Endnu en om fast parforhold vs. singleliv.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til tv-serien Sex and the City (yes, you’ve heard of it).

På den ene side irriterer alle karaktererne i den mig voldsomt – jeg har for det meste lyst til at tage fat i Carries skuldre, ruske hende og sige: ”HOLD SÅ OP!” og ja, den er til tider overfladisk. Men ikke så overfladisk som man skulle tro – hvilket man(d) tilsyneladende gør, uden i øvrigt at have set noget af serien, men vel vidende at den har et eller andet at gøre med kjoler, sko og pink drinks.

Især i løbet af første og anden sæson bringer Sex and the City faktisk nogle ganske interessante emner op til diskussion – emner som, da serien premierede, var noget mere tabubelagte, end de er nu.
I løbet af de sidste sæsoner begynder de interessante emner dog desværre at være blevet muget ud, og efterladt er bare førnævnte irriterende og opslidende/-slidte karakterer.

Men spørgsmål som: ”If models could cause otherwise rational individuals to crumble in their presence, exactly how powerful was beauty?”, “Can we date outside our caste?”, “Do women just want to be rescued?” og min favorit (for i dag): “Is there a secret cold war between marrieds and singles?” synes jeg faktisk, at serien tager ganske godt fat i. Ikke på ph.d-niveau, bevares, og konklusionerne er ofte lidt flimsy, men de bliver faktisk behandlet som seriøse spørgsmål.

De enkelte serieafsnit og hertil hørende konkrete emner aside, så er omdrejningspunktet i serien den evindelige ”krig”, der føres af og med singler og par – hvilket vel i sig selv besvarer det sidste spørgsmål ovenfor.
Sex and the City bruger næsten hundrede afsnit på at klynke og klage over singlelivets kår.
Og jo, der klynkes.
For singler er seje og fabulous, og uafhængighed af mænd er det eneste, der tæller ind the end. Men det meste af tiden ender man alligevel med at trækkes igennem de fire kvinders tuden og angsthyperventileren over at være alene under al deres coolness.

Så serien er vel muligvis bare et forsøg på at stille spørgsmålet: ”Er det egentlig så fedt at være single?” med det latente svar: ”Nej”.

Uanset hvad, så blev det – og er stadig, i min optik – überhipt at være promiskøs, single, ”uafhængig” (hvad det så end betyder) og, vigtigst af alt: at se ned på og have medlidenhed med folk i parforhold. På præcis samme måde, som kvinderne i serien hævder at blive set ned på, fordi de er single, mens de samtidig tilsviner gifte par, foretager grove generaliseringer af dem og fremstiller dem som omklamrende, ufrie mennesker, der kun interesser sig for og har hinanden til fælles og i øvrigt ”trues” af singler, der jo som bekendt er så fabulous, som det fås.

Min ældre plejesøster plejede at omtale forholdet til sin kæreste, nu mand, med sætninger som: ”Vi er jo ikke sådan nogle, der sidder lårene af hinanden hele tiden”, ”Vi er jo frie og kan gøre hvad vi vil, uden nødvendigvis at skulle have hinanden med” samt ”Vi bestemmer ikke over hinanden og er ikke sammen altid – når vi har brug for at være alene, så er vi bare det”.
Op ad stolper og ned ad vægge, indtil jeg til sidst blev nødt til at sige noget i retning af, at det da bare er dejligt, men om vi ikke skulle tage at føre en samtale snart?

Mange mennesker har på samme måde frygteligt travlt med at validere deres liv og forhold til andre mennesker.
Hvis de er single, så findes der simpelthen ikke noget bedre og mere frit eller fedt, og hvis de er i et forhold, så er det I HVERT fald ikke sådan et forhold, hvor man stiller sig hindrende i vejen for hinandens muligheder. Og det synes jeg da er alle tiders. Men behøver det være det eneste, vi snakker om?

Især irriterer det mig, når ytringerne går fra at være selvbekræftende til at være belærende.
”Husk nu at være dig selv”, ”Læg ikke alle dine æg i én kurv” og den evindelige: ”Man skal kysse mange frøer, før man finder prinsen” er ting jeg plejede at høre meget af meget ofte.
Og det fyldte mig med en konstant angst for, at alt hvad jeg ville høre, hvis det skulle risikere ikke at gå med programmøren ville være: ”Hvad sagde jeg?”.
 

Der gik lang tid, før jeg turde bruge ordet ”kæreste” om ham – for hvad nu, hvis han skred, og jeg så ville få de der blikke, der siger: ”Nåh, så du troede nok, det var noget seriøst? Ha, you ain’t seen nothing yet”.
Jeg turde næsten ikke omtale ham af frygt for, at folk ville synes, at han var det eneste, jeg kunne tale om (hvilket resulterede i, at jeg for en tid næsten ikke sagde noget – der følger altså visse symptomer med nyforelskelse, og sådan er det vist bare).

Jeg har aldrig nogensinde automatisk gået ud fra, at programmøren var den Endelige, the One. Ham, det skulle være, resten af livet. Jeg har altid håbet det, men aldrig turdet forvente noget som helst - af livet, af ham, af mig selv. Hvad hvis jeg blev skuffet? Og hvad hvis, worst of all, at folk ville le overbærende ad mine knuste prinsessedrømme og tåbelige, urealistiske, ungdommelige forventninger?

Man er stærk og sej, hvis man er alene og ikke lader sig binde af nogen, og man er blød og svag, hvis man lader sig selv elske nogen så højt, at det efterlader sår, hvis man selv bliver efterladt. Det var den holdning, jeg selv syntes, jeg blev mødt med i mange år. Af og til stikker den fjæset frem igen.

Ligesom Simon says er der i reglen en Samfundet says (også kendt som Normen), og den var i mange år, at det Rigtige var at gå i skole, finde en pæn, respektabel person af det modsatte køn at gifte sig med, få to komma fire barn og bosætte sig i forstæderne i mellemdyrt hus med forhave og stakit. Nu er der så mange, der skræmmes og væmmes ved den tanke, at den ikke længere kan kvalificeres som en Norm, selvom den fejlagtigt stadig bliver opfattet sådan.
I dag er Normen lykkeligvis langt hen ad vejen: ”Gør hvad du vil”. Desværre med fodnoten: ”medmindre det, du vil, er det, der før var Normen. For så er du svag og styret".

Jeg orker næsten ikke at lade mig påvirke af, hvad andre mener, men jeg gør det uafværgeligt alligevel.
Både over for mig selv og over for andre lader jeg altid den mulighed stå åben, at jeg måske en dag bliver single igen. Selvom jeg i hjertet håber, og tror, at det ikke sker.

Det skulle jo nødig hedde sig.

Knus fra mommybloggeren (ung og uerfaren udgave)

Jeg spekulerer en del over det dersens med at få børn. Forældreskabet og sådan. (Ægteskabet må vi jo ikke længere tale om, så nyt på bordet).

Jeg er ganske vist meget ung – og jeg vil givetvis hade mig selv, når jeg ser tilbage og husker mig selv skrive den sætning – men det er nu engang et faktum, jeg ikke kan løbe fra på nuværende tidspunkt. Hvis min situation var som de fleste 21-åriges (ifølge min forestilling) er, ville tanken om at få et barn være en næsten latterlig tanke; en tanke groet fast i hjernen efter for megen leg med dukker som barn, for lavt selvværd og henførelse over far-mor-og-børn-forestillingen, der pludselig sætter ind efter at være blevet kombineret med den farlige ingrediens nyforelskelse. Det ville en tåbelig tanke, der ville skræmme både mine forældre, mine venner og min kæreste.

Men min tænkte forestilling af en gennemsnitlig 21-årigs liv er dog markant anderledes i forhold til, hvordan min egen situation ser ud. Jeg har haft en fast kæreste gennem seks år, jeg er over halvvejs i en lang videregående uddannelse, jeg er økonomisk ansvarlig og realistisk… jeg er generelt ansvarlig og realistisk. 

Og det gider jeg i øvrigt ikke forsvare. 
Det meste af mit liv er jeg blevet klandret for at være ansvarlig og realistisk (også kendt som kedelig og pessimistisk), og nu hvor jeg endelig har nået et punkt i mit liv, hvor jeg kan bruge det til noget, så vil jeg også holde fast i det. Fandme.

Hvis vi starter oppefra aldersmæssigt, så skræmmer tanken om at få børn – og at jeg får børn – ikke nogen i min omgangskreds. Mine bedsteforældre har flere gange hintet det; af og til rystende indiskret (jf. min mormors kommentar, helt løsrevet fra konteksten af den samtale, vi i øvrigt førte: ”Ja, vi håber jo på at få oldebørn, inden vi DØR!”). 
Min mor har joket med tilbud på Trip Trap-stole med slet skjult håb i stemmen, min far og min stedmor har begge prædiket om, at hvis man alligevel har fundet den person, man vil have børn med – og man vil have børn – så kan man lige så godt få dem tidligt (*host*så-man-ikke-ender-som-dem*host*).
Flere af mine venner har allerede børn.
Og selv programmøren er ikke skræmt ved tanken – som med det meste, er det umiddelbart ikke noget, han har noget videre imod eller har taget stilling til – men jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg kender ham bedre end nogen anden, og jeg ved, at han sgu er lige så skruk, som jeg er. 

Jeg elsker børn. De er jo søde, for crying out loud. Og jeg er jo skruk, for sulen. 
Og hey! Ingen hånlige, påtaget medfølende fnys om, at jeg intet ved, om det I Voksne kalder ”det virkelige liv”. Som jeg sagde, er jeg realistisk. Jeg har syv (meget) yngre søskende, og ja, de er søskende og ikke egne børn, men jeg stod (og sov) fandme lige ved siden af hele vejen igennem Helvede. Desuden er jeg eksamens- og præstationsvant: Håb på det bedste, men forvent det værste.

Ja, selvfølgelig skal jeg da have et barn... Og så alligevel? 
Helt alvorligt: Er det virkelig det værd? For alt hvad jeg hører på det sidste om børn, og om det at få dem, kan summeres op i følgende stikord: blod, lort, smerte, depressioner, fedme, sygdomme, skænderier, skilsmisser, søvnmangel, tidsmangel, pengemangel, skrigetudeture (ikke barnets), og generel annullering af eget liv. Ikke skide motiverende. 

De er da søde, de små. Men svar mig, ærligt, inden jeg bailer: Er det virkelig det værd?

Jeg taler ikke om at få børn NU, for det får jeg under ingen omstændigheder. Jeg taler om at få børn generelt. 
De fleste forældre sidder med bævende underkæbe og martyrtoner i stemmen og snakker om, hvor mange muligheder og hvor meget frihed deres liv indeholdt før i tiden (læs: i tyverne).

Jeg har fundet min mand. Jeg har fundet min uddannelse og min karrierevej. Jeg har fundet min plads i livet. Bevares, jeg holder meget af min frihed og mine muligheder. Jeg udelukker ikke et totalt skift i uddannelse eller karriere, flytning til udlandet, store jobs, små jobs, store huse, små lejligheder, succes og fiasko og den obligatoriske dannelsesrejse. 
Men sådan er livet jo. Det gælder jo for helvede ikke kun i tyverne. (NEJ, det gør ej. Og hvis du synes det, så er det fordi, du selv har givet op og givet afkald på dine muligheder, ikke fordi de er blevet dig frataget).


I ville naturligvis aldrig ville indrømme, at I har fortrudt jeres børn, for jeg kan sagtens forstå, at når man først har dem, kan man ikke forestille sig et helt liv uden dem.Jeg spørger heller ikke, om I ville annullere jeres børn, hvis I kunne. Jeg spørger: Hvis I kunne rejse tilbage i tiden og stå først i jeres tyvere med alle de muligheder et langt liv kan tilbyde, men med erkendelse og om viden om, hvad det kan blive til med børn: ville I så stadig vælge at få dem?