Sgu da ikke mig, vel, men altså… folk!

Ja, folk.

Folk har så skidetravlt på Valentinsdag med at nedgøre hele konceptet om kærlighedserklæringer, man kan betale sig fra, og vræle op om kapitalisme; blomsterbutikker, der trækker deres sympatiske masker af og afslører sig selv som de onde pengemaskiner, de er, samt chokoladedistributørernes ondsindede gnieri.
For slet ikke at nævne singlefolkets evindelige klagesang over, at de hele dagen skal gå og mindes om, at de er single (selvom de selvfølgelig elsker singlelivet og aldrig ville vælge det fra, det er klart; de har jo deres uafhængigshedsrep at beskytte).

Hvad alle disse folk lader til overhovedet ikke at opfatte, er, at netop denne dag benyttes til at hylde had-/kærlighedsforholdet til vestlig markedsøkonomi, kald det hvad du vil.

At blomster-, chokolade- og tingeltangelbutikker har dobbelt omsætning på lige netop denne dag, er vel et resultat af, at de har gjort brug af deres frie konkurrenceret, som ikke styres ovenfra (eller noget), og som vi jo er så glade for alle sammen. (Og som film- og musikindustrien godt kunne tage lidt ved lære af).

Så er der den af folket med vedhæng (i større eller mindre omfang), der tuder over at være dørmåtter for deres kvinder, der (stiltiende og dog med fuldt overlæg – synes mændene i hvert fald selv) afkræver dem en skide buket roser, om den så er nede fra tanken og koster 39,95.

I modsætning til, hvad disse folk tror, så får kvinder sjældent blomster af deres significant other på noget som andet tidspunkt (jeg kender dem i hvert fald ikke, og kender heller ikke nogen, der kender dem), og at mændene så vælger netop denne dag til at gøre det – jamen fred sgu da være med det, helt ærligt. For en gangs skyld tænker de sig lidt om; lad dem da.

Folk – kan I ikke bare komme jer over det?
I hakker jo tilbage i den samme rille til jul, så hvorfor ikke give it a rest.