lørdag den 25. februar 2012

Bevidst(løs)hed

Da jeg havde faget retssociologi, skrev jeg eksamensopgave om det danske folks retsbevidsthed – særligt i forhold til, hvordan tingene i virkeligheden fungerer, når en tiltalt sidder i retssalen foran dommerne, er blevet dømt skyldig i hvad høn nu har gjort, og skal have sin straf.

Tillige skrev jeg bacheloropgave i samme spor, bare mere specifikt om hvad fanden lægdommere – helt almindelige mennesker uden en skid forstand på jura og regler, men derfor (allegedly) med renere menneskelig indsigt – egentlig lavede i en retssal. Og hvorfor de er der.

Det bliver nemlig aldrig rigtig kedeligt for ikke-jurister at mene en hel masse om, hvordan dommerne tager helt fejl, og hvordan den og den i virkeligheden skulle være blevet dømt, hvis vi levede i et retfærdigt samfund med et ordentligt retssystem.
Hellere en uskyldig med i svinget, end at nogen af de skyldige ender med at slippe.

Ifølge min opgave aner folk ikke en skid om, hvad der egentlig foregår. Jeg inkluderede en masse fine undersøgelser, der viser, at the common man stormer frem med høtyve og fakler, ligeså snart ord som ”vold” og ”voldtægt” bliver nævnt. Forstået på den måde, at man straks vil give den højest mulige straf (sammenlignet med jurister og dommere).

Men bliver de præsenteret for en konkret sag, hvor de får detaljerne at vide, så trækker de pludselig i land, de fuckers. Ser man pludselig ord som ”uheld”, ”tilgivet”, ”ingen mén”, ”glemt det hele”, så bliver man blødsøden og vil alligevel ikke give den hårdeste straf. Måske ikke nogen straf overhovedet.
Så hvordan fanden synes man, at det er en god idé at lade så vægelsindede og letpåvirkelige mennesker deltage i en retssag, hvor et menneskes liv står på spil – det var den, lettere omformulerede, problemstilling i min opgave.

Alligevel aner jeg ikke, hvordan jeg skal forsvare, at mænd der banker deres kærester invalide eller slår dem ihjel eller voldtager små børn, der may eller may not be deres egne, får fængselsdomme på 5 år, hvis bølgerne går højt, og kommer ud efter 3, hvis de er uheldige.

Da tænker jeg – ligesom alle andre – at nu må nogle ordentlige mennesker simpelthen træde til og vride magten og beslutningerne ud af hænderne på de ligeglade, gamle mænd, der sidder og flueknepper regelsæt, betænkninger, statistikker og præcedenser. For det er jo tilsyneladende dem, der befolker retterne i dette land.

En gang imellem kan man altså godt kigge misundende over på USA, der fandme ikke finder sig i crap fra nogen.

Men jeg er jo jurist og derfor godt i gang med at blive indoktrineret, institutionaliseret og hjernevasket af mit studium. Som man siger.
Og derfor synes jeg stadig, man skal passe på, hvad man vedtager i retskaffenhedens navn.

Det blev for relativt nylig hintet, at det danske voldtægtsbegreb ikke lever op til de menneskeretlige standarder.
Meaning, at vi i Danmark straffer folk, der har tiltvunget sig et samleje ved vold eller ved trussel om vold.
Hvorimod det menneskeretlige mere går på at straffe, hvis (det viser sig at) modparten ikke samtykkede i det her samleje.

Så vidt jeg husker, kommer det fra militærrettens voldtægtsbegreb; for hvis du står som serbisk enke midt i en krig, hvis hele din landsby netop er blevet slagtet af soldater, hvis din mand netop er blevet skudt for øjnene af dig, og soldaten, der gjorde det, står og vil have dig… så behøver han ikke true dig med vold, for at du giver efter. 

Og det er også fuldstændig rigtigt – hvilket er grunden til, at militærretten fungerer, som den gør – anderledes end den almindelige strafferet.

Men straks ser man danskerne blegne bag slipset og i hast sætte sig til blindt at ændre det danske voldtægtsbegreb. 
Så mand, helt almindelige mand, hvis din tangopartner senere fortryder, og vist alligevel ikke samtykkede – så er du voldtægtsforbryder. Per definition.

Så Martin der tager med Rikke hjem efter fuldefest og lader sig invitere ned i hendes seng, hvor hun ligger i undertøj, og befamler hende lidt, hvilket hun afviser, og derefter befamler hende lidt igen, hvorefter hun ikke afviser, har sex – og to morgener efter bliver vækket af politiet, der anholder ham for voldtægt – bliver fundet skyldig i retten.

Og resten af Danmark jubler, fordi voldtægt jo altid skal straffes hårdest muligt.

Wake up, people.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar