Jeg tror ikke helt, at personer omkring min alder – og, okay, måske lidt yngre (om ikke andet mentalt yngre) – har forstået, hvad en forlovelse egentlig er.
Jeg kender adskillige, der i løbet af gymnasietiden blev ”forlovet” med gud og hver mand i tide og utide, hvorefter de slog op et par måneder siden uden videre skrupler.
En pige jeg gik i klasse med dengang har været sammen med sin kæreste i næsten lige så lang tid som programmøren og jeg har. De blev forlovet allerede i 1.g., som jeg husker det, og er det stadig. Så her er vi nærmest lidt i den anden grøft.
Spurgte hende en dag – efter at vi var gået ud af gymnasiet, og det i hvert fald var 3 år siden hun blev forlovet med kæresten – om de to egentlig havde overvejet, hvornår de skulle giftes?
Grunden til at jeg spurgte var mere nysgerrighed – og så fordi jeg holder så meget af at svælge i romantik – end noget som helst andet.
Men det var åbenbart et ekstremt småborgerligt og grinagtigt spørgsmål, for hun slog straks en høj latter op. Da det gik op for hende, at jeg faktisk havde ment det alvorligt, virkede hun undrende og svarede noget i stil med: ”Ahmen, det ved jeg da ikke, om vi skal. Det er ikke rigtigt noget, nogen af os tænker på”.
Okay.
Så forlovelse, det er nærmest sådan lidt en opgradering fra bare at være kærester, eller hvordan?
I min verden er forlovelse det samme som et løfte om ægteskab inden for en nærmere fremtid (selvom jeg jo selvfølgelig godt ved, at noget så kedeligt og forældreklamt som ægteskab er totalt yt og tabu), men i den virkelige verden (læs: min omgangskreds) er det nok snarere lidt ligesom at være nået til boss level.
Ægteskab har det i hvert fald tilsyneladende intet at gøre med.
Så vidste man det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar