Dagens undervisning

Nu er der flere af de blogge, jeg ynder at læse, hvis indehavere (jævnligt) benytter sig af udtrykket ”sproghygiejne”.

Som er et pissegodt udtryk, for nu selv at udtrykke mig hygiejnisk.

Og lad mig straks sige: jeg går så absolut ind for at tage sig kunstneriske friheder i forfatningen af blogindlæg, bøger, brochurer, en seddel, eller hvad man nu sidder og skriver. 

Det også fuldt ud menneskeligt at lave et par flåsejl og svipsere med grammatikken eller til nød stavningen i ny og næ.

Men nogle gange synes jeg, at ligegyldigheden over for det skrevne sprog går for vidt.

Jeg kan hurtigt liste et par af de allerværste eyepoppere (i prioriteret rækkefølge):

• Komma foran at + infinitiv. Ja, det er en lille ting – og derfor er det også nemt at lade være. SÅ LAD VÆRE.
• Manglende nutids-r på verber. Jamen, jeg forstå det ikke.
• At stave sammensætte navneord i to (eller flere!) ord. Come. Nu. Lige. On. Spisestue bord? Prøv dog at kigge på det.
• At bytte om på får og for. Nej, vel?
• At bytte om på at og og. Kan det da være så svært at lære? Ej, men altså…
• At bytte om på hans og sin. Jeg kan så forstå, at mange har utroligt svært ved at fatte forskellen, og jeg har tillige svært ved at forklare dem den, for jeg kan slet ikke se, hvorhenne forvirringen opstår.
• Ordet ”at ligge” lever jo så sit helt eget liv – det er aldrig til at vide, hvad der kommer ud af munden på folk, når de skal bruge det, det være sig i hvilken som helst form. Det er ét ord, people. Bøj det og get on with it.
• Og piger – det hedder standard, ikke standart, medmindre I taler om sådan en spids ting, man stikker hinanden ned med (tror jeg nok).

Og prøv så i det hele taget at lade være med at sige: ”Og hvad så?” eller det hammerirriterende ord, der har sneget sig ind i talesproget: ”Whatever”, når jeg – i de få sjældne tilfælde, jeg ikke kan holde det inde længere – påpeger fejlene (mind you, ikke nødvendigvis over for de mennesker, der har lavet dem).

Manglende såkaldt sproghygiejne er grim og ulækker, lær så at tage det lidt alvorligt.

Selvtak.

Nogen der har udvidelser til listen?

Debatten om fildeling på medieområdet kan vi tage senere.

Jeg formår åbenbart ikke at læse op til eksamen, så jeg angriber mit ugideligshedsproblem fra en ny vinkel – nemlig ved at forsøge at skrive et blogindlæg med (om ikke andet, så bare et minimum af) relevans for formueret.

Nå jo, godmorgen, for resten.

Ser I, der er en niche af formueretten, der – som det første virkeligt hardcore jura (betragt dette som en advarsel, hvis du ikke er i humør til at læse noget seriøs, ikke særligt godt gennemarbejdet politisk-juridisk argumentation) – virkelig fanger og interesserer mig. Det kaldes immaterialret.

Nej, det er ikke svært.

Im-ma-te-ri-al-ret.

Det kaldes også intellektuel ejendomsret, hvilket er en vatpikket oversættelse fra intellectual property.

Og det synes jeg lige, vi skal snakke lidt om, for I stakkels lægmænd render jo rundt med en helt igennem forkert opfattelse på det område. Kan jeg kun sige.

Den gode mand, Stephan Kinsella, har skrevet en bog om emnet, med den simple og sigende titel: ”Against Intellectual Property. Kinsella ved rent faktisk noget om emnet, så det skal jeg ikke kritisere, og han forsøger i bogen at forklare immaterialretten, primært på området for patenter og ophavsrettigheder, på et niveau, så staklerne på gaden uden jurauddannelse også kan være med, hvilket jeg skam også applauderer – det er utroligt sjældent, at man støder på juridisk skriftsprog, der ikke bare forsøger at forvirre fjenden læseren.

Men nok om ham som person, han kan jo være nok så udmærket. I bogen forklarer han noget så kontroversielt, som hvorfor immateriel ejendomsret som begreb er helt ude i hampen og burde afskaffes.

Uha. Nu er jeg jo indoktrineret jurastuderende, så det der med at stille spørgsmålstegn ved noget så fundamentalt som et ejendomsbegreb tiltaler mig ikke – ikke desto mindre er min modstand over for hans holdninger personligt affattet.

Ifølge Kinsella giver det ingen mening at hævde en ret til en idé på den måde, som det i dag er muligt. Det gør sig gældende, når vi snakker om patenter. Et patent er dybest set en ukrænkelig ret til at være enehersker over en bestemt idé – for nu at tage skoleeksemplet: idéen om mælkekartonernes udformning. Tetrapak.

Den idé er der ingen, der må bruge.

Hvad fanden? tænker du. Alle mælkekartoner, jeg stoler på, har sgu da Tetrapak-formen.

Mais oui – for det er jo selvfølgelig muligt, mod en klækkelig betaling, at bryde den ukrænkelige ret, så længe man har indehaverens samtykke.

Så langt så godt.

Hvad bliver det næste? spørger Kinsella.
Hvad hvis jernaldermanden havde taget patent på fænomenet ”et hus”?
Nogle lodrette vægge, et gulv, et tag, måske oven i købet et par vinduer. Det var aldrig set på den tid (granted, jeg ved intet om jernalderen, men bare go with it) og kvalificerede sig derfor i princippet til en patentrettighed….
Hvis det var sket, skulle vi jo alle sammen have betalt store summer penge for overhovedet at få lov at bo i et hus – altså ikke en betaling for selve huset, den materielle, begribelige ejendomsret, som vi jo alle sammen betaler alligevel, og som er slem nok… men en betaling for selve retten til at benytte et hus. Basalt set: løn til opfinderen af huset.

Ja, det er jo ikke en rar tanke – som de fleste andre liberale bryder Kinsella sig givet ikke om at skulle betale noget som helst til andre, der gør noget for ham eller for samfundet generelt (hvilket også er en betingelse for et patent).

Hvis jeg skal være ærlig, er jeg da meget glad for, at huset er blevet opfundet. 

Tak, jernaldermand. Og jeg havde gerne betalt penge til dine efterkommere – hvis ikke, det er fordi, at patentet slet ikke rækker så langt. Sølle 20 år, kan det blive til – så har man mistet en patentret og alle kan bruge den.

Og hør nu efter, for dette er centralt: Et patent udløber efter 20 år. Det skal være en alment gavnende opfindelse (Tetrapak, opvaskemaskinen, hjulet, you name it), hvis idé herefter er beskyttet. Alle senere opvaskemaskiner ”bryder” herefter patentet.
En ophavsrettighed udløber først efter flere generationer, og beskytter et (kunstnerisk) værk (Skriget, Casablanca, Bamse & Kylling, whatever) i sig selv – dvs. ikke idéen til det (enhver må male et maleri af en mand, der skriger og lave dukker af en bamse og en kylling – bare ikke lige præcis som Edvard Munch eller lige præcis som Kylling fra DR).

Get it?

Jeg er enig med Kinsella i, at det måske giver mindre mening at Elvis’ efterkommere skal høste flere royalties end sundt er, til stadighed efter manden er død. Hans arv er sgu stor nok, as it is.

Men come on – må folk ikke få løn for deres arbejde, bare fordi deres arbejde har haft en idé som resultat? 
Nej da, siger Kinsella.
Tag nu Tetrapak. Whoever er bag dén idé har sandsynligvis sidder og foldet en mælkekarton for at nå frem til opfindelsen – og dén ejendomsret er jo reel nok.
Til mælkekartonen, that is.
Den karton sælger han da bare, alt hvad han vil. Han kan garanteret få både 7 og 8 kroner for den.

Og for hundredvis af timers arbejde på at opfinde den udformning, må det da være godt nok.

Helt ærligt, hvilken form for motivation fostrer dét måske?!

Ingen gider sgu da sidde og opfinde noget, som de ikke får løn for, det kan man da sige sig selv.

Desværre har Kinsella et slagkraftigt argument – et argument, som det er næsten umuligt for mig at overbevise jer om er forkert, fordi det ville svare til at tage slikken fra børnene med den indsigelse, at det er usundt.

Medicin.

Tænk sig, siger Kinsella, og alle skyldbevidste borgere, der glemte at købe en u-landskalender sidste december lytter savlende til. 

Tænk sig, at nogen opfandt kuren mod aids. Noget, der med et trylleslag kan redde alle de tusindvis af mennesker, der lige nu ligger og er ved at dø. Og tænk sig så, at vedkommende insisterede på at få penge af alle de ludfattige mennesker med sygdommen – afrikanske stammebønder, junkier. 

Ikke for medicinen i sig selv – men for hans opfindelse af den. Tænk sig at holde et redningsmiddel tilbage – for penge.

(Undskyld, på forhånd, at jeg omtaler aids så lemfældigt – jeg er godt klar over, at det ikke er noget at spøge med, og det gør jeg bestemt heller ikke. Men det får folk til at lytte, og derfor har jeg brugt det som eksempel. Hvis du ikke kan tåle det, så lad være at læse videre).

Og forsvaret lægger, som altid, når der bliver spillet på juryens følelser, hovedet i bordet. Slaget er tabt – folk tænker ikke rationelt, når der er følelser involveret, og hvorfor skulle de da også det. De er jo menneskelige – hvis ikke det var for deres humanitære instinkter, så ville alle de aidsramte allerede være døde.

For opfinderen får jo sin timeløn af medicinalvirksomheden, der har ansat ham – hvis vi da antager, at dette er tilfældet. Hvilket er rimeligt sikkert, for man skal (hvad der heldigvis også er nogle, der er) være meget i kontakt med sin samaritanske side, hvis man skal stå for lud og koldt vand uden udsigt til nogen form for løn til sig selv og udarbejde en kur mod aids.

Og ja, jeg er indoktrineret af mit studium. Jeg tænker i regler og rettigheder før mennesker.
Jeg vil hellere have et retssystem, der lader ti skyldige gå fri end én uskyldig i fængsel, hvorimod de fleste, hvis I tænker over det, hellere vil have et par uskyldige med i svinget, hvis vi til gengæld kan få ram på ham den skyldige.
Og ja, for nu at drage parallellen, jeg tror på den beskyttede ret til en opfindelse. Hvis du har opfundet noget, er det din opfindelse, og ingen kan tage den fra dig. Du har udrettet noget stort og du bør belønnes for det. At der er nogle hundehoveder, der ikke kan administrere det, må vi så tage med.

Hundehovederne ser vi i medicinalbranchen, som forklaret. 
Men, men – forsvaret løfter hovedet, for der er alligevel en udvej – en måde at vinde sagen på. Det er nemlig så smart, at jurister jo kan sige hvad de vil, og hvis nogen indvender noget, kan de bare lave undtagelser.

Og det er nøjagtigt, hvad de har gjort her.

Der er nemlig det geniale ved det, at ny medicin (lad os blive ved eksemplet på en kur mod aids) ikke antages at være en opfindelse, men en opdagelse. Og bum, ingen patentret til dem, og afrikanerne kan få deres medicin alt hvad de orker, uden at skulle betale en rød reje, udover bestikkelse til dem, der skaffer dem det.

Så: regn ikke med en kur mod aids lige foreløbig.

Okay.

Jeg ved godt, det er lang tid siden, jeg har været forbi her.


Men altså, det er jo bare fordi ...


Og skulle jeg lige... ikk'?


Og så gik tiden jo, for fanden. Der er sket meget på den tid -
stadset herinde har tilsyneladende "skiftet udseende", hvilket jo også er så populært.


Programmøren har forladt mig og studielivet til fordel for at kravle rundt i mudder og pigtråd, og jeg har kun set ham én gang siden slutningen af marts, hvilket er uvant på en halvpinlig måde.
For der er fandme ikke nogen, der skal fortælle mig, at vi sidder lårene i hinanden - vi har boet i hver vores ende af landet i tre år.
Men så gik der jo tre år mere, hvor vi var sammen tæt på hver dag.
Og så var jeg pludselig alene igen.
Lidt ligesom at trykke på pauseknappen på mig, vente lidt, lade mig gå rundt omkring mig selv i en cirkel, og dernæst trykke på repeat. Der gik lige et par uger, inden jeg havde fået mig selv afbalanceret og var kommet up to speed igen.


Og det var så dér, hvor jeg opdagede, at jeg skal til eksamen i formueret.
Haha. Hvor sjovt.
Det er sådan en eksamen, som folk på jura bruger de første tre år af studiet på at leve i evig frygt for, så når den pludselig dukker op i horisonten, er det lidt svært at tage den seriøst, af en eller anden grund.


Den består af to gange seks timer i et eksamenslokale, hvor man har medbragt lidt over 3.000 siders pensum og skal løse en meget lang, indviklet, intetsigende opgave, som man så kan dumpe, og tage om igen en gang eller to.
Og so what? Altså, folk flygter bogstaveligt talt fra studiet, når formueretten er ved at have ædt sig stor. Slap dog af.
Hvilket jeg kan sige, fordi jeg er så klog og indsigtsfuld. N'est-ce pas.


Derudover har jeg i en eller anden tåge fået tilmeldt mig kandidatstudiet, og i min store visdom og indsigt besluttet at strække denne tre år i stedet for to.
Haha. In your face!
Du troede nok lige, at jeg havde lige så pissetravlt med at komme ud af uni, som de af mine medstuderende, der ikke kan gå ud af døren om morgenen uden at have pressefolden i buksen så skarp, at der er fare for papercut, og deres lædermappe genimprægneret.
Det gjorde du i hvert fald, hvis du var et af mine familiemedlemmer, eller said medstuderende, men da du jo læser min blog religiously, var du selvfølgelig ikke i tvivl om, at jeg elsker mit studium og studielivet, og ikke rigtig gider skynde mig derhen, hvor folk bliver deprimerede og sidder i boliglån og skilsmisser til op over begge røde ører.


Og så fik jeg sgu også en lejlighed op under neglene. Hvilket betyder at jeg, faktisk sådan lidt ud af det blå, skal flytte fra mit elskede kollegium om et par uger og joine gruppen af hippe åbeboere. Og jeg glæder mig faktisk, og har haft den obligatoriske vi-holder-selvFØLGelig-kontakten-og-ikke-sådan-at-vi-bare-siger-det-men-altså-rigtigt-samtale med mine budds fra gangen.


Det var den korteste opsummering, jeg kunne mønstre.
Og for lige at konkludere, så kan jeg lige sige: Jeg har det, som om jeg lige er vågnet op efter at have ligget i en sump med vat i munden og ørerne i et par uger.
Men jeg er glad.
Og ustresset.
Og goddamn proud of it.

Kostbare minutter.

Som resultat af mega heavy rengøring på programmørens nu eks-kollegieværelse i går, har mine arme ramt et niveau af ømhed og træthed, der gør dem ude af stand til at holde min superspændende bog med titlen ”Kaution og tredjemandspant – samt andre solidariske skyldforhold” (hvilket faktisk er en fed titel, som minder mig om nogle af mine gamle børnebøger, der også havde en undertitel à la ”og andre fortællinger”. Denne bog er desværre bare både mindre underholdende og mindre lærerig) åben, men sjovt nok fuldt ud i stand til at blogge.

Jeg kan dermed fortælle cyberspace, at jeg befinder mig i den afslappede, men farlige tid, som jeg plejer at kalde ”smørhullet”... hvor forelæsningerne langsomt begynder at lakke mod enden og derfor sammen med endnu ikke læste sider bliver færre, men som samtidig er tilløbet til en læseferie af et omfang, der kan tage modet fra de fleste.

Samtidig begynder et helt nyt fag i morgen, hvilket føles meget sært, og som om jeg er bagud (muligvis en følelse, der bare kommer helt automatisk efter et stykke tid på jura). Det har dog den simple forklaring, at formueretten består af en række mindre fag på alt fra 2 til 20 forelæsninger, så værre er det heller ikke.
Det er, når alle fagene ganger op på én og tager form som det famøse monster under sengen, man frygtede som barn, at klumpen i halsen begynder at bygge sig op.

Men den tid, den sorg. Det er godt og smukt vejr, så iscaféen rundt om hjørnet lokker så meget, at det er uudholdeligt. Har faktisk haft stor succes med at sidde på café og læse (op), men det er desværre en dyr måde at gøre det på.

I stedet står mit vindue åbent, så gardinerne blafrer. Der strømmer forårsluft ind af den slags, der giver en lyst til at tage en dyb indånding med lukkede øjne.
Mine meget letfornærmelige og martyragtige blomster i vindueskarmen nyder solen
og jeg kan høre fuglene synge.

Til alle kommende jurastuderende (og jer andre)

I 2.g. (mener jeg, det var) var jeg på såkaldt brobygning på Århus Universitets jurastudium. Egentlig var det bare en rundvisning på de dele af universitetet, hvor jurastudiet foregår, samt et par oplæg holdt af en jurastuderende, en advokat og et par ansatte ved universitetet.

Den jurastuderendes oplæg var det, der gjorde mest indtryk på mig – og på de fleste andre deltagere, kunne jeg fornemme. Hun gik på tredje år – samme semester, som jeg er på nu.

Og hendes oplæg var ikke så meget en præsentation, som det var en skideballe til alle os gymnasieelever, der i hendes øjne var vant til at få 12-taller for nul og en skid (hvad vi jo for fanden også gjorde).

Vi skulle vide, at universitetsjura var hårdt, hårdt og mere hårdt med hårdt på, at man ikke havde tid til andre ting i sit liv overhovedet, at man sled sig gennem hundredvis af tørre sider hver eneste dag, at man sad og rev sig i håret til eksamen og at man dumpede gang på gang, og bare skulle være glad for at få lov til at prøve igen.
Da det senere i hendes strenge monolog kom frem, at hun i sit liv også havde en mand, et lille barn, et deltidsjob og et hus med dertil hørende heste samt at hun insisterede på at holde hver eneste lørdag fri, steg min forståelse lidt.
Man kan jo sagtens gøre det hårdt for sig selv, hvis man gerne vil.

Den holdning har jeg holdt fast i, siden jeg besluttede mig for at starte på jura. Der er mange, der ofte spørger mig, om jura ikke er SÅ hårdt et studium? Og til det kan jeg kun svare, at jeg da formoder, at det er lige så hårdt som ethvert andet universitetsstudium, som ender med en kandidatgrad.

Selvfølgelig er det hårdt at holde sig selv i overfladen på jurastudiet, men livet er jo hårdt.

Som sammenligningsgrundlag til mit liv og arbejde på universitetet, har jeg gymnasiet. Gymnasietiden var den mest lortede tid ever; jeg lavede stort set ikke andet end skolearbejde, som jeg først havde tid til at begynde på, når jeg kom hjem kl. 16 efter en 6-8 timer lang skoledag, og som jeg lagde til side i weekenderne, hvor jeg enten rejste til København for at besøge min mor eller til Århus for at besøge programmøren.
Jeg mødte altid for tidligt, forberedte mig grundigt til hver eneste time, afleverede alt til tiden, og fik topkarakterer for alt, hvad jeg foretog mig, med undtagelse af idræt, som jeg altså heller aldrig siden har fået ordentligt greb om. Bolde og jeg er ikke gode venner, lad os bare sige det sådan.

Jeg boede i denne tid ude på landet uden min far, som var væk fem dage om ugen i arbejdsøjemed, 5 små søskende, som er søde, men som ikke er voksne mennesker, man kan tale med, samt min stedmor, som havde travlt med at tage sig af dem. 

I 2.g. knækkede jeg helt over, hvilket resulterede i et endnu værre forhold til alle mennesker omkring mig samt psykologbesøg, som jeg, set i bakspejlet, ikke tror nogensinde virkede forbedrende på noget.
Jeg slæbte mig, tudende og jamrende, gennem 3.g., og da jeg endelig stod med huen på hovedet, besluttede jeg mig for, at det var sidste gang. Sidste gang jeg satte alt ind på at præstere perfekt, sidste gang jeg spildte al min tid og alle mine kræfter på at være den hurtigste, den klogeste, den bedste, på bekostning af min egen lykke.

Jeg besluttede mig for, at fra nu af, var det mig, der talte. Det var en meget bevidst beslutning, og det var lidt svært at vænne sig til at have helt andre mål i livet – og dog var det uendeligt let.
Jeg flyttede til Århus og var omsider tæt på programmøren, uden dog at bo sammen med ham. Jeg fik et vidunderligt forhold til de andre beboere på mit kollegium, jeg slappede af, og jeg nød mit liv og min hverdag. Det gør jeg stadig.

Samme beslutning har ført til, at jeg på ingen måde stiler efter en karriere som advokat. Af en eller anden grund har folk fået den idé, at jurastudiet er det samme som at uddanne sig til advokat, hvilket nok er noget af det dummeste, jeg har hørt, og det siger fandme ikke så lidt.
Advokaten, der holdt foredraget til brobygning efter den jurastuderende, forklarede os med så store fagter, at det fik hans slips til at blafre, at jobbet som advokat jo var så utroligt fedt, at det fuldstændigt overskyggede det faktum, at man ikke havde noget fritid. Ja ja, man var altid på kontoret, ja ja, kollegerne grinede, når man gik hjem kl. 17 og sagde: ”Man tager sig vist nok en lang weekend?” men det var jo så utroligt givende et job, at det slet ikke var en belastning, og at få hverdagen med et familieliv til at hænge sammen, handlede jo bare om prioritet.
Selv prioriterede han for eksempel at være hjemme til aftensmad, hvilket betød, at han var nødt til at møde inden kl. 8 på kontoret, nå at komme hjem omkring kl. 19, få noget aftensmad, putte ungerne, og så havde han lige tid til 3-4 timer mere foran computeren.

Til det kan jeg kun ryste på hovedet. Sådan et liv kan måske være udmærket, hvis man virkelig brænder for det, man laver. Men det er noget fis, at det handler om prioritere, som han formulerede det: han prioriterede ikke at være hjemme til aftensmad – han prioriterede sit job. Det kunne enhver med øjne i hovedet se, undtagen ham selv.
Dét er ikke et liv jeg vil byde mig selv eller de andre mennesker i mit liv, sådan som min far gjorde det, og sådan som jeg også selv gjorde det før.

For mig er jurastudiet således ikke hårdt, for det handler ikke om at udføre alting perfekt og få de højest mulige karakterer for mig. Det handler bare om at klare det, så godt som jeg nu synes, jeg har energi til – og så at være lykkelig og tilfreds og hvile i mig selv resten af tiden (ja, nu smører jeg tykt på, men hvis vi skal være ærlige, er det rigtigt nok).

Engang imellem – særligt, når læsebyrden bliver ekstra hård, eller når det er læseferie (ofte sammenfaldende) – kan jeg godt komme til at glemme, hvad det egentlig er, jeg har besluttet mig for at prioritere. Som for eksempel nu, hvor jeg sidder med over 3.000 siders formueret, som jeg helt seriøst måske har forstået 10 % af og som skal læses op til at kunne klare en af jurastudiets hårdeste og vigtigste eksamner til maj.

Men hvis jeg tænker lidt over det, så er det ikke så svært at komme i tanker om det igen.

Gad vide om man kan tage en pille mod det?

Lad mig slå en ting fast: Jeg er ikke et såkaldt A-menneske. Er ikke overskudsagtig på den måde - eller på nogen måde. Jeg bare er slet ikke sådan en morgenfrisk type, der står før solen står op med hjemmebagte croissanter og renskurede tænder, og jeg har aldrig været det – og hvis jeg skal være ærlig, har morgenfriske typer altid pisset mig lidt af.
Især de selvtilfredse af dem, der begynder at ævle om ”ikke at slumre hele morgenen væk” og den evindelige med at ”få noget ud af dagen”.
Who the fuck are you to tell me, at jeg ikke får noget ud af min dag, bare fordi jeg sover til kl. 11? Nå. 

Jeg kan se på mine 10.000 søskende, der også hævder ikke at være morgenfriske, at morgentrætheden er noget, de har vænnet sig til. Jeg kan sgu godt huske dengang, døren til mit værelse knirkede åben klokken lidt over fem om natten, og et par store blå øjne stod i dørsprækken med spørgsmålet: ”Morgenmad?”Lige så stille – efterhånden som skolen er holdt op med at være noget, de ser frem til hver dag – bliver de sværere og sværere at få op om morgenen. Men de kan stadig stille så frisk som en skrællet spejder kl. 6 om morgenen, når bare det er lørdag.Hvilket vil sige, at de bare ikke gider op til hverdag. 

Min morgentræthed er anderledes, og den holder sig skam også til i weekenden. Jeg er så træt at mine øjne skal tvinges åbne med istapper og min krop er gået så meget i hi, at jeg nærmest er nødt til at falde ud af sengen, for at hive mig selv op. 

Føler mig som et dovendyr på sovepiller. Ligner sikkert også.

Og når jeg står så tidligt op, som jeg er begyndt at gøre, efter jeg startede hos Det Offentlige, bliver trætheden siddende i mig hele dagen, og når den er slut, er jeg lykkelig for at gå i seng igen når klokken bliver lidt i ni om aftenen.

Alt dette gør bare det bare endnu mere fantastisk – dette mirakel, der er begyndt at blive en tilbagevendende begivenhed hver fredag morgen:
Jeg er morgenfrisk! Og så GLAD! Hvordan er det dog sket?! (kan I allerede mærke, hvordan jeg er irriterende morgentype? I know, right!).

Sad i bussen på vej til uni lidt i otte og følte mig så utroligt udhvilet, fordi jeg havde sovet en time længere. Mind you, ikke en time mere, for jeg var gået tilsvarende senere i seng – bare en morgentime mere at sove i. 

Det er åbenbart bare det, der skal til. Alt det, der ellers ville irritere mig grænseløst, gjorde mig bare glad i stedet. Glad helt ind i knoglerne på den der hvor-er-det-fedt-at-være-i-live-agtige måde.Jeg kunne smilende himle med øjnene af mit eget rod på værelset, som ellers altid kan stresse mig ud, hvis mit liv begynder at blive lidt for let. 

En hiphopper øvede sine moves ved busstoppestedet, hvilket gjorde mig endnu mere glad, end jeg allerede er, for at bo i så smuk en by som Århus.
Jeg rejste beredvilligt for den dame, der sad ved siden af mig ved vinduet, da hun skulle af (okay, det gør jeg altså altid: jeg forstår bare aldrig, hvorfor det er SÅ vigtigt for folk at rejse sig 20 minutter før bussen stopper og stå og stirre på døren, så de er klar til at SPRINGE ud, in case nu bussen er kørt, inden de er kommet ud. Wtf?). I dag gjorde jeg det med et smil.

Og altså, er det kun mig, der har set de der reklamer for ”vand to go” (nyhed!). Det er sådan en plakat med en ung pige med meget tysk reklame-udseende, en masse forskellige farver og forrest: en flaske. Med vand. Og så står der noget i stil med ”til dig der, vil drikke vand på farten”. Er det bare mig, eller snakker vi ikke lidt old news: vand på flaske? Jamen er der mere i det?! I dag grinede jeg af det og nød bare de Berlinerblegede tænder og mange farver. Hurra.

Og så er det jo fredag og tilmed godt vejr.

Hvor er det fedt!

What’s happening to me?!

Er det dét, der hedder smalltalk?

Siden jeg gik og var dørmåtte hjemme i det nordjyske, er jeg blevet en del bedre til det der moderne noget, som populært kaldes ”at sige fra”.
Er efterhånden ret god til at tage mig selv i nakken og stoppe, inden jeg kammer over i ren skal-nok-og-undskyld-undskyld-jamen-det-er-også-bare-mig-der-er-noget-galt-med.
Engang skete det næsten dagligt, og det har nok mest været et produkt af at være halvvoksen i en børnefamilie, at jeg ikke bare smækkede med dørene og tog vare på mig selv – jeg havde ikke nogen fast plads i hovedvognen, så der blev bygget en sidevogn specielt til mig, og den skulle jeg bare holde kæft og være lykkelig for.

Nu sker det kun de få gange jeg er hjemme på besøg, fordi jeg stadig gerne vil være venner med de voksne i den familie og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan jeg lægger kortene på bordet på en høflig, men bestemt måde, uden samtidig at åbne ALLE sluser og komme til at skære dem helt væk, for det synes jeg ærligt talt ikke er i orden.
Og så elsker jeg dem i øvrigt også, men det er en anden historie.

Men altså... måske har al min fine selvstændiggørelse haft en bivirkning hen ad noget selvhævdende arrogance. For nu jeg tænker over det, bruger jeg faktisk en hel del tid på at retfærdiggøre alle mulige ting om mig selv over for andre. 

Var til familiekomsammen i weekenden, hvilket som sædvanligt udløste lidt almindelig grunden over mig som person – for på en eller anden måde kommer der til at gå store mængder tid, inden de familiemedlemmer, der tilhører bare lidt mere perifære kredse, end dem henholdsvis min mor og far er overhoved for, får tildelt den ære at være sammen med mig.
Så hver gang det rent faktisk sker, skal vi igennem den sædvanlige smøre med, hvor langt det nu er, jeg er i studiet, hvor jeg bor, arbejder, og hvordan det går med programmøren.
Og jo tak, det går fint, det hele.

Og så ikke mere. Helt ærligt.
Det går virkelig fint. 

Jeg kan hive masser af ting at brokke mig over op af hatten, men ingen af dem egner sig til tante-/onkel-samtaler.
Mest fordi jeg bare ender i en gang bitcheri over, hvorfor fanden i helvede centraladministrationen på jura heller ikke kan finde ud af at lægge læseplan og pensumlister op INDEN pågældende fag har fået flere ugers forløb på bagen, hvorfor folk også skal stå og mase sig op ad en i bussen og lignende. Det er jo lige meget; det er ikke det, de vil høre, og det handler jo ikke rigtigt om mit liv, som naturligvis er omdrejningspunktet, ikke?

Så pludselig tager jeg mig selv i at pudse på de svar jeg har, til de spørgsmål, der altid bliver stillet. På den retfærdiggørende måde.

Tante/onkel: ”Hvor er det nu, du bor henne i Århus?”:
Mig: ”Blablabla, og jamen, det er altså ikke særligt slemt at på kollegium, hvor man deler køkken og stue med resten af gangen, fordi så er der altid nogen at snakke med, og toilettet har jeg jo for mig selv, og så har vi jo også madklub og skiftes til at gøre rent…”

Tante/onkel: ”Og hvad er du nu, du laver på dit nye job?”
Mig: ”Blablabla, og det er jo også fint at sidde med noget administrativt indtil videre, for så starter jeg jo stille og roligt, og om to måneder skal jeg over og være rigtig studentermedhjælper, ligesom de andre, og der har man faktisk rigtig meget ansvar og arbejde at lave…”

Tante/onkel/anyone: ”Og du er stadig kærester med programmøren?”
Mig: ”Blabla, og ja, vi har været sammen længe, men ikke af vane eller afhængighed, men fordi vi faktisk stadig elsker hinanden. Ja, can you believe it?”

Gad vide, hvorfor det er så nødvendigt at pensle alting ud, og hvorfor det altid skal gøres enten med den der lidt undskyldende pensel eller med aggressiv mine?

Lykken er...

Oh, hvor jeg dog nyder stilheden lige nu.

Den hyggelige, varme, pelsede stilhed, hvor programmøren sidder ved computeren og spiller skriver ansøgninger, og jeg ligger i dynen og læser blogs obligationsret. Det er lige akkurat blevet mørkt udenfor, og jeg kan høre, hvor kold vinden er derude (sådan noget, jeg kan).
Men herinde på mit lille overskønne kollegieværelse er der varmt.

Lige om lidt skal vi kortvarigt ud i kulden for at hente de pizzaer, vi har bestilt, fordi vi i vores ungdommens uansvarlighed ikke har overvejet, at det jo i dag er en af de søndage, der er hellige, som de to midterste søndage i måneden jo er, og hvor indkøbsmulighederne derfor er stærkt begrænsede … (oh, who am I kidding: vil bare hellere have pizza, okay).

Men lige nu – lige nu er vi bare hyggestille. Hver for sig og alligevel sammen.
Stille på den måde, man er, når man bare nyder hinandens tilstedeværelse uden at behøve at sige noget.

Om tre uger kommer der til at være en anden slags stilhed på mit værelse.
For tre uger fra nu, er den dag, hvor programmøren, i anledning af at have afsluttet sin universitetsuddannelse efter 5½ år bag de gule mure, tager på sin fire måneder lange ”dannelsesrejse” i soldaterkostume.

Jeg er lidt splittet.
For set fra hans synspunkt synes jeg, det er for fedt at skulle ud og se en anden side af livet end den akademiske. Et semester uden en afsluttende eksamen, uden papirer og computere og briller og papirclips. Det bliver så godt for ham, og det er i så høj grad noget, han trænger til efter 18 års skolegang uden et eneste fjumreår. Jeg er så stolt af, at han har truffet den beslutning, i stedet for at vælge the easy way out og bare blive siddende bag computerskærmen hele sommeren.

Set fra mit eget synspunkt…

… kommer jeg til at savne ham noget så inderligt.

I'm not really bitter, I'm just trying it on for size.

Nogle gange er andre mennesker bare for belastende.

For det første går de så langsomt! Kan de da ikke se, at jeg har travlt? Og i øvrigt ikke er typen, der slentrer, eller har det godt med at blive fanget på en smal gang bag tre mennesker, der i modsætning hertil går meget højt op i det?

For det andet stopper de hele tiden op midt i det hele uden synlig grund, hvorefter de står og glor med åben mund som aber.
Eller de begynder spontant at gå i den stik modsatte retning af den, de var på vej i – eller ud på cykelstien. Eller vejen.
Fuck biler. Her er jeg.

Eller også er de belastende på ”jeg-ser-dig”-måden.
Jeg måtte tage en dyb indånding på en af mine få 20-minutters shoppeture, fordi ekspedienten blev VED med at stå helt oppe i mit næsebor og spørge, hvad hun kunne hjælpe med.
Hader det. Gå nu væk. VÆK.

En af de ting, der virkelig har fået mit pis i kog på det sidste, er de der latterlige møgtøser unge piger, der griner så højt, at man skulle tro, de… var glade. Som om.

Jeg skærer tænder og har helt ærligt lyst til at flå hovedet af dem… og rive håret ud på mig selv.
For uanset hvad det er, så er det ikke så sjovt, at man behøver at vælte rundt i de høje hæle, man ikke formår at gå ordentligt i, fordi man krampegriner så meget, at det tangerer grænsen mellem latter og bræk.
Hvilket ynkeligt forsøg på at skabe opmærksomhed omkring sig selv – endog opmærksomhed fra folk, man sandsynligvis ikke kommer til at se igen.

Men jeg har i mine utroligt indsigtsfulde øjeblikke fået øje på, at folk åbenbart griner som en forsvarsmekanisme. Hvis de ikke forstår noget, griner de. Jo mindre de forstår, jo højere griner de.
Hvis de kommer for sent, vælter et eller andet, prutter, you name it. Så griner de!

Måske har simple mennesker det bare sjovere?

Men jeg vil tillade mig at citere frøken Frederikke, min yndlingskarakter i Tudemarie: ”Mennesker ler. Det er kun heste, der griner”.

Og som alle ved, er heste Satan i forklædning!

Bevidst(løs)hed

Da jeg havde faget retssociologi, skrev jeg eksamensopgave om det danske folks retsbevidsthed – særligt i forhold til, hvordan tingene i virkeligheden fungerer, når en tiltalt sidder i retssalen foran dommerne, er blevet dømt skyldig i hvad høn nu har gjort, og skal have sin straf.

Tillige skrev jeg bacheloropgave i samme spor, bare mere specifikt om hvad fanden lægdommere – helt almindelige mennesker uden en skid forstand på jura og regler, men derfor (allegedly) med renere menneskelig indsigt – egentlig lavede i en retssal. Og hvorfor de er der.

Det bliver nemlig aldrig rigtig kedeligt for ikke-jurister at mene en hel masse om, hvordan dommerne tager helt fejl, og hvordan den og den i virkeligheden skulle være blevet dømt, hvis vi levede i et retfærdigt samfund med et ordentligt retssystem.
Hellere en uskyldig med i svinget, end at nogen af de skyldige ender med at slippe.

Ifølge min opgave aner folk ikke en skid om, hvad der egentlig foregår. Jeg inkluderede en masse fine undersøgelser, der viser, at the common man stormer frem med høtyve og fakler, ligeså snart ord som ”vold” og ”voldtægt” bliver nævnt. Forstået på den måde, at man straks vil give den højest mulige straf (sammenlignet med jurister og dommere).

Men bliver de præsenteret for en konkret sag, hvor de får detaljerne at vide, så trækker de pludselig i land, de fuckers. Ser man pludselig ord som ”uheld”, ”tilgivet”, ”ingen mén”, ”glemt det hele”, så bliver man blødsøden og vil alligevel ikke give den hårdeste straf. Måske ikke nogen straf overhovedet.
Så hvordan fanden synes man, at det er en god idé at lade så vægelsindede og letpåvirkelige mennesker deltage i en retssag, hvor et menneskes liv står på spil – det var den, lettere omformulerede, problemstilling i min opgave.

Alligevel aner jeg ikke, hvordan jeg skal forsvare, at mænd der banker deres kærester invalide eller slår dem ihjel eller voldtager små børn, der may eller may not be deres egne, får fængselsdomme på 5 år, hvis bølgerne går højt, og kommer ud efter 3, hvis de er uheldige.

Da tænker jeg – ligesom alle andre – at nu må nogle ordentlige mennesker simpelthen træde til og vride magten og beslutningerne ud af hænderne på de ligeglade, gamle mænd, der sidder og flueknepper regelsæt, betænkninger, statistikker og præcedenser. For det er jo tilsyneladende dem, der befolker retterne i dette land.

En gang imellem kan man altså godt kigge misundende over på USA, der fandme ikke finder sig i crap fra nogen.

Men jeg er jo jurist og derfor godt i gang med at blive indoktrineret, institutionaliseret og hjernevasket af mit studium. Som man siger.
Og derfor synes jeg stadig, man skal passe på, hvad man vedtager i retskaffenhedens navn.

Det blev for relativt nylig hintet, at det danske voldtægtsbegreb ikke lever op til de menneskeretlige standarder.
Meaning, at vi i Danmark straffer folk, der har tiltvunget sig et samleje ved vold eller ved trussel om vold.
Hvorimod det menneskeretlige mere går på at straffe, hvis (det viser sig at) modparten ikke samtykkede i det her samleje.

Så vidt jeg husker, kommer det fra militærrettens voldtægtsbegreb; for hvis du står som serbisk enke midt i en krig, hvis hele din landsby netop er blevet slagtet af soldater, hvis din mand netop er blevet skudt for øjnene af dig, og soldaten, der gjorde det, står og vil have dig… så behøver han ikke true dig med vold, for at du giver efter. 

Og det er også fuldstændig rigtigt – hvilket er grunden til, at militærretten fungerer, som den gør – anderledes end den almindelige strafferet.

Men straks ser man danskerne blegne bag slipset og i hast sætte sig til blindt at ændre det danske voldtægtsbegreb. 

Så mand, helt almindelige mand, hvis din tangopartner senere fortryder, og vist alligevel ikke samtykkede – så er du voldtægtsforbryder. Per definition.

Så Martin der tager med Rikke hjem efter fuldefest og lader sig invitere ned i hendes seng, hvor hun ligger i undertøj, og befamler hende lidt, hvilket hun afviser, og derefter befamler hende lidt igen, hvorefter hun ikke afviser, har sex – og to morgener efter bliver vækket af politiet, der anholder ham for voldtægt – bliver fundet skyldig i retten.

Og resten af Danmark jubler, fordi voldtægt jo altid skal straffes hårdest muligt.

Wake up, people.

Sgu da ikke mig, vel, men altså… folk!

Ja, folk.

Folk har så skidetravlt på Valentinsdag med at nedgøre hele konceptet om kærlighedserklæringer, man kan betale sig fra, og vræle op om kapitalisme; blomsterbutikker, der trækker deres sympatiske masker af og afslører sig selv som de onde pengemaskiner, de er, samt chokoladedistributørernes ondsindede gnieri.
For slet ikke at nævne singlefolkets evindelige klagesang over, at de hele dagen skal gå og mindes om, at de er single (selvom de selvfølgelig elsker singlelivet og aldrig ville vælge det fra, det er klart; de har jo deres uafhængigshedsrep at beskytte).

Hvad alle disse folk lader til overhovedet ikke at opfatte, er, at netop denne dag benyttes til at hylde had-/kærlighedsforholdet til vestlig markedsøkonomi, kald det hvad du vil.

At blomster-, chokolade- og tingeltangelbutikker har dobbelt omsætning på lige netop denne dag, er vel et resultat af, at de har gjort brug af deres frie konkurrenceret, som ikke styres ovenfra (eller noget), og som vi jo er så glade for alle sammen. (Og som film- og musikindustrien godt kunne tage lidt ved lære af).

Så er der den af folket med vedhæng (i større eller mindre omfang), der tuder over at være dørmåtter for deres kvinder, der (stiltiende og dog med fuldt overlæg – synes mændene i hvert fald selv) afkræver dem en skide buket roser, om den så er nede fra tanken og koster 39,95.

I modsætning til, hvad disse folk tror, så får kvinder sjældent blomster af deres significant other på noget som andet tidspunkt (jeg kender dem i hvert fald ikke, og kender heller ikke nogen, der kender dem), og at mændene så vælger netop denne dag til at gøre det – jamen fred sgu da være med det, helt ærligt. For en gangs skyld tænker de sig lidt om; lad dem da.

Folk – kan I ikke bare komme jer over det?
I hakker jo tilbage i den samme rille til jul, så hvorfor ikke give it a rest.

So stick that in your pipe and smoke it

Jeg har altid undret mig over, at folk omkring min egen alder, der har gennemgået en eller anden latterlig, halvhjertet uddannelse og nu er ekspedient i en endnu mere latterlig tøjbutik 

– fx et af de der steder, man får skarp hovedpine af at shoppe være, fordi de spiller det der musik, du ved… typisk uden egentlig sangtekst, men med synthesizede trommer, der går hurtigere og hurtigere, drrrrrrrrrrrrrrrRRrr POW; og så fortsætter i de vildeste diskotoner (gad egentlig vide, om nogen prøver at kompensere for et eller andet?) –
eller i hvert fald har et job i den dur, ser ned på mig som studerende med overfladisk-hvor-har-jeg-det-dog-hårdt-og-hvor-er-det-vildt-ikke-at-gå-i-skole-mere-men-underliggende-hånlig attitude. Den kender du da godt, ikke? Den bliver ofte fulgt op af kommentaren: ”Ja, nu er jo ude i den virkelige verden”.

And thus, my point: ”Den virkelige verden”.

Jeg har også hørt den fra mine forældre: ”Når du nu kommer ud i den virkelige verden, SÅ…”
Eller når jeg har ondt af nogen, der har det hårdt og som tilfældigvis ikke er studerende: ”Ja, sådan er det jo ude i den virkelige verden.”

Fordi den lever jeg jo ikke i?

Nå nej sgu da – jeg lever i den uvirkelige verden. Den studerendes verden. Faktisk er de første 25 år af ens liv jo som bekendt uvirkeligt, indtil man kommer ud i denne hersens virkelige verden, som vistnok også er derhenne, hvor man betaler afdrag på sine huslån, køber bleer på tilbud og skændes med sin ægtefælle hver aften.

OMG, der skal jeg sgu da hen!

Jeg skyder – som de fleste andre – skylden på hende popstudinen, der mente at være fattig på den insisterende måde og ikke engang forventede at få verdens største lortekrydrede møgfald i nakken efterfølgende.

Det er jo vand på den mølle, De Voksne bare sidder og venter på at få en lejlighed til at sætte i gang.
Selv elsker de jo (ja, jeg sidder egentlig ganske komfortabelt i generaliseringstronen i dag) at udstille sig selv som hårdtarbejdende, stressramte ofre fra den såkaldte ”virkelige verden”, og jeg kan garantere, at de savler af glæde over at få lov til det, når en, der tydeligvis har det langt mindre hårdt end de selv, åbenlyst beklager sig.

Det udtrykker på bedste og klareste vis, hvordan hele livet bare udstilles som en skide konkurrence i at have det hårdest og have mest af beklage sig over, og hvor man får point ved ikke at gøre det, men i stedet sømme sig grundigt fast til martyrkorset.

I min optik har den virkelige verden eller det virkelige liv ikke en skid at gøre med at have et hårdt og opslidende liv, for det skal jeg være den første til at sige (ikke indrømme, for det er ikke en hemmelighed), at det har studerende altså ikke. NEJ, vi har ikke. Fattig? Nej. Tidspresset? Nej. Fattig? Stadig ikke. Ufri? Nej.

Ethvert skridt, vi tager (studerende eller ej) væk fra udgangspunktet er vores helt eget valg (qnuz lommefilosoffen), og nej, det er ganske rigtigt ikke os alle, der formår at sætte pris på det.
But I’m pleased to say at jeg ved lige præcis hvad jeg har, og at jeg elsker det. Jeg ved, at jeg kommer til at miste det på et tidspunkt, men når det sker – hvis det sker på samme måde som det sker for de fleste andre –, vil jeg forhåbentlig være klar over det og jeg vil vide, at jeg skal træffe et valg, jeg skal kunne stå ved.

Og Voksne: I got news for y’all (som jeg i retfærdighedens navn skal love selv at genlæse, når jeg aldersmæssigt er lige så langt henne i livet, som I er nu): Den der virkelige verden?
Den lever man i det øjeblik, man tager tilløb til sit første vredesvræl i fødestuen. Det er ikke de studerendes eller nogen andres skyld, at I meget hellere ville være blevet derinde, hvor vrælet ikke var begyndt endnu.

Hybris, go ahead, take your best shot.

Ja, jeg ved godt, at jeg holdt en alt for lang pause fra bloggingen, and for that I apologize.
Nu belønnes jeres din min? tålmodighed til gengæld med et nyt indlæg. Allerede.
Tadaa:

Jeg har fået nyt job.

Siger ikke, hvad det er, for så bliver det at gætte min identitet lige så nemt som et Jeopardy-spørgsmål à la: ”Eks-statsministeren, vi alle sammen griner af, fordi han formastede sig til med fuldt overlæg at lade sig se i cykelhjelm i sin regeringsperiode”.

Ikke at jeg går så vældig højt op i det der identitetsskjuleri, men jeg går heller ikke særlig højt op i at vinde i kortspil… og jeg spiller stadig ikke med åbne kort.

Kan afsløre så meget som at det er i det offentlige. And introducing: kaffe- og kagepauser. On a daily basis. On an… hourly basis. I’m loving it! Det appellerer virkelig til min indre bedstemor, som, skulle jeg hilse og sige, langsomt vokser sig tykkere.

I modsætning til, hvad mange måske tror, så holder vi cafébabes altså ikke kaffe- og kagepauser. Ever. I hvert fald ikke der, hvor jeg arbejdede. Dér var der konstant fart på – selv med kun ét bord optaget i lokalet, stak chefen bare en støvekost i hånden på os og beordrede alle billedrammer pinligt rene.
Hvilket var ganske fint.

For mig er et arbejde ikke et sted, hvor man laver noget, når der lige dukker noget op, og ellers bare sidder og læser skøn med iPod-dutterne i ørerne, hvilket et par af mine (åh, så unge) kolleger ofte beklagede sig over. This is a business, ladies – og det skal bare køre. Vi får jo ikke løn for at sidde på vores dertil indrettede og lave ingenting lektier.

I det private.

I det offentlige… er tonen bare ikke den samme. Beklager at måtte sige, at stedet bekræftede alle mine værste fordomme. Alle medarbejdere sidder i en fæstning af papirstakke, der ganske langsomt bliver mindre, indtil deres højde pludselig er fordoblet igen.
De fleste af dem (medarbejderne, that is) går i lidt for lange nederdele og har navnet som Ulla og Gurli. Og de har en fast kageordning, hvor de hver onsdag eftermiddag sidder og guffer kage, mens de sukker over, hvor meget pres de er under, og hvor meget der er at lave.

De skulle sgu prøve at arbejde på en café i det indre Århus.

Dagens sure opstød.

Top 3 over ting, jeg ikke forstår:

1. Google Plus.

o   What the F is that thing?! Først troede jeg naivt, at de søde Google-folk rent faktisk havde (an)erkendt, at Facebook er en succes, og derfor, in the name of Vi-skider-på-immaterialret havde lavet en Facebook-kopi, hvor der bare ikke stod det store forhadte "Facebook" udenpå, men i stedet var navngivet "Googlevierdetnyesort".
(Og inden, du bitcher: jo, Facebook er en succes. Hvis du nægter det, bekræfter du bare et faktum. Folk elsker det, og de elsker at hade det – ligesom med Paradise, som i min optik sagtens kan sammenlignes med Facebook).
Jeg gik i min lalleglade stupiditet og syntes, at Google Plus-cirklerne var skidesmarte, fordi man jo ganske rigtigt ikke altid ønsker sig, at kollegerne kan se, at ens influenza i virkeligheden er et cover for ny sæson af [indsæt selv yndlingsserie], at familien ikke kan se de billeder, taget med roomiens smartphone, hvor man ligger i sofaen med tømmermandshår og brækoverskæg, at… well, you get the picture.
Synes jeg sgu da var awesome. Og i øvrigt altid noget, jeg har savnet i Facebook, hvor alt bliver delt med alle, og hvis du ikke vil dét, må du bare holde kæft og være stille og asocial.
Men, men, men. Det viser sig så, at den rungende tavshed på min Stream i Google Plus bunder i det sørgelige faktum, at lortet jo bare er en udvidet mailliste. Hvis man vil skrive noget, så vælger man 2-4 personer, der skal se det, og som det rager – og that’s it. Så med mindre folk har noget specifikt at sige til en, så sker der lige præcis nada i Google Plus. Og jeg har altså stadig min mail, thank you!

·         2. Panteret.

o   Du kender godt flaskepant, ikke? Me too. Tillykke, du er nu jurist.

·         3. Hvorfor friggin Midttrafik har fjernet mit busstoppested?!

o   Helt ærligt. Bor på et kollegium med over 700 beboere. Som ligger klods op ad et boligkompleks for ældre, hvor der bor mindst dobbelt så mange. Også kun de to befolkningsgrupper, der er less likely til at have en bil, så hvad skal de da også bruge en bus til?  Lige på den anden side ligger et center, som alle i området valfarter til, når de skal købe ind/til frisør/til tandlæge/shoppe i Matas/til bingo/you name it.
I kan godt høre, at jeg rimeligt meget bor som blommen i et æg, n’est-ce pas? Jeg kan så tilføje, at det æg har en skal så hård som… noget virkelig hårdt. For man kan da godt komme derfra og sådan set også dertil, hvis man har tålmodigheden og motionen i orden.
Men come nu lige lidt on.
Før holdt der den venligste bus, der kom og gik en gang i kvarteret lige udenfor. Gik man 15 meter længere hen ad vejen, lå der et busstoppested, hvor 5 forskellige busser gik hele dagen lang. Vi havde sgu hverken brug for taxaer eller limoer der – buschauffør: Please take miss Vivian anywhere she wishes to go!
Men sådan skulle det ikke være. Bevares, kunne da godt have undværet størstedelen af alle de fine busser, jeg ellers vil mene, jeg satte ganske stor pris på (bogstaveligt talt) – men dem ALLE sammen?!
Og i samme runde sparede the great fat cats of Århus også lige den udendørs skøjtebane væk. Ja ja.
Offentlig transport, motion og byforskønnelse, hvem fanden skal bruge det til noget? Nej, lad os da i stedet bruge borgernes penge på at ændre bynavnet og udtænke verdens lammeste slogan. For the win! (Og hvis du siger, jeg bare kan tage cyklen, så brace for impact, for så trækker jeg ældrekortet. In your face!).

Kh, den pissebitre studine

Endnu en om fast parforhold vs. singleliv.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til tv-serien Sex and the City (yes, you’ve heard of it).

På den ene side irriterer alle karaktererne i den mig voldsomt – jeg har for det meste lyst til at tage fat i Carries skuldre, ruske hende og sige: ”HOLD SÅ OP!” og ja, den er til tider overfladisk. Men ikke så overfladisk som man skulle tro – hvilket man(d) tilsyneladende gør, uden i øvrigt at have set noget af serien, men vel vidende at den har et eller andet at gøre med kjoler, sko og pink drinks.

Især i løbet af første og anden sæson bringer Sex and the City faktisk nogle ganske interessante emner op til diskussion – emner som, da serien premierede, var noget mere tabubelagte, end de er nu.
I løbet af de sidste sæsoner begynder de interessante emner dog desværre at være blevet muget ud, og efterladt er bare førnævnte irriterende og opslidende/-slidte karakterer.

Men spørgsmål som: ”If models could cause otherwise rational individuals to crumble in their presence, exactly how powerful was beauty?”, “Can we date outside our caste?”, “Do women just want to be rescued?” og min favorit (for i dag): “Is there a secret cold war between marrieds and singles?” synes jeg faktisk, at serien tager ganske godt fat i. Ikke på ph.d-niveau, bevares, og konklusionerne er ofte lidt flimsy, men de bliver faktisk behandlet som seriøse spørgsmål.

De enkelte serieafsnit og hertil hørende konkrete emner aside, så er omdrejningspunktet i serien den evindelige ”krig”, der føres af og med singler og par – hvilket vel i sig selv besvarer det sidste spørgsmål ovenfor.
Sex and the City bruger næsten hundrede afsnit på at klynke og klage over singlelivets kår.
Og jo, der klynkes.
For singler er seje og fabulous, og uafhængighed af mænd er det eneste, der tæller ind the end. Men det meste af tiden ender man alligevel med at trækkes igennem de fire kvinders tuden og angsthyperventileren over at være alene under al deres coolness.

Så serien er vel muligvis bare et forsøg på at stille spørgsmålet: ”Er det egentlig så fedt at være single?” med det latente svar: ”Nej”.

Uanset hvad, så blev det – og er stadig, i min optik – überhipt at være promiskøs, single, ”uafhængig” (hvad det så end betyder) og, vigtigst af alt: at se ned på og have medlidenhed med folk i parforhold. På præcis samme måde, som kvinderne i serien hævder at blive set ned på, fordi de er single, mens de samtidig tilsviner gifte par, foretager grove generaliseringer af dem og fremstiller dem som omklamrende, ufrie mennesker, der kun interesser sig for og har hinanden til fælles og i øvrigt ”trues” af singler, der jo som bekendt er så fabulous, som det fås.

Min ældre plejesøster plejede at omtale forholdet til sin kæreste, nu mand, med sætninger som: ”Vi er jo ikke sådan nogle, der sidder lårene af hinanden hele tiden”, ”Vi er jo frie og kan gøre hvad vi vil, uden nødvendigvis at skulle have hinanden med” samt ”Vi bestemmer ikke over hinanden og er ikke sammen altid – når vi har brug for at være alene, så er vi bare det”.
Op ad stolper og ned ad vægge, indtil jeg til sidst blev nødt til at sige noget i retning af, at det da bare er dejligt, men om vi ikke skulle tage at føre en samtale snart?

Mange mennesker har på samme måde frygteligt travlt med at validere deres liv og forhold til andre mennesker.
Hvis de er single, så findes der simpelthen ikke noget bedre og mere frit eller fedt, og hvis de er i et forhold, så er det I HVERT fald ikke sådan et forhold, hvor man stiller sig hindrende i vejen for hinandens muligheder. Og det synes jeg da er alle tiders. Men behøver det være det eneste, vi snakker om?

Især irriterer det mig, når ytringerne går fra at være selvbekræftende til at være belærende.
”Husk nu at være dig selv”, ”Læg ikke alle dine æg i én kurv” og den evindelige: ”Man skal kysse mange frøer, før man finder prinsen” er ting jeg plejede at høre meget af meget ofte.
Og det fyldte mig med en konstant angst for, at alt hvad jeg ville høre, hvis det skulle risikere ikke at gå med programmøren ville være: ”Hvad sagde jeg?”.
 

Der gik lang tid, før jeg turde bruge ordet ”kæreste” om ham – for hvad nu, hvis han skred, og jeg så ville få de der blikke, der siger: ”Nåh, så du troede nok, det var noget seriøst? Ha, you ain’t seen nothing yet”.
Jeg turde næsten ikke omtale ham af frygt for, at folk ville synes, at han var det eneste, jeg kunne tale om (hvilket resulterede i, at jeg for en tid næsten ikke sagde noget – der følger altså visse symptomer med nyforelskelse, og sådan er det vist bare).

Jeg har aldrig nogensinde automatisk gået ud fra, at programmøren var den Endelige, the One. Ham, det skulle være, resten af livet. Jeg har altid håbet det, men aldrig turdet forvente noget som helst - af livet, af ham, af mig selv. Hvad hvis jeg blev skuffet? Og hvad hvis, worst of all, at folk ville le overbærende ad mine knuste prinsessedrømme og tåbelige, urealistiske, ungdommelige forventninger?

Man er stærk og sej, hvis man er alene og ikke lader sig binde af nogen, og man er blød og svag, hvis man lader sig selv elske nogen så højt, at det efterlader sår, hvis man selv bliver efterladt. Det var den holdning, jeg selv syntes, jeg blev mødt med i mange år. Af og til stikker den fjæset frem igen.

Ligesom Simon says er der i reglen en Samfundet says (også kendt som Normen), og den var i mange år, at det Rigtige var at gå i skole, finde en pæn, respektabel person af det modsatte køn at gifte sig med, få to komma fire barn og bosætte sig i forstæderne i mellemdyrt hus med forhave og stakit. Nu er der så mange, der skræmmes og væmmes ved den tanke, at den ikke længere kan kvalificeres som en Norm, selvom den fejlagtigt stadig bliver opfattet sådan.
I dag er Normen lykkeligvis langt hen ad vejen: ”Gør hvad du vil”. Desværre med fodnoten: ”medmindre det, du vil, er det, der før var Normen. For så er du svag og styret".

Jeg orker næsten ikke at lade mig påvirke af, hvad andre mener, men jeg gør det uafværgeligt alligevel.
Både over for mig selv og over for andre lader jeg altid den mulighed stå åben, at jeg måske en dag bliver single igen. Selvom jeg i hjertet håber, og tror, at det ikke sker.

Det skulle jo nødig hedde sig.

Knus fra mommybloggeren (ung og uerfaren udgave)

Jeg spekulerer en del over det dersens med at få børn. Forældreskabet og sådan. (Ægteskabet må vi jo ikke længere tale om, så nyt på bordet).

Jeg er ganske vist meget ung – og jeg vil givetvis hade mig selv, når jeg ser tilbage og husker mig selv skrive den sætning – men det er nu engang et faktum, jeg ikke kan løbe fra på nuværende tidspunkt. Hvis min situation var som de fleste 21-åriges (ifølge min forestilling) er, ville tanken om at få et barn være en næsten latterlig tanke; en tanke groet fast i hjernen efter for megen leg med dukker som barn, for lavt selvværd og henførelse over far-mor-og-børn-forestillingen, der pludselig sætter ind efter at være blevet kombineret med den farlige ingrediens nyforelskelse. Det ville en tåbelig tanke, der ville skræmme både mine forældre, mine venner og min kæreste.

Men min tænkte forestilling af en gennemsnitlig 21-årigs liv er dog markant anderledes i forhold til, hvordan min egen situation ser ud. Jeg har haft en fast kæreste gennem seks år, jeg er over halvvejs i en lang videregående uddannelse, jeg er økonomisk ansvarlig og realistisk… jeg er generelt ansvarlig og realistisk. 

Og det gider jeg i øvrigt ikke forsvare. 
Det meste af mit liv er jeg blevet klandret for at være ansvarlig og realistisk (også kendt som kedelig og pessimistisk), og nu hvor jeg endelig har nået et punkt i mit liv, hvor jeg kan bruge det til noget, så vil jeg også holde fast i det. Fandme.

Hvis vi starter oppefra aldersmæssigt, så skræmmer tanken om at få børn – og at jeg får børn – ikke nogen i min omgangskreds. Mine bedsteforældre har flere gange hintet det; af og til rystende indiskret (jf. min mormors kommentar, helt løsrevet fra konteksten af den samtale, vi i øvrigt førte: ”Ja, vi håber jo på at få oldebørn, inden vi DØR!”). 
Min mor har joket med tilbud på Trip Trap-stole med slet skjult håb i stemmen, min far og min stedmor har begge prædiket om, at hvis man alligevel har fundet den person, man vil have børn med – og man vil have børn – så kan man lige så godt få dem tidligt (*host*så-man-ikke-ender-som-dem*host*).
Flere af mine venner har allerede børn.
Og selv programmøren er ikke skræmt ved tanken – som med det meste, er det umiddelbart ikke noget, han har noget videre imod eller har taget stilling til – men jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg kender ham bedre end nogen anden, og jeg ved, at han sgu er lige så skruk, som jeg er. 

Jeg elsker børn. De er jo søde, for crying out loud. Og jeg er jo skruk, for sulen. 
Og hey! Ingen hånlige, påtaget medfølende fnys om, at jeg intet ved, om det I Voksne kalder ”det virkelige liv”. Som jeg sagde, er jeg realistisk. Jeg har syv (meget) yngre søskende, og ja, de er søskende og ikke egne børn, men jeg stod (og sov) fandme lige ved siden af hele vejen igennem Helvede. Desuden er jeg eksamens- og præstationsvant: Håb på det bedste, men forvent det værste.

Ja, selvfølgelig skal jeg da have et barn... Og så alligevel? 
Helt alvorligt: Er det virkelig det værd? For alt hvad jeg hører på det sidste om børn, og om det at få dem, kan summeres op i følgende stikord: blod, lort, smerte, depressioner, fedme, sygdomme, skænderier, skilsmisser, søvnmangel, tidsmangel, pengemangel, skrigetudeture (ikke barnets), og generel annullering af eget liv. Ikke skide motiverende. 

De er da søde, de små. Men svar mig, ærligt, inden jeg bailer: Er det virkelig det værd?

Jeg taler ikke om at få børn NU, for det får jeg under ingen omstændigheder. Jeg taler om at få børn generelt. 
De fleste forældre sidder med bævende underkæbe og martyrtoner i stemmen og snakker om, hvor mange muligheder og hvor meget frihed deres liv indeholdt før i tiden (læs: i tyverne).

Jeg har fundet min mand. Jeg har fundet min uddannelse og min karrierevej. Jeg har fundet min plads i livet. Bevares, jeg holder meget af min frihed og mine muligheder. Jeg udelukker ikke et totalt skift i uddannelse eller karriere, flytning til udlandet, store jobs, små jobs, store huse, små lejligheder, succes og fiasko og den obligatoriske dannelsesrejse. 
Men sådan er livet jo. Det gælder jo for helvede ikke kun i tyverne. (NEJ, det gør ej. Og hvis du synes det, så er det fordi, du selv har givet op og givet afkald på dine muligheder, ikke fordi de er blevet dig frataget).


I ville naturligvis aldrig ville indrømme, at I har fortrudt jeres børn, for jeg kan sagtens forstå, at når man først har dem, kan man ikke forestille sig et helt liv uden dem.Jeg spørger heller ikke, om I ville annullere jeres børn, hvis I kunne. Jeg spørger: Hvis I kunne rejse tilbage i tiden og stå først i jeres tyvere med alle de muligheder et langt liv kan tilbyde, men med erkendelse og om viden om, hvad det kan blive til med børn: ville I så stadig vælge at få dem?