Da jeg i morges sad og løste Politikens søndagskrydsogtværs med en kop te i fuldendt pensioniststyle, sad jeg tilfældigvis til bords med en medkollegianer, der har det med at slubre sin mad – om det så er havregryn med mælk, suppe eller sågar en leverpostejmad – så højt, at man får flashbacks til dengang, hvor man så B-gyserfilmen, hvor ham fyren med vandskræk, der sidder i en gummibåd midt på en pool, stikker hånden i vandet og sluges under, fordi en eller anden djævelsk vicevært har trukket proppen ud (okay, måske C-film, nu jeg tænker over det).
Det lyder i hvert fald meget højt.
Til min rædsel måtte jeg bekæmpe en stærk trang til at bede manden om at spise ordentligt.
Og i den forbindelse kom jeg til at tænke på endnu en ting,jeg ikke burde udtale mig om, inden jeg selv har fået børn: opdragelse og manerer.
Miss prissy eller miss sloppy? Selv vil jeg helst undgå at være nogen af dem.
Ifølge min mor må man med hensyn til at indgyde sine børn et vist mål af manerer vælge sine kampe, medmindre man ønsker at få tildelt pokalen for Årets Hitlermor. Hvad angår bordskik har hun for eksempel valgt at stå fast ved, at man ikke begynder at hælde i hovedet, før alle har sat sig.
Til gengæld er der ingen grund til, at ungerne skal blive siddende, så forældre med spisevaner som marsvin med ADHD kan trække deres børns aften i langdrag, når de trods alt har andet at tage sig til.
På samme måde har jeg det sådan, at der er noget tabubelagt adfærd, jeg er så absolut ligeglad med, at jeg knap kan komme i tanke om nogle eksempler derpå, og noget, hvor jeg stadig vil mene, at ”det gør man bare ikke”.
For eksempel synes jeg, at det er dårlige manerer ikke at sige tak, at sige ”næh” i stedet for ”nej tak” og at sige ”halloooo?” eller ”a-hva?” frem for ”undskyld mig?”.
Jeg får tics, når folk gaber som en løve med paradentose uden at holde sig for munden, når de skubber sig foran i køen, og når de ikke rejser sig op, eller i det mindste letter røven fra sædet, når man giver hånd.
Andre ting balancerer lidt frem og tilbage på kanten mellem høflig og uhøflig opførsel. Eksempelvis at have hat på, når man sidder indenfor. Egentlig er jeg ret ligeglad, når jeg ser det, men da jeg forleden hørte en mor beklage sig over, at hendes børn skulle tage huer, hatte og kasketter af, når de sad i klasseværelset, og at det var for dårligt, når nu lille Ida-Viola havde fået en ny baret i lilla økologisk strik, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at man da i det mindste skal vide, at visse mennesker anser det for uhøflig adfærd at beholde hatten på indenfor.
Brug af bandeord kan også være upassende i visse situationer og knap så vigtigt i andre.
Så er der den omdiskuterede med at rejse sig op for ældre, gravide eller ”gangbesværede” (i det hele taget). Jeg ville til enhver tid give mit sæde i bussen – uanset hvor jeg sad – hvis en ældre kom ind i bussen, og der ikke er nogen andre sæder. Jeg har gjort det adskillige gange og har også set andre gøre det (so shove it).
Når det så er sagt, så synes jeg heller ikke, at hele verden skal kaste sig i gruset, hver gang et ældre menneske kommer ind i lokalet. Desværre virker det ofte, som om de forventer det; "jeg er ældre/handikappet, og derfor har jeg automatisk førstepladsen i køen/det bedste sæde i bussen/forkørselsret".
Gu’ fa’en har du ej!
Hvis der er masser af ledige sæder i bussen, gider jeg sgu ikke rejse mig om og stå skoleret som en anden røvslikker. Find dit sæde og pas dig selv. Hvis jeg har en pladsbillet i toget, giver jeg ikke mit sæde til en ældre, der ikke har. De har de samme muligheder for at købe en, so get moving. Hvis jeg har en fyldt indkøbskurv, giver jeg ikke min plads i køen til den ældre bagved, der kun har den halvt fuld – ja, I’m sorry, men jeg var der først!
De ældre og handikappede skal da have forrettigheder, hvor det er relevant, bevares, men ellers skal de altså behandles som enhver anden. Jeg går da kraftigt ud fra, at de anser sig selv som ligeværdige med os andre og ikke føler sig hævet over os – og hvis de gør, kan de rende mig, jeg piler ikke af vejen for dem som en underdanig hund.
Og til sidst er vi så henne i det felt, hvor jeg synes, at pernitne Voksne gerne må være så venlige at stikke piben ind. Visse manerer hører altså hjemme i oldtiden.
Som for eksempel den der lidt for langlivede dille med at sende takkekort til gud og hvermand for den mindste lille ting. ”Min nabo lånte mig en kop sukker, han skal have en buket blomster med takkekort” (du tror ikke, han er mere interesseret i en kop sukker?); ”Det var så sødt af hende at ringe på min fødselsdag og sige tillykke; det skal hun have et takkekort for!” (hun er din tante, som du sidst så til akavet familiefest for 25 år siden og som bor på Færøerne, foruden det faktum at hun ikke sendte dig et kort – behøver jeg sige mere?). Nu må det altså stoppe med det takkekortsinflation!
At man ikke må tage det sidste stykke kage, men at man til gengæld SKAL takke ja til det første – dén må de altså også gerne lide døden ved halshugning for min skyld.
Vi lever trods alt i det 21. århundrede, guys.
Det er blevet sagt, at ens manerer er en ”reklame” for, hvordan du er som person.
Nu viser en reklame jo sjældent sandheden, og hvis folk har det sådan, må de have et meget anstrengende liv.
Der er ikke noget galt med at vise folk, hvem man egentlig er; alting behøver ikke at være en overpoleret udgave af sandheden, hvor kun de bedste sider fremdrages. Man kan ikke undgå at fornærme nogle enkelte hen ad vejen.
Dog er der ingen grund til at pisse folk af.
For det der med at man sjældent får endnu en chance for at gøre et førstehåndsindtryk, det er vel rigtigt nok.
Så: opfør dig pænt, men vær dig selv. Rejs dig op, sig pænt goddag, sig tak for maden, men nej tak til kagen – smil og SPIS ORDENTLIGT for crying out loud. Ellers må du sgu skide, som du lyster. Som det jo hedder.
