lørdag den 14. januar 2012

Endnu en om fast parforhold vs. singleliv.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til tv-serien Sex and the City (yes, you’ve heard of it).

På den ene side irriterer alle karaktererne i den mig voldsomt – jeg har for det meste lyst til at tage fat i Carries skuldre, ruske hende og sige: ”HOLD SÅ OP!” og ja, den er til tider overfladisk. Men ikke så overfladisk som man skulle tro – hvilket man(d) tilsyneladende gør, uden i øvrigt at have set noget af serien, men vel vidende at den har et eller andet at gøre med kjoler, sko og pink drinks.

Især i løbet af første og anden sæson bringer Sex and the City faktisk nogle ganske interessante emner op til diskussion – emner som, da serien premierede, var noget mere tabubelagte, end de er nu.
I løbet af de sidste sæsoner begynder de interessante emner dog desværre at være blevet muget ud, og efterladt er bare førnævnte irriterende og opslidende/-slidte karakterer.
Men spørgsmål som: ”If models could cause otherwise rational individuals to crumble in their presence, exactly how powerful was beauty?”, “Can we date outside our caste?”, “Do women just want to be rescued?” og min favorit (for i dag): “Is there a secret cold war between marrieds and singles?” synes jeg faktisk, at serien tager ganske godt fat i. Ikke på ph.d-niveau, bevares, og konklusionerne er ofte lidt flimsy, men de bliver faktisk behandlet som seriøse spørgsmål.

De enkelte serieafsnit og hertil hørende konkrete emner aside, så er omdrejningspunktet i serien den evindelige ”krig”, der føres af og med singler og par – hvilket vel i sig selv besvarer det sidste spørgsmål ovenfor.
Sex and the City bruger næsten hundrede afsnit på at klynke og klage over singlelivets kår.
Og jo, der klynkes.
For singler er seje og fabulous, og uafhængighed af mænd er det eneste, der tæller ind the end. Men det meste af tiden ender man alligevel med at trækkes igennem de fire kvinders tuden og angsthyperventileren over at være alene under al deres coolness.

Så serien er vel muligvis bare et forsøg på at stille spørgsmålet: ”Er det egentlig så fedt at være single?” med det latente svar: ”Nej”.

Uanset hvad, så blev det – og er stadig, i min optik – überhipt at være promiskøs, single, ”uafhængig” (hvad det så end betyder) og, vigtigst af alt: at se ned på og have medlidenhed med folk i parforhold. På præcis samme måde, som kvinderne i serien hævder at blive set ned på, fordi de er single, mens de samtidig tilsviner gifte par, foretager grove generaliseringer af dem og fremstiller dem som omklamrende, ufrie mennesker, der kun interesser sig for og har hinanden til fælles og i øvrigt ”trues” af singler, der jo som bekendt er så fabulous, som det fås.

Min ældre plejesøster plejede at omtale forholdet til sin kæreste, nu mand, med sætninger som: ”Vi er jo ikke sådan nogle, der sidder lårene af hinanden hele tiden”, ”Vi er jo frie og kan gøre hvad vi vil, uden nødvendigvis at skulle have hinanden med” samt ”Vi bestemmer ikke over hinanden og er ikke sammen altid – når vi har brug for at være alene, så er vi bare det”.
Op ad stolper og ned ad vægge, indtil jeg til sidst blev nødt til at sige noget i retning af, at det da bare er dejligt, men om vi ikke skulle tage at føre en samtale snart?

Mange mennesker har på samme måde frygteligt travlt med at validere deres liv og forhold til andre mennesker.
Hvis de er single, så findes der simpelthen ikke noget bedre og mere frit eller fedt, og hvis de er i et forhold, så er det I HVERT fald ikke sådan et forhold, hvor man stiller sig hindrende i vejen for hinandens muligheder. Og det synes jeg da er alle tiders. Men behøver det være det eneste, vi snakker om?
Især irriterer det mig, når ytringerne går fra at være selvbekræftende til at være belærende.
”Husk nu at være dig selv”, ”Læg ikke alle dine æg i én kurv” og den evindelige: ”Man skal kysse mange frøer, før man finder prinsen” er ting jeg plejede at høre meget af meget ofte.
Og det fyldte mig med en konstant angst for, at alt hvad jeg ville høre, hvis det skulle risikere ikke at gå med programmøren ville være: ”Hvad sagde jeg?”.
 
Der gik lang tid, før jeg turde bruge ordet ”kæreste” om ham – for hvad nu, hvis han skred, og jeg så ville få de der blikke, der siger: ”Nåh, så du troede nok, det var noget seriøst? Ha, you ain’t seen nothing yet”.
Jeg turde næsten ikke omtale ham af frygt for, at folk ville synes, at han var det eneste, jeg kunne tale om (hvilket resulterede i, at jeg for en tid næsten ikke sagde noget – der følger altså visse symptomer med nyforelskelse, og sådan er det vist bare).

Jeg har aldrig nogensinde automatisk gået ud fra, at programmøren var den Endelige, the One. Ham, det skulle være, resten af livet. Jeg har altid håbet det, men aldrig turdet forvente noget som helst - af livet, af ham, af mig selv. Hvad hvis jeg blev skuffet? Og hvad hvis, worst of all, at folk ville le overbærende ad mine knuste prinsessedrømme og tåbelige, urealistiske, ungdommelige forventninger?

Man er stærk og sej, hvis man er alene og ikke lader sig binde af nogen, og man er blød og svag, hvis man lader sig selv elske nogen så højt, at det efterlader sår, hvis man selv bliver efterladt. Det var den holdning, jeg selv syntes, jeg blev mødt med i mange år. Af og til stikker den fjæset frem igen.
Ligesom Simon says er der i reglen en Samfundet says (også kendt som Normen), og den var i mange år, at det Rigtige var at gå i skole, finde en pæn, respektabel person af det modsatte køn at gifte sig med, få to komma fire barn og bosætte sig i forstæderne i mellemdyrt hus med forhave og stakit. Nu er der så mange, der skræmmes og væmmes ved den tanke, at den ikke længere kan kvalificeres som en Norm, selvom den fejlagtigt stadig bliver opfattet sådan.
I dag er Normen lykkeligvis langt hen ad vejen: ”Gør hvad du vil”. Desværre med fodnoten: ”medmindre det, du vil, er det, der før var Normen. For så er du svag og styret".

Jeg orker næsten ikke at lade mig påvirke af, hvad andre mener, men jeg gør det uafværgeligt alligevel.
Både over for mig selv og over for andre lader jeg altid den mulighed stå åben, at jeg måske en dag bliver single igen. Selvom jeg i hjertet håber, og tror, at det ikke sker.

Det skulle jo nødig hedde sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar