onsdag den 23. november 2011

Jeg er så glad for min cykel

Søde, søde bilister i Århus. Kan vi ikke lave en aftale? Et lille kompromis?
For I er en lidt skizo gruppe. Enten farer I hensynsløst frem i brutal dødsforagt, eller også kører I som bedstemødre på valium til OL i semiutålmodig underdanighed. Kunne I ikke eventuelt bare køre ordentligt? Måske?

De brutale af jer drøner frem fra (side)veje og skider højt og flot på stopskilte, hajtænder og fodgængerovergange. Jeg har en idé om, at de pågældende bilister kører netop dén vej flere gange hver dag. Og når man kører ud fra sidevejen for gang nr. 400, og der ikke plejer at være en cyklist, så er der jo selvfølgelig heller ikke en cyklist denne gang.
Eller hvad?
Det er altså lidt anstrengende konstant at skulle være på vagt for biler, der kommer springende frem fra buske og postkasser i det øjeblik, man tillader sig at slappe lidt af. Se jer i det mindste for – også selvom I synes, I kender vejen, og der ikke plejer at være cyklister på den, når I kører der.

Så er der de forsigtige af jer. Og til jer kan jeg bare sige: KØR nu bare!
Især hvis I har forkørselsret, som I f.eks. har midt på en ganske almindelig vej, som jeg står med cyklen i siden af, for på et tidspunkt at snige mig over, uden at nogen opdager, at jeg går uden for fodgængerovergangen (oh, skræk og rædsel).
Jeg gider ikke, at I stopper og sidder og gestikulerer, at jeg skal gå over. For det skal jeg ikke. Og jeg gør det heller ikke. Det eneste, I får ud af det, er at spilde min tid – og jeres egen.

Og brug blinklyset for crying out loud! Jeg stikker ikke armen ud og hånden i vejret som en anden elendig tåbe, hvis I ikke samtidig lige gider flytte hånden én cm for at sætte gang i blinkeren.

Jeg medgiver, at cyklister også fra tid til anden kører lidt råddent, for ikke at tale om fodgængerne, de sindssyge sataner.
Men vi/de er altså på henholdsvis tohjulet metalstang og gåben, mens I sidder i tonstunge, maskindrevne dræbermaskiner.

Så hvis I vil efterkomme min lille høflige forespørgsel, så siger jeg mange tak; og så skal jeg til gengæld nok købe en cykelhjelm.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar