Nå men, så kan det godt være, at vi er ved at være nået derhen, hvor jeg skal til at starte lidt op med at skrive indlæg igen. Ville bare ikke begynde, før jeg synes, jeg var helt færdig med at feriere – men ferien, den er sgu long gone by now. Sidder med bachelorprojektet, og det er non-fun, så firkantet som det kommer.
Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, der jubler, når de får deres bøger – de bøger, der er pensum til næste semester. Dem der med ikke bare mild interesse, men frådende iver kaster sig over at skrive opgaver, læse bøger og skrive noter til forelæsningen, med et vildt glimt i øjet og et stort henført smil klistret hen over på ansigtet.
Hvad er der egentlig med dem?! Lader de bare, som om de æælsker alt ved deres studie/arbejde/whatever og bare synes, at det er flammen, der holder deres liv kogende,
eller ER det virkelig flammen, der holder deres liv kogende? Og er det i så fald en særlig god ting?
Det er det evige brændpunkt mellem det at ”brænde” for noget – og så forstillelse.
Langt de fleste elsker det, og synes det er fedt, når de selv eller andre ”brænder for noget”. Især, når de brænder for deres arbejde, eller bare erhvervet – eller miljøet, som det vel er, når man studerer.
Det er det, de samme mennesker kalder passion. ”Jeg brænder for mit arbejde – det er min passion.”
Nå, jamen hvis du virkelig har det sådan, så hurra for det. Selv ved jeg ikke, om jeg synes, det er nogen særlig god ting. Interesse, ja. Arbejdsglæde og engagement – selvfølgelig. Men passion? Er det virkelig nødvendigt at brænde for noget for at være værdifuld og have mening i livet?
Jamen jo jo, jeg synes da det er alle tiders, når folk elsker deres arbejde, eller deres studium, det gør jeg virkelig. Jeg under dem da gerne, hvad der gør dem glad, uanset hvad det måtte være, ingen tvivl om det. Jeg undrer mig, når deres engagement virker ekstremt, bare over, om de så virkelig mener det, eller om de snarere synes, at det er nødvendigt, at det ser sådan ud.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg selv brændte for noget. Ikke at brænde for noget – ikke at have nogen passion – det lyder jo så tomt og kedeligt. Jeg holder meget af jurastudiet og har stor interesse for det, men ærligt talt, så synes jeg da stadig, at sommerferien er den bedste tid på året. Jeg elsker at tegne, male og udfolde mig kreativt på alle mulige måder – men ville jeg gøre det alle døgnets 24 timer, hvis jeg kunne? Egentlig ikke. Jeg elsker musik, men jeg elsker bestemt også stilhed. Madlavning er noget af det, jeg faktisk holder allermest af i hverdagen – men mange dage har jeg da mest lyst til at ringe efter en pizza. Og mit arbejde – mit arbejde er mit afbræk fra de noget hårde studier, min mulighed for at snakke med kollegerne, have kommunikation med andre mennesker og gøre dem glade… men der er da dage, hvor jeg langt hellere bare ville tune in og have fri.
Er mit liv så tomt? Andre er måske uenige, men selv mener jeg bestemt nej. De mennesker, jeg elsker – min familie, mine venner, min kæreste – de er dem, der giver mit liv indhold. At jeg foretager mig det, jeg har mest lyst til, på det tidspunkt, jeg har lyst til det, giver mit liv indhold. Og jeg vender da gladelig tilbage til mine studier, når de først får ordentligt fart på til september, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre liv for mig lige nu end studielivet, og jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere ville studere end jura.
Jeg sukker da alligevel ofte, når jeg så rækker ud efter bøgerne, for nu SKAL jeg altså få læst… Og jeg er glad på vegne af dem, der omvendt ikke kan vente med at få lov til at læse i selv samme bog.
Jeg håber bare, for jeres egen skyld, at I mener det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar