fredag den 18. november 2011

Suckers

Synes nogle gange, at folk der beklager sig over problemer, som er opstået i og med deres egen luksus, er en lille bitte smule hykleriske.
Som f.eks. dem der brokker sig over de manglende parkeringspladser for biler i det centrale Århus. Prøv dog lige at åbne øjnene for, at I har en fucking BIL!
Vi andre med cykler kan i øvrigt heller ikke finde parkeringspladser i Århus, skulle jeg hilse og sige.
(Ja, det er dig, jeg taler til – dig med den mørkeblå Kildemoes, der parkerede den foran bygning 1325 på uni i tirsdags: Gider du måske næste gang parkere din havelåge et andet sted end INDEN i andre menneskers cykler?!)
Og nu er Århus jo ikke ligefrem Tokyo. Hvis der ikke lige er en parkeringsplads de første TO minutter, I har kigget efter en, så bid i den bitre, overmodne, langtidstransporterede pære og betal for en plads i et parkeringshus.
Ellers:
GÅ. I mean it!

Jeg bliver helt ærligt også lidt indestængt, når jeg er hjemme på besøg, og der konstant bliver smidt hints om, hvor uforskammet heldig jeg er, at jeg har råd til at gå i biografen og købe nyt tøj.
Med den sædvanlige underlægningsmelodi om, at unge mennesker er så skide utaknemmelige, og her slider og slæber vi andre dag ud og dag ind, mens de går på café i Huntergummistøvler og overfrakker fra Modström.
Ved I hvad?
Luk.
Numsen.

Prøv i det mindste lige at kaste et blik henover skulderen på jeres store hus med to etager og fire badeværelser, fem fjernsyn og computere, jeres parkstore have og jeres to lækre biler, INDEN I begynder at voldkritisere hende, der bor på 12 m2 med en gammel cykel som primære transportmiddel for at have råd til at gå i biografen med veninderne og en gang imellem købe en ny kjole.
Min økonomi er faktisk ganske, ganske snæver selv uden børn, bil og basset. Og trust me, TRUST me; der er langt fra råd til nyt til garderoben så ofte, som I drømmer op.
Det er mig, der vejer æblerne for at få mest ud af ”10 for 25”. Det er mig, der køber den billige, tyndskidsagtige yoghurt. Det er mig, der skraber den sidste kubikmillimeter smør ud ad bakken og som lever af coop-spaghetti med dén kubikmillimeter smør på adskillige dage om måneden.
Det mig, der aldrig køber noget som helst økologisk. Og damn it, ja, det er også mig, der en gang imellem køber en kop chokolade på en café.
I har, ligesom jeg gør nu, levet på samme måde. I har, ligesom jeg, taget en uddannelse for at få et godt job, der giver råd til… vent nu lidt… bil, børn og hus?
Eller var det gummistøvler fra Hunter?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar