Og jeg går heller ikke ind for kold tyrker

Jeg er blevet forladt.

Kan slet ikke forstå, hvad det er, der sker.

Vi har ellers altid passet så godt sammen og altid været der for hinanden, når der var brug for det. Gennem både sommer og vinter, i hverdage og ferier, i glæder og sorger har vi holdt sammen og ikke så meget som en eneste gang har vi ladt den anden i stikken.

Men nu er det sket:
Min næsespray er holdt op med at virke!

Dear God, sig ikke, at jeg er blevet immun.

Jeg kan ikke holde UD kun at trække vejret gennem det ene næsebor. Og på en eller anden måde er det det ENESTE, jeg kan tænke på!

Ja, selvom jeg godt ved, at man ikke må for de voksne, og at det som bekendt skaber en afhængighedskurve på linje med den af heroinmisbrug, så må jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg indimellem tyer til good old faithful (until now!) Otrivin (Zymelin kan også gå, jeg favoriserer ikke), når det går trægt med vejtrækningen.

Og konsekvensen, ja: afhængighed. Tydeligvis.

Men jeg gør selvfølgelig det eneste rigtige, når man befinder sig i en afhængighedssituation: råber højt og inderligt ad flasken. Med næsespray, that is.

Pleeeeease, come back, come back!

Det der saltvandssprøjt er bare så meget ikke det samme og bliver det aldrig.