikke engang forventede at få verdens største lortekrydrede møgfald i nakken efterfølgende.
Det er jo vand på den mølle, De Voksne bare sidder og venter på at få en lejlighed til at sætte i gang.
Selv elsker de jo (ja, jeg sidder egentlig ganske komfortabelt i generaliseringstronen i dag) at udstille sig selv som hårdtarbejdende, stressramte ofre fra den såkaldte ”virkelige verden”, og jeg kan garantere, at de savler af glæde over at få lov til det, når en, der tydeligvis har det langt mindre hårdt end de selv, åbenlyst beklager sig.
Det er jo vand på den mølle, De Voksne bare sidder og venter på at få en lejlighed til at sætte i gang.
Selv elsker de jo (ja, jeg sidder egentlig ganske komfortabelt i generaliseringstronen i dag) at udstille sig selv som hårdtarbejdende, stressramte ofre fra den såkaldte ”virkelige verden”, og jeg kan garantere, at de savler af glæde over at få lov til det, når en, der tydeligvis har det langt mindre hårdt end de selv, åbenlyst beklager sig.
Det udtrykker på bedste og klareste vis, hvordan hele livet bare udstilles som en skide konkurrence i at have det hårdest og have mest af beklage sig over, og hvor man får point ved ikke at gøre det, men i stedet sømme sig grundigt fast til martyrkorset.
I min optik har den virkelige verden eller det virkelige liv ikke en skid at gøre med at have et hårdt og opslidende liv, for det skal jeg være den første til at sige (ikke indrømme, for det er ikke en hemmelighed), at det har studerende altså ikke. NEJ, vi har ikke. Fattig? Nej. Tidspresset? Nej. Fattig? Stadig ikke. Ufri? Nej.
Ethvert skridt, vi tager (studerende eller ej) væk fra udgangspunktet er vores helt eget valg (qnuz lommefilosoffen), og nej, det er ganske rigtigt ikke os alle, der formår at sætte pris på det.
But I’m pleased to say at jeg ved lige præcis hvad jeg har, og at jeg elsker det. Jeg ved, at jeg kommer til at miste det på et tidspunkt, men når det sker – hvis det sker på samme måde som det sker for de fleste andre –, vil jeg forhåbentlig være klar over det og jeg vil vide, at jeg skal træffe et valg, jeg skal kunne stå ved.
Ethvert skridt, vi tager (studerende eller ej) væk fra udgangspunktet er vores helt eget valg (qnuz lommefilosoffen), og nej, det er ganske rigtigt ikke os alle, der formår at sætte pris på det.
But I’m pleased to say at jeg ved lige præcis hvad jeg har, og at jeg elsker det. Jeg ved, at jeg kommer til at miste det på et tidspunkt, men når det sker – hvis det sker på samme måde som det sker for de fleste andre –, vil jeg forhåbentlig være klar over det og jeg vil vide, at jeg skal træffe et valg, jeg skal kunne stå ved.
Og Voksne: I got news for y’all (som jeg i retfærdighedens navn skal love selv at genlæse, når jeg aldersmæssigt er lige så langt henne i livet, som I er nu): Den der virkelige verden?
Den lever man i det øjeblik, man tager tilløb til sit første vredesvræl i fødestuen. Det er ikke de studerendes eller nogen andres skyld, at I meget hellere ville være blevet derinde, hvor vrælet ikke var begyndt endnu.
Den lever man i det øjeblik, man tager tilløb til sit første vredesvræl i fødestuen. Det er ikke de studerendes eller nogen andres skyld, at I meget hellere ville være blevet derinde, hvor vrælet ikke var begyndt endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar