lørdag den 25. februar 2012

Bevidst(løs)hed

Da jeg havde faget retssociologi, skrev jeg eksamensopgave om det danske folks retsbevidsthed – særligt i forhold til, hvordan tingene i virkeligheden fungerer, når en tiltalt sidder i retssalen foran dommerne, er blevet dømt skyldig i hvad høn nu har gjort, og skal have sin straf.

Tillige skrev jeg bacheloropgave i samme spor, bare mere specifikt om hvad fanden lægdommere – helt almindelige mennesker uden en skid forstand på jura og regler, men derfor (allegedly) med renere menneskelig indsigt – egentlig lavede i en retssal. Og hvorfor de er der.

Det bliver nemlig aldrig rigtig kedeligt for ikke-jurister at mene en hel masse om, hvordan dommerne tager helt fejl, og hvordan den og den i virkeligheden skulle være blevet dømt, hvis vi levede i et retfærdigt samfund med et ordentligt retssystem.
Hellere en uskyldig med i svinget, end at nogen af de skyldige ender med at slippe.

Ifølge min opgave aner folk ikke en skid om, hvad der egentlig foregår. Jeg inkluderede en masse fine undersøgelser, der viser, at the common man stormer frem med høtyve og fakler, ligeså snart ord som ”vold” og ”voldtægt” bliver nævnt. Forstået på den måde, at man straks vil give den højest mulige straf (sammenlignet med jurister og dommere).

Men bliver de præsenteret for en konkret sag, hvor de får detaljerne at vide, så trækker de pludselig i land, de fuckers. Ser man pludselig ord som ”uheld”, ”tilgivet”, ”ingen mén”, ”glemt det hele”, så bliver man blødsøden og vil alligevel ikke give den hårdeste straf. Måske ikke nogen straf overhovedet.
Så hvordan fanden synes man, at det er en god idé at lade så vægelsindede og letpåvirkelige mennesker deltage i en retssag, hvor et menneskes liv står på spil – det var den, lettere omformulerede, problemstilling i min opgave.

Alligevel aner jeg ikke, hvordan jeg skal forsvare, at mænd der banker deres kærester invalide eller slår dem ihjel eller voldtager små børn, der may eller may not be deres egne, får fængselsdomme på 5 år, hvis bølgerne går højt, og kommer ud efter 3, hvis de er uheldige.

Da tænker jeg – ligesom alle andre – at nu må nogle ordentlige mennesker simpelthen træde til og vride magten og beslutningerne ud af hænderne på de ligeglade, gamle mænd, der sidder og flueknepper regelsæt, betænkninger, statistikker og præcedenser. For det er jo tilsyneladende dem, der befolker retterne i dette land.

En gang imellem kan man altså godt kigge misundende over på USA, der fandme ikke finder sig i crap fra nogen.

Men jeg er jo jurist og derfor godt i gang med at blive indoktrineret, institutionaliseret og hjernevasket af mit studium. Som man siger.
Og derfor synes jeg stadig, man skal passe på, hvad man vedtager i retskaffenhedens navn.

Det blev for relativt nylig hintet, at det danske voldtægtsbegreb ikke lever op til de menneskeretlige standarder.
Meaning, at vi i Danmark straffer folk, der har tiltvunget sig et samleje ved vold eller ved trussel om vold.
Hvorimod det menneskeretlige mere går på at straffe, hvis (det viser sig at) modparten ikke samtykkede i det her samleje.

Så vidt jeg husker, kommer det fra militærrettens voldtægtsbegreb; for hvis du står som serbisk enke midt i en krig, hvis hele din landsby netop er blevet slagtet af soldater, hvis din mand netop er blevet skudt for øjnene af dig, og soldaten, der gjorde det, står og vil have dig… så behøver han ikke true dig med vold, for at du giver efter. 

Og det er også fuldstændig rigtigt – hvilket er grunden til, at militærretten fungerer, som den gør – anderledes end den almindelige strafferet.

Men straks ser man danskerne blegne bag slipset og i hast sætte sig til blindt at ændre det danske voldtægtsbegreb. 
Så mand, helt almindelige mand, hvis din tangopartner senere fortryder, og vist alligevel ikke samtykkede – så er du voldtægtsforbryder. Per definition.

Så Martin der tager med Rikke hjem efter fuldefest og lader sig invitere ned i hendes seng, hvor hun ligger i undertøj, og befamler hende lidt, hvilket hun afviser, og derefter befamler hende lidt igen, hvorefter hun ikke afviser, har sex – og to morgener efter bliver vækket af politiet, der anholder ham for voldtægt – bliver fundet skyldig i retten.

Og resten af Danmark jubler, fordi voldtægt jo altid skal straffes hårdest muligt.

Wake up, people.




onsdag den 15. februar 2012

Sgu da ikke mig, vel, men altså… folk!

Ja, folk.

Folk har så skidetravlt på Valentinsdag med at nedgøre hele konceptet om kærlighedserklæringer, man kan betale sig fra, og vræle op om kapitalisme; blomsterbutikker, der trækker deres sympatiske masker af og afslører sig selv som de onde pengemaskiner, de er, samt chokoladedistributørernes ondsindede gnieri.
For slet ikke at nævne singlefolkets evindelige klagesang over, at de hele dagen skal gå og mindes om, at de er single (selvom de selvfølgelig elsker singlelivet og aldrig ville vælge det fra, det er klart; de har jo deres uafhængigshedsrep at beskytte).

Hvad alle disse folk lader til overhovedet ikke at opfatte, er, at netop denne dag benyttes til at hylde had-/kærlighedsforholdet til vestlig markedsøkonomi, kald det hvad du vil.
At blomster-, chokolade- og tingeltangelbutikker har dobbelt omsætning på lige netop denne dag, er vel et resultat af, at de har gjort brug af deres frie konkurrenceret, som ikke styres ovenfra (eller noget), og som vi jo er så glade for alle sammen. (Og som film- og musikindustrien godt kunne tage lidt ved lære af).

Så er der den af folket med vedhæng (i større eller mindre omfang), der tuder over at være dørmåtter for deres kvinder, der (stiltiende og dog med fuldt overlæg – synes mændene i hvert fald selv) afkræver dem en skide buket roser, om den så er nede fra tanken og koster 39,95.

I modsætning til, hvad disse folk tror, så får kvinder sjældent blomster af deres significant other på noget som andet tidspunkt (jeg kender dem i hvert fald ikke, og kender heller ikke nogen, der kender dem), og at mændene så vælger netop denne dag til at gøre det – jamen fred sgu da være med det, helt ærligt. For en gangs skyld tænker de sig lidt om; lad dem da.

Folk – kan I ikke bare komme jer over det?
I hakker jo tilbage i den samme rille til jul, så hvorfor ikke give it a rest.


mandag den 13. februar 2012

So stick that in your pipe and smoke it

Jeg har altid undret mig over, at folk omkring min egen alder, der har gennemgået en eller anden latterlig, halvhjertet uddannelse og nu er ekspedient i en endnu mere latterlig tøjbutik 
– fx et af de der steder, man får skarp hovedpine af at shoppe være, fordi de spiller det der musik, du ved… typisk uden egentlig sangtekst, men med synthesizede trommer, der går hurtigere og hurtigere, drrrrrrrrrrrrrrrRRrr POW; og så fortsætter i de vildeste diskotoner (gad egentlig vide, om nogen prøver at kompensere for et eller andet?) –
eller i hvert fald har et job i den dur, ser ned på mig som studerende med overfladisk-hvor-har-jeg-det-dog-hårdt-og-hvor-er-det-vildt-ikke-at-gå-i-skole-mere-men-underliggende-hånlig attitude. Den kender du da godt, ikke? Den bliver ofte fulgt op af kommentaren: ”Ja, nu er jo ude i den virkelige verden”.

And thus, my point: ”Den virkelige verden”.

Jeg har også hørt den fra mine forældre: ”Når du nu kommer ud i den virkelige verden, SÅ…”
Eller når jeg har ondt af nogen, der har det hårdt og som tilfældigvis ikke er studerende: ”Ja, sådan er det jo ude i den virkelige verden.”
Fordi den lever jeg jo ikke i?

Nå nej sgu da – jeg lever i den uvirkelige verden. Den studerendes verden. Faktisk er de første 25 år af ens liv jo som bekendt uvirkeligt, indtil man kommer ud i denne hersens virkelige verden, som vistnok også er derhenne, hvor man betaler afdrag på sine huslån, køber bleer på tilbud og skændes med sin ægtefælle hver aften.

OMG, der skal jeg sgu da hen!
Jeg skyder – som de fleste andre – skylden på hende popstudinen, der mente at være fattig på den insisterende måde og ikke engang forventede at få verdens største lortekrydrede møgfald i nakken efterfølgende.

Det er jo vand på den mølle, De Voksne bare sidder og venter på at få en lejlighed til at sætte i gang.
Selv elsker de jo (ja, jeg sidder egentlig ganske komfortabelt i generaliseringstronen i dag) at udstille sig selv som hårdtarbejdende, stressramte ofre fra den såkaldte ”virkelige verden”, og jeg kan garantere, at de savler af glæde over at få lov til det, når en, der tydeligvis har det langt mindre hårdt end de selv, åbenlyst beklager sig.
Det udtrykker på bedste og klareste vis, hvordan hele livet bare udstilles som en skide konkurrence i at have det hårdest og have mest af beklage sig over, og hvor man får point ved ikke at gøre det, men i stedet sømme sig grundigt fast til martyrkorset.
I min optik har den virkelige verden eller det virkelige liv ikke en skid at gøre med at have et hårdt og opslidende liv, for det skal jeg være den første til at sige (ikke indrømme, for det er ikke en hemmelighed), at det har studerende altså ikke. NEJ, vi har ikke. Fattig? Nej. Tidspresset? Nej. Fattig? Stadig ikke. Ufri? Nej.

Ethvert skridt, vi tager (studerende eller ej) væk fra udgangspunktet er vores helt eget valg (qnuz lommefilosoffen), og nej, det er ganske rigtigt ikke os alle, der formår at sætte pris på det.
But I’m pleased to say at jeg ved lige præcis hvad jeg har, og at jeg elsker det. Jeg ved, at jeg kommer til at miste det på et tidspunkt, men når det sker – hvis det sker på samme måde som det sker for de fleste andre –, vil jeg forhåbentlig være klar over det og jeg vil vide, at jeg skal træffe et valg, jeg skal kunne stå ved.

Og Voksne: I got news for y’all (som jeg i retfærdighedens navn skal love selv at genlæse, når jeg aldersmæssigt er lige så langt henne i livet, som I er nu): Den der virkelige verden?
Den lever man i det øjeblik, man tager tilløb til sit første vredesvræl i fødestuen. Det er ikke de studerendes eller nogen andres skyld, at I meget hellere ville være blevet derinde, hvor vrælet ikke var begyndt endnu.


Hybris, go ahead, take your best shot.

Ja, jeg ved godt, at jeg holdt en alt for lang pause fra bloggingen, and for that I apologize.
Nu belønnes jeres din min? tålmodighed til gengæld med et nyt indlæg. Allerede.
Tadaa:
Jeg har fået nyt job.
Siger ikke, hvad det er, for så bliver det at gætte min identitet lige så nemt som et Jeopardy-spørgsmål à la: ”Eks-statsministeren, vi alle sammen griner af, fordi han formastede sig til med fuldt overlæg at lade sig se i cykelhjelm i sin regeringsperiode”.

Ikke at jeg går så vældig højt op i det der identitetsskjuleri, men jeg går heller ikke særlig højt op i at vinde i kortspil… og jeg spiller stadig ikke med åbne kort.
Kan afsløre så meget som at det er i det offentlige. And introducing: kaffe- og kagepauser. On a daily basis. On an… hourly basis. I’m loving it! Det appellerer virkelig til min indre bedstemor, som, skulle jeg hilse og sige, langsomt vokser sig tykkere.
I modsætning til, hvad mange måske tror, så holder vi cafébabes altså ikke kaffe- og kagepauser. Ever. I hvert fald ikke der, hvor jeg arbejdede. Dér var der konstant fart på – selv med kun ét bord optaget i lokalet, stak chefen bare en støvekost i hånden på os og beordrede alle billedrammer pinligt rene.
Hvilket var ganske fint.

For mig er et arbejde ikke et sted, hvor man laver noget, når der lige dukker noget op, og ellers bare sidder og læser skøn med iPod-dutterne i ørerne, hvilket et par af mine (åh, så unge) kolleger ofte beklagede sig over. This is a business, ladies – og det skal bare køre. Vi får jo ikke løn for at sidde på vores dertil indrettede og lave ingenting lektier.
I det private.

I det offentlige… er tonen bare ikke den samme. Beklager at måtte sige, at stedet bekræftede alle mine værste fordomme. Alle medarbejdere sidder i en fæstning af papirstakke, der ganske langsomt bliver mindre, indtil deres højde pludselig er fordoblet igen.
De fleste af dem (medarbejderne, that is) går i lidt for lange nederdele og har navnet som Ulla og Gurli. Og de har en fast kageordning, hvor de hver onsdag eftermiddag sidder og guffer kage, mens de sukker over, hvor meget pres de er under, og hvor meget der er at lave.
De skulle sgu prøve at arbejde på en café i det indre Århus.

fredag den 10. februar 2012

Dagens sure opstød.

Top 3 over ting, jeg ikke forstår:
1. Google Plus.
o   What the F is that thing?! Først troede jeg naivt, at de søde Google-folk rent faktisk havde (an)erkendt, at Facebook er en succes, og derfor, in the name of Vi-skider-på-immaterialret havde lavet en Facebook-kopi, hvor der bare ikke stod det store forhadte "Facebook" udenpå, men i stedet var navngivet "Googlevierdetnyesort".
(Og inden, du bitcher: jo, Facebook er en succes. Hvis du nægter det, bekræfter du bare et faktum. Folk elsker det, og de elsker at hade det – ligesom med Paradise, som i min optik sagtens kan sammenlignes med Facebook).
Jeg gik i min lalleglade stupiditet og syntes, at Google Plus-cirklerne var skidesmarte, fordi man jo ganske rigtigt ikke altid ønsker sig, at kollegerne kan se, at ens influenza i virkeligheden er et cover for ny sæson af [indsæt selv yndlingsserie], at familien ikke kan se de billeder, taget med roomiens smartphone, hvor man ligger i sofaen med tømmermandshår og brækoverskæg, at… well, you get the picture.
Synes jeg sgu da var awesome. Og i øvrigt altid noget, jeg har savnet i Facebook, hvor alt bliver delt med alle, og hvis du ikke vil dét, må du bare holde kæft og være stille og asocial.
Men, men, men. Det viser sig så, at den rungende tavshed på min Stream i Google Plus bunder i det sørgelige faktum, at lortet jo bare er en udvidet mailliste. Hvis man vil skrive noget, så vælger man 2-4 personer, der skal se det, og som det rager – og that’s it. Så med mindre folk har noget specifikt at sige til en, så sker der lige præcis nada i Google Plus. Og jeg har altså stadig min mail, thank you!
·         2. Panteret.
o   Du kender godt flaskepant, ikke? Me too. Tillykke, du er nu jurist.
·         3. Hvorfor friggin Midttrafik har fjernet mit busstoppested?!
o   Helt ærligt. Bor på et kollegium med over 700 beboere. Som ligger klods op ad et boligkompleks for ældre, hvor der bor mindst dobbelt så mange. Også kun de to befolkningsgrupper, der er less likely til at have en bil, så hvad skal de da også bruge en bus til?  Lige på den anden side ligger et center, som alle i området valfarter til, når de skal købe ind/til frisør/til tandlæge/shoppe i Matas/til bingo/you name it.
I kan godt høre, at jeg rimeligt meget bor som blommen i et æg, n’est-ce pas? Jeg kan så tilføje, at det æg har en skal så hård som… noget virkelig hårdt. For man kan da godt komme derfra og sådan set også dertil, hvis man har tålmodigheden og motionen i orden.
Men come nu lige lidt on.
Før holdt der den venligste bus, der kom og gik en gang i kvarteret lige udenfor. Gik man 15 meter længere hen ad vejen, lå der et busstoppested, hvor 5 forskellige busser gik hele dagen lang. Vi havde sgu hverken brug for taxaer eller limoer der – buschauffør: Please take miss Vivian anywhere she wishes to go!
Men sådan skulle det ikke være. Bevares, kunne da godt have undværet størstedelen af alle de fine busser, jeg ellers vil mene, jeg satte ganske stor pris på (bogstaveligt talt) – men dem ALLE sammen?!
Og i samme runde sparede the great fat cats of Århus også lige den udendørs skøjtebane væk. Ja ja.
Offentlig transport, motion og byforskønnelse, hvem fanden skal bruge det til noget? Nej, lad os da i stedet bruge borgernes penge på at ændre bynavnet og udtænke verdens lammeste slogan. For the win! (Og hvis du siger, jeg bare kan tage cyklen, så brace for impact, for så trækker jeg ældrekortet. In your face!).

Kh, den pissebitre studine