Jeg kan ikke udstå at blive afbrudt, når jeg taler.
Der er intet, der i højere grad siger: ”Hvad du har at sige er uinteressant, og din pointe er ubetydelig i forhold til den, jeg kommer med nu, fordi jeg har mere værdifulde ting at sige, der fuldstændig overtrumfer, hvilke ligegyldigheder du kunne tænkes at have på hjerte”, end fuldstændig ubehøvlet at begynde at tale hen over en anden persons sætning.
Jeg har da ofte været ude for, at en persons argumenter er begyndt at gå i en helt flyvsk retning, men lad dem i det mindste færdiggøre med høfligt lyttende mine, og kom derefter med, hvad du selv har at sige. Det skaber åbenhed i en samtale, i stedet for at den ene person underkues.
For slet ikke at tale om, hvor ydmygende det er at blive afbrudt i en samtale mellem flere personer, så det virkelig bliver stillet til skue, at man er den laverestående.
Og under det hele er en afbrydelse jo i virkeligheden et udtryk for, at man er bange for, at den, man afbryder, når at færdiggøre en pointe, man ikke selv kan argumentere imod. Det er en taktik, der skal forvirre og nedlade modspilleren.
Men hvis der skal føres en samtale, hvor vi er modspillere i stedet for medspillere, der har integritet og modenhed nok til at lade hinanden tale ud, inden man selv kommer bragende ind, har jeg meget lidt interesse i overhovedet at deltage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar