Så sagde vi pust uuuud......

I eksamensperioden – og generelt gennem studietiden – er hjernen 90 % af tiden indstillet på Dårlig Samvittighed over alt det, man ikke får læst. Og når eksamenslæsningen er slut (føler mig lidt som ham den gamle bibliotekar i Shawshank Redemption, der bliver løsladt efter 50 år i fængsel – slut?! Nej, nej – I want back in!) er hjernen naturligvis ikke sen til at fylde de sorte huller ud med nye ting, man kan have dårlig samvittighed over. 

Jeg har én gang besøgt min papstoresøster og hendes fine lille søn, som hun fødte for halvanden måned siden. Sidst jeg var hjemme og besøge Den Store Familie (med min far som overhoved) var på samme tid, og det er over to måneder siden jeg så Den Lille Familie (med mor i spidsen). 

Lyder måske ikke af meget en enkelt gang, men før dét, var det fire måneder siden Den Store Familie var blevet aflagt besøg, og hvad Den Lille Familie angår, snakker vi to måneder igen. Nu er det ikke fordi jeg tror, at de hvert sekund af deres liv går og venter på at se mig igen (jo, jeg gør), men jeg savner dem. Sgu!

Men lige nu er klokken kvart i ti om formiddagen, jeg skal ikke være på arbejde før i eftermiddag, jeg sidder med min morgenmad (hrm) i Programmørens gamle efterskole-t-shirt og kigger ud på himlen, som er overskyet på den lette måde og træerne, der bevæger sig (lidt heftigt) i vinden. Præcis som vejret skal se ud på dagen for Skt. Hans aften. 

Derudover har jeg sovet i næsten 10 timer, nede i Døgnposten venter ny kjole og nyt par sko fra Esprit, og i aften er der bål i Uniparken, hvor jeg får lov at være sammen med vennerne både fra juraholdet og fra kollegiegangen – uden at have studierne hængende fire millimeter over hovedet. 

Eneste minus er, at det vand i hanerne, som er varmt, også har besluttet sig for at holde sommerferie.

En gang imellem må man godt nyde det lidt.

Bare spring over og læs med en anden gang.

Jeg har nu haft læseferie (lorteudtryk udtænkt af Grimme Voksne i lange brune nederdele og bæltet spændt fast oppe under armhulerne – og brillekæder!) siden d. 25. april. Det er fandme lang tid.

Jo, det er.

Er så træt, så træt, at jeg har trang til at brække mine indvolde ud over alt, hvad der hedder skolearbejde. Det føles, som om min krop værker helt ind til knoglerne, og mit hoved er ved at sprænges af at have kørt rundt og rundt i det samme shit i så lang tid.

Det har været ærgerligt, at det skulle gøres på denne her måde, for jeg interesserer mig for mine fag og går op i dem, men når ens arbejde de seneste tre uger (og halve år) hver gang bliver bedømt på et tilfældigt trukkent spørgsmål, man bliver stillet, lige efter at være blevet grillet over sagte ild i skafotkøen, og som man helt blank skal udtale sig om på ti minutter, så synes jeg sgu da bare, det kan være lige meget. Helt ærligt.

Ja, jeg hader eksamen (who doesn't), ja, det gik dårligt og ja, jeg klynker, men jeg har fucking fortjent at lukke lort ud i cyberspace, med de par måneder, jeg har haft. De fleste IRL personer slipper til gengæld for alt for meget dårlig luft.

Men jeg bestod, og orker ikke også at skulle til at brokke mig over karakteren i sig selv. Dem, der har overskud til det, har ikke brugt den på at forberede sig. Siger bare.

Er god igen i morgen.

Men jeg har lyst til at sove i et år.

Så det vil jeg gøre – eller i hvert fald til i morgen tidlig, hvor jeg skal på arbejde. Når man er studerende er arbejde lig ferie og ferie lig arbejde, men dét skal jeg nu ikke brokke mig over, for mit arbejde er dejligt, og nu har jeg sommerferie :-)

Godnat

Og så er det ikke fedt at have den dagen inden eksamen.

.....


Vi ses på den anden side.

Uden modvind, ingen medvind.

Synes faktisk godt, det kan undre lidt, hvor meget perspektiv, man kommer til at få på tingene, når man står på Den Anden Side.

Da jeg var på arbejde her forleden, fik en kollega og jeg pludselig sindssygt travlt. Chefen havde overladt butikken til os to alene for en eftermiddag/aften, hvilket ikke sker så tit, men ugen havde trods alt været stille og rolig, så der var ingen advarselslamper, der blinkede. 

Der sad spredt et par folk og hyggede over en kop kaffe, og derudover var et enkelt bord reserveret til en gruppe, der kommer fast på denne ugedag. Han vinkede farvel uden bekymringer, og vi genoptog arbejdet ligeså.

Og så går folk i Århus ellers amok og vil på café, og det skal bare være nu.

Da jeg som den eneste af os, der var på arbejde, har hygiejnebevis, stationerede jeg mig i køkkenet, mens min partner in war tog opstilling ved disken.

Bestillingerne strømmede ind, og der var ingen grænser (sådan så det i hvert fald ud for mig på daværende tidspunkt) for, hvad folk bestilte af større madretter og dertilhørende drikkevarer, som min kollega stod for at skulle ordne og servere, mens hun samtidig tog imod nye bestillinger.

Vi fik begge sved på overlæben og plamager på kinderne af stress, alting fløj om ørerne på os og mine hænder arbejdede hurtigere, end jeg nogensinde før har oplevet på arbejde.

Vi har tusindvis af gange haft det samme arbejdspres, men da har der været flere og mere rutinerede medarbejdere til stede, og der har altid været nogen med den vidunderlige egenskab Ægte Overblik (som også kun Ægte Voksne kan have).

Efter et stykke tid begynder folk at trippe. To kopper kaffe kan da vel for hulen kun tage så og så lang tid, eller skulle vi mon en smuttur til Brasilien for at hente kaffebønner først?

Da jeg stod i situationen, tænkte jeg: Hvilken del af princippet ’kø’ er nu så svært at forstå? Nej, det tager ikke lang tid, men der er en hel hær af mennesker, der har bestilt før dig, og de sidder også og venter utålmodigt på deres ordre – det er dét, der tager lang tid. Vi er to mennesker på arbejde her, og vi gør det så hurtigt og godt, vi overhovedet magter. Og jeg vil altid, uanset hvor travlt, jeg får, stå fast på, at kvalitet kommer før kvantitet, selvom jeg vil vedgå, at kvalitet ikke behøver at være noget, der går langsomt.

Hvis jeg aldrig havde arbejdet i en café før, ville jeg med stensikkerhed have stået og tænkt: Så come nu lige on! Bad om en kop kaffe – meget overskueligt skulle jeg mene – så rub neglene, og yd noget service i stedet for at dandere den! (jo, det hedder det). Jeg går ikke i byen og betaler for varer og service, for så at få serveret en dårlig undskyldning og lang ventetid i stedet.

Selvfølgelig er det chefens ansvar, at der er balance mellem arbejdspres og medarbejdere, men jeg kan simpelthen ikke bebrejde min, at han ikke havde set det komme. Han er en meget hensynsfuld og opmærksom person, og at efterlade stedet en ganske almindelig hverdagseftermiddag i juni, hvor der alligevel aldrig sker en skid, til to alligevel relativt erfarne medarbejdere, med tre timer til lukketid – det må altså være i orden, og det står jeg 100 % ved. Så lærte vi på den hårde måde, hvor hurtigt det kan vende, so what.

Jeg ved, at jeg aldrig i mit liv – uanset hvor højt et niveau, jeg måtte nå karrieremæssigt, og uanset hvor langt jeg vil komme til at presse forventningerne til folk omkring mig – kommer til at være gnaven og giftig som kunde på en café i en lignende situation; så længe, det er tydeligt, at der bliver præsteret en indsat på den anden side af kasseapparatet. Jeg kommer aldrig til at forstå de mennesker, der føler sig overlegne over for servicepersonale og mener, at de alene i kraft af en højere uddannelse eller whatever er hævet over folk, som tjener penge på at tørre borde af og hælde saftevand i glas. Al arbejde er sgu let til tider og hårdt til andre.

….

Og nu vi taler så godt om perspektiv, er det næsten en måned siden, jeg bestilte mine nye studiebøger hos DJØF. Har rykket adskillige gange hen over den sidste uge og blev forsikret om, at den nok skulle være der aller, aller, aller senest fredag. Da jeg stå ringer (igen!) i dag, bliver jeg mødt med: ”Nå ja, men jeg kan se her på listen, at vi sender den i morgen”. 


?!?!

I morgen? Ja, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det er svært for posthuset at have pakken klar i fredags.

…

Sådan er der så meget.

An American Girl in Marriage

Jeg er kæreste med (Sæt kryds: Ja, nej, måske?) Programmøren, og på Programmørens studium går en anden programmør, Thomas, som for en god ordens skyld hellere må komme i bekendtskabskategorien, selvom det kunne være dejligt at kalde ham en ven. 

I hvert fald mødte jeg ham via Programmøren, og via ham mødte jeg hans vidunderlige kone, Jessie.

Nu er jeg egentlig ikke typen, der går og smider omkring mig med ord som ’elsker’ og ’vidunderlig’, men den tøs, hun er bare vidunderlig. Hun er amerikaner og har boet i Danmark i… 3 år? (Ja: det var bekendtskab, vi blev enige om). Hun taler absolut flydende, fejlfrit dansk – med lidt accent, når der kommer alkohol indenbords. Respekt (!). Hver gang, jeg har mødt hende, er hun ét stort smil, og selvom man ikke selv tilhører den race af den menneskelige befolkning, der ubesværet og naturligt falder ind med folk, man ikke kender, så gør hun samvær så… ikke-akavet. Hun har masser af overskud og giver den simpelthen max gas i livet, sådan helt generelt. 

Hun er i alle ordet betydninger cute, og man må bare være forelsket i hende på stedet. Jeg sagde engang til Programmøren: Hvis vi to engang splitter, så vil jeg komme sammen med Thomas og Jessie! Hvortil han svarede: Så må du løbe om kap med mig.

Nu er jeg faktisk ikke 100 % klar over, om Thomas’ og Jessies status af rette ægtefolk har noget at gøre med, om hun er amerikaner (læs: udlænding og derfor har fået sit ophold her i det ganske danske land besværliggjort af DF, vores allesammens darlings) men det har det jo sandsynligvis, i hvert fald delvis (hva’, er I gift fordi I elsker hinanden, eller er I bare…? Nej, vel?).

Lad os starte med lige at slå fast, at de her to folk virkelig elsker hinanden, hvis nogen gør det. De er gift på… 4. år? (arj, men altså… Faktisk kender jeg slet ikke de her folk. Bare noget jeg finder på), og de er så søde sammen. Ikke på den iscenesatte måde, bare afslappet smaskforelskede. De kan ikke lade være med at smile, når de taler om hinanden, og de kan i øvrigt knap lade være med at tale om hinanden i 10 minutter ad gangen. Og på en eller anden måde er det ikke pisseirriterende.

Men, hvis ikke jeg skal sagsøges for at have lagt folk i koma med dette indlæg, må jeg hellere komme frem til pointen. Faktum er, at Thomas og Jessie både elsker hinanden og er gift, hvilket er lidt af et særsyn i min omgangskreds – altså det med at være gift (!). Gennemsnitsalderen dér er vel en 23-24 somre, og hvis man nævner ordet ’ægteskab’ for dem, slår langt de fleste en høj latter op. Ægteskab?! Det er jo gammeldags, kedeligt. Et stykke papir, der ikke betyder noget. Og pludselig ender argumentationen ude i noget med forstæder, hvide stakitter og vovhunde. Og så er det bare, jeg tænker…

Say what?!

Helt konkret kom det af en samtale om den gifte tilstand, til noget så Voksenagtigt som et middagsselskab, hvor der blev prikket lidt til The Holy Institution, som jeg så ud fra juridiske synspunkter forsvarede, fordi jeg lige havde været til eksamen i familieret og skulle blære mig med min no-knowledge. Jessie så på mig og sagde noget i stil med: "So nice to hear this! You're the only person, I've heard actually defending marriage!".

Så blev englen sgu gal. Nu skal man altså til at skamme sig, hvis man er gift? Ligge under for den ene anklage efter den anden fra de stakkels singler, der samtidig så nødig vil være stakkels, om at man er en afhængig, naiv, følgagtig zombie? (Bare for at få kogt alle skældsordene ned i en enkelt sætning).

Og ja, jeg føler mig angrebet, både på egne og andres vegne. Det kan simpelthen ikke passe, at vi nu skal til at være så unikke og højtravende alle sammen, at vi skal se ned på dem, der har valgt ikke aktivt at sætte sig selv i en lidende offerrolle (Ahmen, jeg har jo lært på den hårde måde, at det er karakteropbyggende bare at være sig selv. Man må jo lide for at kunne finde sin indre ro og være fundamentalt stærk. Hvad med nej?).

Og ja, det kan da godt være, at du er ’fri og uafhængig’, at du kan gøre hvad du vil, gå, når du vil eller blive, når du vil. Good for you. Knock yourself out. Men når jeg så gør, hvad jeg vil – så er det forkert? ”I elsker hinanden? Har gjort det i lang tid? Er stabile? Puha, den skal du sgu passe på med. Er ikke godt. Slet, slet ikke godt.”

Hvad med at give gifte folk og folk i parforhold en chance for at gøre, hvad de gerne vil (Oh, Honey – ved det godt :-(. Kan bare ikke udtrykke det bedre).

Don’t get me wrong: Jeg siger på ingen måde, at man skal blive i et forhold, der ikke fungerer, eller at det er en svag beslutning at slå op med en anden. Og singlepige/-fyr: Lad nu være med for 10.000nde gang at se dette som en undskyld for at svælge i, hvor stærkt det er at være single. Det er faktisk slet ikke der, jeg vil hen. Jeg taler om, at egne valg har lige stor værdi, uanset om valget så går på at være alene, på at være i et åbent forhold, på at være enlig forælder eller på at være sammen med en anden the good old fashioned way.

Og jer, som har så nok I jer selv: Kan da godt være, at I ikke behøver noget ’bevis på jeres kærlighed’. Nej, og jeg behøver heller ikke noget bevis for, at I er friggin selvfede. Super, at I kan være så in sync, men så lad være med at lade som om, at det ville være den letteste ting i verden at skride i morgen. Beslutningen om at indgå i et ægteskab er stor og alvorlig, og ganske rigtigt noget, som shouldn’t be entered into lightly. På den baggrund synes jeg egentlig, at ægteskabet fortjener lidt respekt.

Men parforhold er under mindst lige så heavy attack.

Som på ingen måde begrænser sig til kun at komme fra ’de unge mennesker’. Engang imellem tror jeg oprigtigt, at mine forældre brændende ønskede sig, at jeg smækkede med døren, kravlede ud af vinduet og stak af bag på motorcyklen af ham med de forkerte venner og løse forhold til sne og græs, hvorefter vi kunne have en masse på hinanden følgende break-ups og kisses-and-make-ups - og break-up til sidst, selvfølgelig. 
I stedet for at være så skide fornuftig at finde en sød fyr og så blive sammen med ham, så længe vi elsker hinanden. Det har i årenes løb gjort dem mere tossede på mig end noget som helst andet.

Så til alle I andre unge derude: Den nye teenage-revolution er ikke sex, drugs and rock’n’roll. Det er fast parforhold (farligt, farligt).

Den lille biografi

Det burde da være muligt at finde en niche i tiden, her i eksamensperioden, til et ordentligt intro-indlæg, ikke? Ikke rigtigt. Nå, men here goes:

Jeg har fulgt et par blogge gennem nogen tid og havde egentlig ikke planlagt et soloopstart, men lysten kom til mig, og så er det vel bare at springe ud i det. Jeg ved ikke, om der kommer noget særligt tema i bloggen – det er i hvert fald ikke hensigten. Et eventuelt tema vil nok (bare) være mine oplevelser og tanker.

Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var barn og har altid følt, at det udløste et eller andet; noget selvindsigt eller om ikke andet eftertænksomhed. En måde at tænke, før jeg talte. Når jeg var utroligt vred, følte mig urimeligt behandlet eller bare havde et rodet aspekt i mit liv, som behøvede ord for at få struktur, så var dagbogen der, og selvom det kun var mig selv, der så den – og sjældent læste i den – så var den min ventil, og jeg kunne gennem skrevne ord undgå at gå amok på omverdenen, hvis det var det, der var nærliggende.

Min blog hedder Jurastudinen. Det er mest af alt et udtryk for, at jeg læser jura; clean and simple. Jeg identificerer mig ikke som sådan med jurastudiet, men det er en stor del af min hverdag og vil således også skinne igennem i mine indlæg.


Jeg er helt ny til det her, så jeg ved ikke, hvordan man promoverer sig. Om nogen læser bloggen eller ej rører mig egentlig ikke så meget, selvom det er klart, at jeg nu aktivt har valgt at lave en blog i stedet for bare at skrive i dagbogen. Ud fra dén tanke, bør jeg måske sige bare lidt om mig selv:

Jeg har valgt at være anonym, om ikke andet til at starte med. Her kommer den konfliktsky side måske lidt frem i mig, men måske en dag bliver jeg modig nok til at underskrive med mit eget navn. 
Helt uden personlige oplysninger bliver bloggen dog ikke, så jeg kan til at starte med sige, at jeg flyttede til Århus for lidt under to år siden, i august 2009, i forbindelse med at jeg havde afsluttet gymnasiet og nu påbegyndte jurastudiet på Århus Universitet. Jeg flyttede ind på et kollegium (hvor køkken, men ikke badeværelse, slap bare af, er delt mellem 14 beboere), og selvom jeg altid har været meget privat og aldrig har haft den mindste lyst til sådan noget som at gå på efterskole, så elsker-elsker-elsker jeg fænomenet. 
Jeg har de sidste mange år haft mange mennesker omkring mig, da jeg derhjemme har fem mindre søskende, så jeg kan rigtig godt lide selskabet, men synes samtidig, at det er skønt at være i stand til at lukke døren – og at den forbliver lukket. Den private side af mig, som ind i mellem kan have en lidt træg fremgang rent socialt, nyder også godt af at være ”tvunget” sammen med andre mennesker i køkken og stue, og langt de fleste af disse andre mennesker er jeg på god bølgelængde med.

Studiet holder jeg også meget af, selvom det af og til – som f.eks. lige nu – er ved at drive mig til vanvid. Jeg har arbejder på en café i det centrale Århus og har gjort det i nogen tid. Jeg er utrolig glad for det; jeg har både gode chefer og kolleger, og arbejdets indhold er et skønt afbræk fra studierne.

Jeg har en kæreste, som jeg har haft i de sidste 5 år, og som jeg elsker utroligt højt, mere og mere for hver dag der går. Vi deler stort set alting med hinanden (ja, gå bare ud og bræk jer nu). Vi bor dog ikke sammen endnu – grunden til dét må vente til en anden god gang.

Men mere interessant er mine personlige fakta vist heller ikke, så jeg vil lukke og slukke for nu, og så får vi set, hvor god jeg er til at bruge bloggen og til at skrive blogindlæg.

Over and out.

When it's new.

Originaliteten i fremvisning her på min splinternye blog vil næsten ingen ende tage, men til mit forsvar er og bliver jeg it-spasser, modsat de fleste andre kvinder.
Indtil jeg får styr på lortet frem for at have lort på styret, bliver indlæggene herinde nok begrænsede. How does this shit work??
Men bare vent.
Vender frygteligt tilbage.