Forleden var jeg til housewarming hos min tidligere gangmate fra kollegiet. Han er nu flyttet i lejlighed med sin søde kæreste (for lang tid siden). Det var enormt hyggeligt og nåede oven i købet at blive en lille bitte smule indspist, fordi det mest var kollegiegangen, der overtog deres minimatrikel. Jeg havde også taget programmøren under armen, men han tæller efterhånden lige så meget som kollegiebeboer, som jeg selv gør.
Der var dog også et par venner andetsteds fra, og de to grupper placerede sig henholdsvis i stuen og i køkkenet, så vi ikke behøvede at kommunikere. Puha, hva’.
Vi var dog nødt til at krydse fjendeland for at få fat i mere lækker velkomstdrink. Og en af håndboldvennerne så sit snit til at lægge an på mig, mens jeg stod i forsvarsløs position med plastikkrus i den ene hånd, og en grydeske med punch i den anden.
I sig selv ikke noget, jeg på nogen måde har et problem med. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at det da som regel er en dejligt bekræftende følelse at blive lagt an på. Og programmøren behøver skam ikke frygte noget, hvad jeg også tvivler stærkt på, at han gør/gjorde.
Ham her håndboldspilleren gik efter de sædvanlige smalltalkemner: Nå men, om jeg boede på kollegiet, om jeg dyrkede sport (nej, længes stadig ikke efter frivilligt at gøre skade på mig selv) og den uundgåelige: hvad jeg laver.
Selv var han maskinetellerandet, hvilket jeg har stor respekt for, men jeg kunne se fordommene samle sig i hans øjenkroge, allerede inden jeg svarede, at jeg studerer jura inde på universitetet.
Han tog faktisk fysisk et hop tilbage og udstødte en blanding af et overrasket fnys og en latter.
Derefter fandt han hurtigt ud af, at jeg åbenbart ikke var så interessant alligevel.
(Og alligevel bliver jeg hver gang overrasket over, at lige netop jura skulle overrumple nogen så meget).
Jeg skal dog samtidig hastigt tilføje, at fordomme om jurastudiet bestemt ikke er noget, der overvælder alle fyre. Jeg var på hygiejnekursus på teknisk skole i forbindelse med mit caféjob, og der mødte jeg den sødeste slagtersvend(?) som ikke var andet end stort, imponeret smil og skulderklap over, at jeg kunne ”klare” at gå på universitetet, for det ville han i hvert fald aldrig kunne (hvortil jeg jo kun kunne svare, at jeg med tusind procents sikkerhed aldrig kunne klare et arbejde i slagterbranchen!).
Ikke desto mindre, så lader det til, at der er ved at brede sig en hel del fordomme om jurastuderende; nogle mindre åbenlyse end andre.
Jeg kan da starte med at bekræfte, at ja, jurastudiet er et langt stykke hen ad vejen ret kedeligt og tørt. Og ja, man læser meget. Det tror jeg ikke så meget er en fordom som et faktum.
Også ja til, at en del jurastuderende desværre er ret selvfede, selvretfærdige, selvtilstrækkelige (og de fleste andre tillægsord med selv- foran; I ved hvem I er, og jo, indrøm det nu bare).
Skideirriterende, ja.
Men at vi skulle være overdrevent snobbede og overlegne? Ikke rigtig.
At vi skulle tilhøre overklassen? Not exactly.
Og så for the golden: at kvindelige jurastuderende alle sammen skulle være i escortbranchen ved siden af studiet?! Nej. Bare nej.
Hvordan skete det lige, at lige præcis jurastuderende, i modsætningen til alle mulige andre studerende, skal forestille at køre til uni i Porsche og have råd til Burberrytasker og fireværelses lejligheder i midtbyen?
Mens de samtidig, halvderimerede over det enorme studiepres, går ad prostitutionssidetracks og lignende for at få råd til det hele.
Jeg kan ikke genkende noget af dét. Ikke engang en lille smule.
Og jeg kan i hvert fald afsløre så meget, som at det ikke er tilfældet for mit eget vedkommende.
Med hensyn til det med overklassen og rigdommen, så er jeg den første jurist i familien, og jeg har bestemt ikke hele mit liv været vant til at få både hoved og den anden ende stoppet med mærkevareforbrugsgoder.
Faktisk har jeg gennem det meste af min skoletid haft færre penge at fedte rundt med end mine kammerater, fordi min far havde fået den geniale idé, at jeg meget tidligt i livet skulle have et vist månedligt beløb, af hvilket jeg selv skulle betale mine udgifter og styre dem med et budget – i stedet for at få blankocheck til mine forældres guldkonto, hver gang jeg skulle shoppe.
En idé jeg er ham uendeligt taknemmelig for i dag.
Overdrevent forbrug og ligegyldighed omkring det, er ikke en kvalitet, der er blevet fremmet i mit barndomshjem, og så vidt jeg kan se heller ikke i nogen af mine medstuderendes.
Så kast da jeres had på ejendomsmæglerne i stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar