Her på efterkant...

… kommer der lige en ordentlig gang galde, sikkert til alle jer, der ikke fortjener at få det i hovedet, men sådan har det alt andet lige være siden folkeskolen – dem der ikke pjækker, er også dem, der får skideballen for pjækkeri –, så jeg følger deres skidegode eksempel. Pass it on if you’d like.

Jeg synes, I skal holde op med ikke at interesse jer for valget. Det er da for dårligt, at debatter og andet valgorienteret tv skal bandlyses og sukkes højlydt og demonstrativt over – og med det samme politikerne rent faktisk selv slæber røven ud og stiller sig ud på gaden for at drive folk op af deres mentale slumretilstand, ruller folk med øjnene og brokker og brokker over, at der ikke er andet end valg i byen, på arbejde, i tv, i luften.

Det er VALG for crying out loud!

Det her har foregået i sølle tre uger, ca. … én gang! hvert fjerde år.

Nu må I simpelthen tage jer sammen.

Jeg går stærkt ud fra, at det er fåtallet, der ønsker sig demokratiet afskaffet, på trods af dets fejl og mangler. Det er trods alt den sidstværste styreform, der findes lige nu. Så lev dog for fanden op til, at det er jer selv, der har indflydelse på, hvem der kommer i Folketinget og dermed, hvem der kommer i regeringen.

 Alternativt vil jeg ikke høre noget brok over nogen politikere, fra nogen som helst, der har brokket sig over valget, for slet ikke at tale om ikke at have stemt!

Stem blankt, hvis du ikke er enig med nogen. Men hvis du ikke engang har gidet tage røven over nakken og få den hen til valgstedet og for at sætte dit kryds, har du valgt at nedlade dig selv til at være ligeglad med samfundet omkring dig, hvilket faktisk er ganske afskyelig opførsel. Du kan da ikke bare stå der og sige, at det ikke vedkommer dig – den holdning har jeg absolut ingen respekt for.

Der er en grund til at det hedder sofavælgere – det er nemlig dér, de kommer til at tilbringe resten af deres liv. Så suck it up!

Uden reference til politisk debat i øvrigt...

Jeg kan ikke udstå at blive afbrudt, når jeg taler.

Der er intet, der i højere grad siger: ”Hvad du har at sige er uinteressant, og din pointe er ubetydelig i forhold til den, jeg kommer med nu, fordi jeg har mere værdifulde ting at sige, der fuldstændig overtrumfer, hvilke ligegyldigheder du kunne tænkes at have på hjerte”, end fuldstændig ubehøvlet at begynde at tale hen over en anden persons sætning.

Jeg har da ofte været ude for, at en persons argumenter er begyndt at gå i en helt flyvsk retning, men lad dem i det mindste færdiggøre med høfligt lyttende mine, og kom derefter med, hvad du selv har at sige. Det skaber åbenhed i en samtale, i stedet for at den ene person underkues.

For slet ikke at tale om, hvor ydmygende det er at blive afbrudt i en samtale mellem flere personer, så det virkelig bliver stillet til skue, at man er den laverestående.

Og under det hele er en afbrydelse jo i virkeligheden et udtryk for, at man er bange for, at den, man afbryder, når at færdiggøre en pointe, man ikke selv kan argumentere imod. Det er en taktik, der skal forvirre og nedlade modspilleren.

Men hvis der skal føres en samtale, hvor vi er modspillere i stedet for medspillere, der har integritet og modenhed nok til at lade hinanden tale ud, inden man selv kommer bragende ind, har jeg meget lidt interesse i overhovedet at deltage.