mandag den 19. december 2011

That's not cricket.

Da jeg i morges sad og løste Politikens søndagskrydsogtværs med en kop te i fuldendt pensioniststyle, sad jeg tilfældigvis til bords med en medkollegianer, der har det med at slubre sin mad – om det så er havregryn med mælk, suppe eller sågar en leverpostejmad – så højt, at man får flashbacks til dengang, hvor man så B-gyserfilmen, hvor ham fyren med vandskræk, der sidder i en gummibåd midt på en pool, stikker hånden i vandet og sluges under, fordi en eller anden djævelsk vicevært har trukket proppen ud (okay, måske C-film, nu jeg tænker over det).

Det lyder i hvert fald meget højt.

Til min rædsel måtte jeg bekæmpe en stærk trang til at bede manden om at spise ordentligt.

Og i den forbindelse kom jeg til at tænke på endnu en ting,jeg ikke burde udtale mig om, inden jeg selv har fået børn: opdragelse og manerer.
Miss prissy eller miss sloppy? Selv vil jeg helst undgå at være nogen af dem.

Ifølge min mor må man med hensyn til at indgyde sine børn et vist mål af manerer vælge sine kampe, medmindre man ønsker at få tildelt pokalen for Årets Hitlermor. Hvad angår bordskik har hun for eksempel valgt at stå fast ved, at man ikke begynder at hælde i hovedet, før alle har sat sig. 
Til gengæld er der ingen grund til, at ungerne skal blive siddende, så forældre med spisevaner som marsvin med ADHD kan trække deres børns aften i langdrag, når de trods alt har andet at tage sig til.

På samme måde har jeg det sådan, at der er noget tabubelagt adfærd, jeg er så absolut ligeglad med, at jeg knap kan komme i tanke om nogle eksempler derpå, og noget, hvor jeg stadig vil mene, at ”det gør man bare ikke”.

For eksempel synes jeg, at det er dårlige manerer ikke at sige tak, at sige ”næh” i stedet for ”nej tak” og at sige ”halloooo?” eller ”a-hva?” frem for ”undskyld mig?”. 
Jeg får tics, når folk gaber som en løve med paradentose uden at holde sig for munden, når de skubber sig foran i køen, og når de ikke rejser sig op, eller i det mindste letter røven fra sædet, når man giver hånd.

Andre ting balancerer lidt frem og tilbage på kanten mellem høflig og uhøflig opførsel. Eksempelvis at have hat på, når man sidder indenfor. Egentlig er jeg ret ligeglad, når jeg ser det, men da jeg forleden hørte en mor beklage sig over, at hendes børn skulle tage huer, hatte og kasketter af, når de sad i klasseværelset, og at det var for dårligt, når nu lille Ida-Viola havde fået en ny baret i lilla økologisk strik, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at man da i det mindste skal vide, at visse mennesker anser det for uhøflig adfærd at beholde hatten på indenfor. 
Brug af bandeord kan også være upassende i visse situationer og knap så vigtigt i andre.

Så er der den omdiskuterede med at rejse sig op for ældre, gravide eller ”gangbesværede” (i det hele taget). Jeg ville til enhver tid give mit sæde i bussen – uanset hvor jeg sad – hvis en ældre kom ind i bussen, og der ikke er nogen andre sæder. Jeg har gjort det adskillige gange og har også set andre gøre det (so shove it).
Når det så er sagt, så synes jeg heller ikke, at hele verden skal kaste sig i gruset, hver gang et ældre menneske kommer ind i lokalet. Desværre virker det ofte, som om de forventer det; "jeg er ældre/handikappet, og derfor har jeg automatisk førstepladsen i køen/det bedste sæde i bussen/forkørselsret".
Gu’ fa’en har du ej!
Hvis der er masser af ledige sæder i bussen, gider jeg sgu ikke rejse mig om og stå skoleret som en anden røvslikker. Find dit sæde og pas dig selv. Hvis jeg har en pladsbillet i toget, giver jeg ikke mit sæde til en ældre, der ikke har. De har de samme muligheder for at købe en, so get moving. Hvis jeg har en fyldt indkøbskurv, giver jeg ikke min plads i køen til den ældre bagved, der kun har den halvt fuld – ja, I’m sorry, men jeg var der først! 
De ældre og handikappede skal da have forrettigheder, hvor det er relevant, bevares, men ellers skal de altså behandles som enhver anden. Jeg går da kraftigt ud fra, at de anser sig selv som ligeværdige med os andre og ikke føler sig hævet over os – og hvis de gør, kan de rende mig, jeg piler ikke af vejen for dem som en underdanig hund.

Og til sidst er vi så henne i det felt, hvor jeg synes, at pernitne Voksne gerne må være så venlige at stikke piben ind. Visse manerer hører altså hjemme i oldtiden. 
Som for eksempel den der lidt for langlivede dille med at sende takkekort til gud og hvermand for den mindste lille ting. ”Min nabo lånte mig en kop sukker, han skal have en buket blomster med takkekort” (du tror ikke, han er mere interesseret i en kop sukker?); ”Det var så sødt af hende at ringe på min fødselsdag og sige tillykke; det skal hun have et takkekort for!” (hun er din tante, som du sidst så til akavet familiefest for 25 år siden og som bor på Færøerne, foruden det faktum at hun ikke sendte dig et kort – behøver jeg sige mere?). Nu må det altså stoppe med det takkekortsinflation!
At man ikke må tage det sidste stykke kage, men at man til gengæld SKAL takke ja til det første – dén må de altså også gerne lide døden ved halshugning for min skyld. 
Vi lever trods alt i det 21. århundrede, guys.

Det er blevet sagt, at ens manerer er en ”reklame” for, hvordan du er som person.
Nu viser en reklame jo sjældent sandheden, og hvis folk har det sådan, må de have et meget anstrengende liv. 
Der er ikke noget galt med at vise folk, hvem man egentlig er; alting behøver ikke at være en overpoleret udgave af sandheden, hvor kun de bedste sider fremdrages. Man kan ikke undgå at fornærme nogle enkelte hen ad vejen. 
Dog er der ingen grund til at pisse folk af. 
For det der med at man sjældent får endnu en chance for at gøre et førstehåndsindtryk, det er vel rigtigt nok.
Så: opfør dig pænt, men vær dig selv. Rejs dig op, sig pænt goddag, sig tak for maden, men nej tak til kagen – smil og SPIS ORDENTLIGT for crying out loud. Ellers må du sgu skide, som du lyster. Som det jo hedder.









søndag den 11. december 2011

Home, sweet home

Kombinationen af at gå på universitetet og at bo på kollegium er noget af det bedste og mest fuldkomne, jeg har oplevet i hele mit (dog ikke videre lange) liv. 
Det kan være, at det bare er mig, der er heldig, men det virker, som om vi alle nu har gennemgået den Endelige Sortering.
Allow me to explain:

Sortering nr. 1 – fra folkeskole til gymnasiet: Alle de uduelige røvhuller, der ender med en fuldtidskarriere som indiskret butikstyv og lever af rapsede engangsskrabere, halvfordærvede bananer og ris, delvist fordi ekspedienten ved Dagli’ Brugsens udtjente kasse havde for ondt af deres sørgelige eksistens til at kommentere det, ja, de kom aldrig videre på gymnasiet.

Sortering nr. 2 – fra gymnasiet til universitetet - lad os sige nærmere bestemt jurastudiet, så jeg ikke kommer til at udtale mig om alt for meget, jeg ikke aner en skid om: Mit gymnasium var fuldt af ulidelige pigekliker, der havde det som deres primære hobby at udelukke pigerne uden for kliken ved at opdigte ligegyldige rygter om ligegyldige forhold, hvorefter de spærrede deres eyelinerbemalede øjne og dertil hørende lipglossindsmurte munde op, så det obligatoriske tyggegummi nær faldt ud, når de "afslørede" at man (jeg) ikke anede noget om disse rygter. 
Det lykkedes dog mig at få et klap på skulderen og et flygtigt smil i ny og næ – f.eks. når jeg hjalp dem lidt for meget med lektierne eller hørte på deres tuden over skole- og kærestesorger, som de ikke kunne dele med deres übercool girlfriends af frygt for den gymnasielle ækvivalens til dødsstraf: eternal exclusion. Alt sammen i et desperat forsøg fra min side på at være eller blive en smule mere vellidt. 
Imens havde drengene i gymnasietiden tilsyneladende til deres egen store overraskelse opdaget hårvækst på diverse kropsregioner, og nu fundet ud af, at al lykke drejede sig om at råbe utroligt højt, drikke store mængder alkohol, som de egentlig syntes smagte ad helvede til, men alle andre gjorde det jo, samt at knalde så mange beduggede gymnasieklikeoutcasts på toilettet som muligt. Eller også befandt de sig i en tåge af unævnelige sager under kældertrappen, hvor de reciterede egne, tvivlsomme digte fulde af pubertet og Weltschmerz. 
Blandt de her nævnte typer fandtes naturligvis også mix-and-match-tilfælde.

Det skal straks siges, at en del af disse eksistenser – begge køn – transporterede sig videre til universitetet, hvor deres opførsel i det store fulgte samme stil. En betydelig del af dem er dog sorteret fra, og de som i virkeligheden hørte til i gruppen af intelligente, interessante og dygtige mennesker med ganske udmærket humor og et minimum af styr på deres liv (nej, ikke kun mig), blev udskilt fra deres hidtidige status som langsomme, kedelige og socialt akavede nørder til Rigtige Mennesker.

Sortering nr. 3 – fra universitetet til kollegiet: Det er klart, at førnævnte gruppe af pigekliker og højtråbende, rundforvirrede knægte faktisk husede visse medlemmer med omløb i hovedet; dem, der nu går på universitetet, hvor de febrilsk leder efter nogen at være i gruppe med, så alle undgår at se, hvor tåbeligt de tager sig ud. De bosætter sig imidlertid naturligvis ikke på et kollegium, men sætter sig i stedet straks i gæld i en alt for stor lejlighed, som de indretter med hvide IKEA-sofaer, PH-lamper og mellemdyre vine fra Kvickly i reolen, som de kan bruge, når de leger voksne værter for "sofistikerede" cocktailparties.

Og her sidder jeg så på kollegiet. 
En gang på 14 mennesker, der alle sammen accepterer hinandens små særheder og forskellige personligheder uden straks at danne slyngveninde- eller best buddies-forhold og derefter sætte resten i bås. 
Som al anden praise to human decency lyder jeg med sådan en sætning som en lykkeligt deprimeret pædagog på antihistamin, men til vores julefrokost i går kunne jeg mærke det helt ind i maven; accepten. 
Ikke fordi jeg drak alkohol, hvilket jeg ikke gjorde i noget nævneværdigt omfang (som man jo ellers skal, I know), ikke fordi jeg hylede og dansede rundt, ikke fordi jeg engagerede mig i lange, seriøse samtaler om politik eller et eller andet smalt, videnskabeligt emne (your choice) eller fordi jeg ikke gjorde det. Bare fordi, jeg er mig og hører med i fællesskabet.

Det betyder ikke, at vi ikke kritiserer hinanden eller at vi aldrig skændes, eller at vi for den sags skyld har særligt dybe forhold til alle. Accept hører bare med i velkomstdrinken (ja ja, hun ryster dem ud af ærmet).

Den første februar - efter at jeg var flyttet til kollegiet i august - mødtes jeg med min gymnasieklasse. Jeg så efter eget, for det meste korrekte, udsagn pisselækker ud. Jeg havde styr på mit liv; ikke på den maniske, planlægningsfile måde, men jeg var tilfreds og lykkelig med den situation, jeg befandt (og stadig befinder) mig i. 
Og i løbet af to minutter var jeg sat tilbage i min gamle bås fra gymnasiet.

Jeg kunne knap tro det, men på det tidspunkt gik det virkelig op for mig, hvor mit hjem var; her, hvor sidder nu, på mit lillebitte kollegieværelse med udsigt halvt ud over Århus og halvt hen til ældreboligerne, hvor jeg – til tider på foruroligende vis – kan se direkte ind i deres hjem. Med programmøren ved siden af mig og resten af gangens beboere, hvor de nu end befinder sig. Og i går aftes blev jeg lige mindet om det igen.



lørdag den 10. december 2011

Det’ søreme, det’ sandt…

Jeg elsker virkelig julen. Jeg elskede den mere, dengang den ikke var lig med eksamenslæsning, men jeg elsker den nu stadig. 
Den giver anledning til hyggelige og underlige ting, som folk ikke stiller spørgsmålstegn ved, fordi det er december.

Som f.eks. at gå i kirke.

Eller spise sylte (vi snakker kogt grisehoved i gelé her. Seriously). Generelt at spise klam mad, som vi yderst sjældent ville give os til at spise i enhver anden måned.

Men her til formiddag oplevede jeg det. Tegnet. Nu er den her!
Jeg kiggede ud af vinduet og ned på græsplænen, hvor en gruppe mennesker kom gående med meget lange, røde og blå dimser over skulderen. Det så aldeles absurd ud, så jeg sagde straks til programmøren: 
”Prøv at se ud af vinduet!”

Programmøren kigger ud. ”Ja, det er dejligt vejr”.

”Nej, nej – se dem, der kommer gående! Hvad er det, de har med??”

”Nåh – det ligner appelsinkanoner”.

”???... Hvad er dét?”

”Det er en kanon, der skyder med appelsiner. Lavet af kloakrør”. (med undertonen: obviously)

”Hvorfor?!”

”… … … FORDI DET ER SJOVT!”

”…. Nåh”.

Glædelig december; det sør’me, det’ snart, det’ jul!


onsdag den 7. december 2011

Århus Universitet/Haunted House?

Bare ikke lige dér man har lyst til at skulle ned en mørk vinteraften på vej hjem fra læsesalen...



tirsdag den 6. december 2011

Så hellere ud i kulden.

Nu har der i den senere tid udfoldet sig et par politiske skandaler og ophedede debatter, i det omfang der stadig er forskel på de to.

Debat om debat eller debat om skandale har kørt lige så meget på Facebook og i almindelige samtaler som i medierne, og det slår mig lidt, hvor let folk tilsyneladende har ved at vælge side, når de er medlem eller tilhænger af et bestemt politisk parti.

Det siger måske sig selv.

Men for nu at være ærlig; det der med at være tilhænger af et bestemt parti eller endog medlem af det – det er lidt let, ikke? Bevares, man kan da sagtens have en overordnet politisk overbevisning, og det synes jeg sådan set også er ret sejt, når man har (selv er jeg endnu for splittet til at føle mig helt overbevist; kan være det kommer med alderen), men ethvert konkret forhold hører ikke altid åbenlyst til i en bestemt ideologi. 


Og i de tilfælde, behøver man ikke længere selv at tage stilling eller at danne sig sin egen mening. 
Når der kommer en ny, særlig debat, kan man bare hive sin smartphone op af lommen og tjekke, hvad partiets holdning er til dét, hvorefter man kan lufte den som sin egen. 
Der går næsten lidt 1984 i den, for jeg nægter altså at tro på, at næsten hele Danmarks befolkning meningsmæssigt er delt op i 8 fuldstændig homogene grupper efter de 8 større partier. 
And yet; hvis man tillader sig at have en anden holdning end partiets eller ikke støtter op om sin korrupte formand, så er man allerede sparket ud. 

Jeg tillader mig at præsentere dette som et faktum, fordi jeg trods alt kender en del, der er medlem af politiske partier i Danmark, og unge som gamle; de følger alle mere eller mindre blindt deres partis mening. ALT hvad der bliver sagt i deres parti er åbenlyst genialt, mens ALT hvad der bliver sagt eller besluttet i et oppositionsparti er latterligt og helt ude i hampen. Man er imod, kun fordi ens parti principielt er imod det. 


Er det ikke lidt for nemt?



søndag den 4. december 2011

Og jeg går heller ikke ind for kold tyrker

Jeg er blevet forladt.

Kan slet ikke forstå, hvad det er, der sker.

Vi har ellers altid passet så godt sammen og altid været der for hinanden, når der var brug for det. Gennem både sommer og vinter, i hverdage og ferier, i glæder og sorger har vi holdt sammen og ikke så meget som en eneste gang har vi ladt den anden i stikken.


Men nu er det sket:
Min næsespray er holdt op med at virke!

Dear God, sig ikke, at jeg er blevet immun.
Jeg kan ikke holde UD kun at trække vejret gennem det ene næsebor. Og på en eller anden måde er det det ENESTE, jeg kan tænke på!
Ja, selvom jeg godt ved, at man ikke må for de voksne, og at det som bekendt skaber en afhængighedskurve på linje med den af heroinmisbrug, så må jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg indimellem tyer til good old faithful (until now!) Otrivin (Zymelin kan også gå, jeg favoriserer ikke), når det går trægt med vejtrækningen.
Og konsekvensen, ja: afhængighed. Tydeligvis.
Men jeg gør selvfølgelig det eneste rigtige, når man befinder sig i en afhængighedssituation: råber højt og inderligt ad flasken. Med næsespray, that is.
Pleeeeease, come back, come back!

Det der saltvandssprøjt er bare så meget ikke det samme og bliver det aldrig.

lørdag den 3. december 2011

Næste stop: i rustning på skateboard

Glædelig førsti december. Lad os lægge ud med en ordentlig gang bæ:

Hvis jeg en dag skulle blive mor, vil jeg sikkert fortryde disse ord bittert… 
MEN indtil da kan jeg bare forarge alle andre småbørnsmødre, og venligst henstille til, at de lader tvillingebarnevogne og deslige blive hjemme i forstadsgaragen, hvor de hører til, tak. 
Frem for eksempelvis at parkere dem midt i smal butiksgang, mens de selv begiver sig af sted til kassen, hvor de kan stå og se fromme og tvillingebarnevognsløse ud – eller at trille af sted med dem i snegletempo i nydelig, tæt formation tværs henover gågaden sammen med de seks andre småbørnsmødre med tilsvarende størrelse barnevogne (vi ER enige om, at de er til børn, ikke? Og at børn trods alt er relativt små?), som de partout skulle på café med lige netop den første lørdag i december om eftermiddagen.

Det er 100 % OK at tæske rundt med udvidet badekar på hjul ude i forstæderne, eller for den sags skyld inde i byen på en bare LIDT mindre travl dag (undgå dog stadig helst butikker med små gange), men ærligt talt.
Hvis det er komplet uMUligt at shoppe uden at skulle okse af sted med en gigantflyder med eller uden hylende baby foran sig, så skulle man muligvis have overvejet at gøre det bare en smule før første weekend i Den Danske Kaosmåned.

Jeg nævner i flæng mulige alternativer: send en anden af sted, hvis du er ude af stand til at være væk fra barnet i et par timer (hvad jeg udmærket kan forstå, hvis du er; jeg har selv i en relativt høj alder haft søskende i babyformat), find en barnepige, skaf en af de der fikse sataner, der mest af alt ligner en babyautostol på ét robotben eller – sidst, men ikke mindst – bliv hjemme!

Jeg undskylder ydmygest og skal som plaster på benbruddet huske at nævne, at der ikke er nogen af de pågældende monstrumejende mødre, jeg har fået noget shit fra. Ville også selv være ret flov, hvis jeg var ejer af sådan et skrummel i dét menneskemylder.
(Tør slet ikke tænke på, hvad sådan en motherfucker koster?! (Vognen altså, ikke ungen. Dét tør jeg slet SLET ikke tænke på). Det må være lidt ligesom at investere i større fast ejendom, hvad det også lige så godt kunne være).
Men hey, er dog ret vild med førnævnte autostol på robotben. Ser sjovt nok flest fædre med sådan en gadget. Go figure.

Rent bortset fra transportmidlet, så er jeg også ret vild med babyernes outfit. Flyverdragter er for fede! Har sågar en selv, som jeg bruger lige præcis én gang om året; når jeg cykler til nytårsfest i dertil hørende kjole. Købt af svigermor, of course. Flyverdragten, that is.
Var selv i byen i lang, vind- og vandtæt frakke med hætte samt lange gummistøvler, handsker og tilmed en hat. Man føler sig fandme ret så usårlig, når man bare uden videre kan vade igennem hvad der oppe fra 1,75 meters højde ligner bundløse vandpytter, som om man var 2 år igen.
Så apropos på banegården en ”ung dame” (ja, så var man så gammel) i små sko og fucking SHORTS over bare ben. I december.
Så hold dog op med at være så latterlig, og tag noget tøj på.

Ordentligt påklædning og små befordringsmidler for the win!


onsdag den 30. november 2011

UPS, you did it again!

Jeg er en sød og glad pige. Det er jeg altså. Spejderære. Kig selv i min blå bog fra gymnasiet.
Men en gang imellem kan visse ting pisse mig SÅ meget af, at jeg simpelthen er NØDT til at hælde galde ud i cyberspace.

Denne gang er det UPS, der står for skud.
Gider ikke engang komme ind på PostDanmark.

Jeg havde faktisk (kan her i bakspejlet skræmmende tydeligt se min komplette mangel på realistisk sans) regnet med, at det ville gå nogenlunde problemfrit at modtage en pakke, der blev sendt med gode gamle UPS. 
Især da sød fragtfører ringede til mig mandag og oplyste, at han nu stod ved min hoveddør, og om jeg var hjemme? Ikke det? Nå, men så ville der blive ringet til mig tirsdag mellem 12 og 15, når de var ved at være der med pakken igen 
(idet jeg forklarede, at jeg MEGET nødig ville nødsages til at tage ud til deres pakkecentral, der ligger ude på en eller anden gudsforladt mark i Viby over en times busrejse fra min adresse. Har jeg hverken tid, råd eller nerver – eller bil – til).

Nu var jeg jo til at begynde med ikke overdrevent begejstret for at være lænket til kollegiet mellem 12 og 15 (hvilket vil sige hele dagen; er jo ikke helt idiot). 
Efter at have tigget og truet mine naboer måtte jeg dog indse, at jeg var nødt til at aflyse planlagt dagsprogram og dedikere tirsdagen til at modtage bemeldte pakke. Skidesurt, men okay, hvis det ikke kunne være anderledes.
Nu har min stupiditet som nævnt ikke nået lægesekretærniveau just yet, så jeg drønede tirsdag morgen ned til – begge – kollegiets indgange og satte en stor seddel op med beskeden: Til UPS. Vedr. pakke til adressen xxx, ring venligst xxx, så kommer jeg ned og henter den! Vel vidende, at det selvfølgelig ikke er helt nemt at aflevere en pakke på et kollegium – hvor der dog er en ganske almindelig dørtelefon, ligesom i ethvert andet lejlighedskompleks. 
Oven i købet var teksten på sedlen omkranset af skrigorange tusch. 
Så mente jeg ellers, at det kunne være godt nok, og parkerede mig således ved siden af min dørtelefon med bøgerne og mobilen, skruet på på højeste lydniveau, ved siden af.
Klokken 15.15 var jeg ved at være en smule nervøs, så gik ind og kiggede på sporingsinformationerne.
Og jeg kan kun forklare min reaktion som:
WHAT THE FUCK?!?!
d. 28.11, kl. 14.11: kunden ikke til stede ved første forsøg. Fair enough; sad på Baresso, da sød fragtfører ringede.
d. 29.11, kl. 13.51: kunden ikke til stede ved andet forsøg. Huh??
d. 29.11, kl. 15.04: kunden var ikke til stede ved tredje forsøg. Levering omlagt.
Hov... HVADFORNOGET?!?!?

Studinen ringer i panik til småforvirret UPS-kundesupport-mand, der til hans forsvar beklager situationen og tilbyder at ændre adressen til arbejdsadresse. Men som derudover ikke rigtigt  kan forstå, hvordan jeg kunne forvente, at der ville blive ringet til mig, ringet på dørklokken eller i det HELE taget gjort NOGET som helst for at komme i kontakt med mig og aflevere pakken.
Nej, lille tåbelige, åndsforsnottede, hjernedøde mandsling (læs: UPS), det er da fuldt forventeligt, at jeg står UDEN for døren (uden i øvrigt at vide, hvilken af de to indgange på kollegiet, de har tænkt sig at benytte) i november måned i et helt DØGN, som i øvrigt er en almindelig arbejdsdag, jeg har taget fri fra. Klart nok. Stupide spasseridiot.
(ah, hjalp faktisk! Mange tak)
Informerede senere i roligt tonefald programmøren - helt oprevet, den stakkel (or not) - at det jo for Himlens skyld ikke var kundesupports fejl, så jeg undlod at give UPS-mand i røret en ordentlig omgang og gav ham i stedet skummende min arbejdsadresse.

Efter at have lagt røret på, kom jeg i tanker om, at jeg muligvis skulle have specificeret, at når der nu er tale om en arbejdsplads, så skal pakken selvfølgelig, hvilken enhver tåbe vel kan forstå, afleveres inden for almindelig arbejdstid, dvs. mellem kl. 9 og kl. 18.

Og ja – det skulle jeg.

Er her til morgen gået ind og har kigget på sporingsoversigten igen.
D. 29.11, kl. 20.43: kunden var ikke til stede ved første forsøg. Nej, nej. Nej, nej, nej! Hvad?!
D. 30.11, kl. 07.32: kunden var ikke til stede ved andet forsøg. Okay; STOP SÅ!

Kan nu bruge resten af tiden på at sidde og bide negle over, om de nu for FUCKS SAKE kan finde ud af noget så simpelt som at overgive en pakke på en adresse, hvor der konstant er nogen til stede til at tage imod den, og hvor UPS i øvrigt leverer masser af andre ting.

Programmøren gjorde mig forsigtigt opmærksom på, at man altid skal benytte sin arbejdsadresse ved forsendelser med UPS, fordi det er uMUligt at få noget som helst leveret på et kollegium. 
Men altså. 
Én ting er, at man arbejder et sted med en receptionist, der alligevel ikke har andet at bruge sin i øvrigt indholdsløse dag, der næppe afbrydes af andet end at fylde kaffe i termokander og skifte visne blomster ud med friske, på, end at han/hun sagtens kan kvittere for en pakke i ny og næ
– og så en lillebitte café, hvis ansatte hver dag (eller, som regel i hvert fald) har rygende travlt, og for fanden ikke har tid til at kvittere for de ansattes private pakker. Særligt når bemeldte ansatte ikke engang er til stede til selv at kunne gøre det.

Og jeg mente ikke, at det kunne være så svært at aflevere en pakke; det er jo for ind i hele hule Herning – bare – at ringe – PÅ! 
MEGET svært! 
Burde faktisk være en længere videregående uddannelse til optræning af hjernetomme, kommende UPS-delivery guys. (mandagsfragtføreren excepted).

Når pakken er sikkert i min varetægt, kan de latterlige åndsamøber godt brace for impact.

Hæhæ.

Nogen der har nogle helt oplagte skældsord, jeg ikke har brugt?




tirsdag den 29. november 2011

Marry me.

Jeg tror ikke helt, at personer omkring min alder – og, okay, måske lidt yngre (om ikke andet mentalt yngre) – har forstået, hvad en forlovelse egentlig er.

Jeg kender adskillige, der i løbet af gymnasietiden blev ”forlovet” med gud og hver mand i tide og utide, hvorefter de slog op et par måneder siden uden videre skrupler.
En pige jeg gik i klasse med dengang har været sammen med sin kæreste i næsten lige så lang tid som programmøren og jeg har. De blev forlovet allerede i 1.g., som jeg husker det, og er det stadig. Så her er vi nærmest lidt i den anden grøft.

Spurgte hende en dag – efter at vi var gået ud af gymnasiet, og det i hvert fald var 3 år siden hun blev forlovet med kæresten – om de to egentlig havde overvejet, hvornår de skulle giftes?

Grunden til at jeg spurgte var mere nysgerrighed – og så fordi jeg holder så meget af at svælge i romantik – end noget som helst andet. 
Men det var åbenbart et ekstremt småborgerligt og grinagtigt spørgsmål, for hun slog straks en høj latter op. Da det gik op for hende, at jeg faktisk havde ment det alvorligt, virkede hun undrende og svarede noget i stil med: ”Ahmen, det ved jeg da ikke, om vi skal. Det er ikke rigtigt noget, nogen af os tænker på”.

Okay.

Så forlovelse, det er nærmest sådan lidt en opgradering fra bare at være kærester, eller hvordan? 
I min verden er forlovelse det samme som et løfte om ægteskab inden for en nærmere fremtid (selvom jeg jo selvfølgelig godt ved, at noget så kedeligt og forældreklamt som ægteskab er totalt yt og tabu), men i den virkelige verden (læs: min omgangskreds) er det nok snarere lidt ligesom at være nået til boss level.

Ægteskab har det i hvert fald tilsyneladende intet at gøre med.

Så vidste man det.

torsdag den 24. november 2011

Dagens

Bummer: To personer (inkl. mig selv) til undervisning i dag. TO! Ud af tredive på holdet. Okay så. Prøvede at overbevise underviseren om, at det jo nok ikke var noget personligt. 
Bortset fra dét ikke rigtigt nogen bummer, for det var faktisk skidehyggeligt at sidde i rundkreds om katederet og pludre om den stadigt større kløft mellem norm og retlig regulering angående ulovlig fildeling på nettet.

Hurraråb: HURRA for endelig at have taget mig sammen til at købe mig mit helt eget personlige sæt FUCKING skarpe knive!
Ja, jeg ved godt, hvad I tænker. 
Men lad mig forklare: Prøv at forestille jer, hvordan det må være at skære et stort stykke vådt brænde over med en trommestik. 
Sådan er det hver dag, når jeg skal skære en agurk eller lignende over med det såkaldte udstyr, der fylder skuffen op i køkkenet. 
Kollegiekøkkener og ordentligt køkkenudstyr er bare to begreber, der på ingen måde hænger sammen, om man så maste dem op mod hinanden, marineret i sekundlim (gå så AF mine fingre!). 
De her knive er bare the shizzl! (selvom jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med brødkniven. Behøver sådan en egentlig overhovedet at være skarp?)

onsdag den 23. november 2011

Jeg er så glad for min cykel

Søde, søde bilister i Århus. Kan vi ikke lave en aftale? Et lille kompromis?
For I er en lidt skizo gruppe. Enten farer I hensynsløst frem i brutal dødsforagt, eller også kører I som bedstemødre på valium til OL i semiutålmodig underdanighed. Kunne I ikke eventuelt bare køre ordentligt? Måske?

De brutale af jer drøner frem fra (side)veje og skider højt og flot på stopskilte, hajtænder og fodgængerovergange. Jeg har en idé om, at de pågældende bilister kører netop dén vej flere gange hver dag. Og når man kører ud fra sidevejen for gang nr. 400, og der ikke plejer at være en cyklist, så er der jo selvfølgelig heller ikke en cyklist denne gang.
Eller hvad?
Det er altså lidt anstrengende konstant at skulle være på vagt for biler, der kommer springende frem fra buske og postkasser i det øjeblik, man tillader sig at slappe lidt af. Se jer i det mindste for – også selvom I synes, I kender vejen, og der ikke plejer at være cyklister på den, når I kører der.

Så er der de forsigtige af jer. Og til jer kan jeg bare sige: KØR nu bare!
Især hvis I har forkørselsret, som I f.eks. har midt på en ganske almindelig vej, som jeg står med cyklen i siden af, for på et tidspunkt at snige mig over, uden at nogen opdager, at jeg går uden for fodgængerovergangen (oh, skræk og rædsel).
Jeg gider ikke, at I stopper og sidder og gestikulerer, at jeg skal gå over. For det skal jeg ikke. Og jeg gør det heller ikke. Det eneste, I får ud af det, er at spilde min tid – og jeres egen.

Og brug blinklyset for crying out loud! Jeg stikker ikke armen ud og hånden i vejret som en anden elendig tåbe, hvis I ikke samtidig lige gider flytte hånden én cm for at sætte gang i blinkeren.

Jeg medgiver, at cyklister også fra tid til anden kører lidt råddent, for ikke at tale om fodgængerne, de sindssyge sataner.
Men vi/de er altså på henholdsvis tohjulet metalstang og gåben, mens I sidder i tonstunge, maskindrevne dræbermaskiner.

Så hvis I vil efterkomme min lille høflige forespørgsel, så siger jeg mange tak; og så skal jeg til gengæld nok købe en cykelhjelm.


tirsdag den 22. november 2011

Fordums fordummende fordomme

Forleden var jeg til housewarming hos min tidligere gangmate fra kollegiet. Han er nu flyttet i lejlighed med sin søde kæreste (for lang tid siden). Det var enormt hyggeligt og nåede oven i købet at blive en lille bitte smule indspist, fordi det mest var kollegiegangen, der overtog deres minimatrikel. Jeg havde også taget programmøren under armen, men han tæller efterhånden lige så meget som kollegiebeboer, som jeg selv gør.

Der var dog også et par venner andetsteds fra, og de to grupper placerede sig henholdsvis i stuen og i køkkenet, så vi ikke behøvede at kommunikere. Puha, hva’.

Vi var dog nødt til at krydse fjendeland for at få fat i mere lækker velkomstdrink. Og en af håndboldvennerne så sit snit til at lægge an på mig, mens jeg stod i forsvarsløs position med plastikkrus i den ene hånd, og en grydeske med punch i den anden.

I sig selv ikke noget, jeg på nogen måde har et problem med. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at det da som regel er en dejligt bekræftende følelse at blive lagt an på. Og programmøren behøver skam ikke frygte noget, hvad jeg også tvivler stærkt på, at han gør/gjorde.

Ham her håndboldspilleren gik efter de sædvanlige smalltalkemner: Nå men, om jeg boede på kollegiet, om jeg dyrkede sport (nej, længes stadig ikke efter frivilligt at gøre skade på mig selv) og den uundgåelige: hvad jeg laver.

Selv var han maskinetellerandet, hvilket jeg har stor respekt for, men jeg kunne se fordommene samle sig i hans øjenkroge, allerede inden jeg svarede, at jeg studerer jura inde på universitetet. 
Han tog faktisk fysisk et hop tilbage og udstødte en blanding af et overrasket fnys og en latter.
Derefter fandt han hurtigt ud af, at jeg åbenbart ikke var så interessant alligevel.
(Og alligevel bliver jeg hver gang overrasket over, at lige netop jura skulle overrumple nogen så meget).

Jeg skal dog samtidig hastigt tilføje, at fordomme om jurastudiet bestemt ikke er noget, der overvælder alle fyre. Jeg var på hygiejnekursus på teknisk skole i forbindelse med mit caféjob, og der mødte jeg den sødeste slagtersvend(?) som ikke var andet end stort, imponeret smil og skulderklap over, at jeg kunne ”klare” at gå på universitetet, for det ville han i hvert fald aldrig kunne (hvortil jeg jo kun kunne svare, at jeg med tusind procents sikkerhed aldrig kunne klare et arbejde i slagterbranchen!).

Ikke desto mindre, så lader det til, at der er ved at brede sig en hel del fordomme om jurastuderende; nogle mindre åbenlyse end andre.

Jeg kan da starte med at bekræfte, at ja, jurastudiet er et langt stykke hen ad vejen ret kedeligt og tørt. Og ja, man læser meget. Det tror jeg ikke så meget er en fordom som et faktum.

Også ja til, at en del jurastuderende desværre er ret selvfede, selvretfærdige, selvtilstrækkelige (og de fleste andre tillægsord med selv- foran; I ved hvem I er, og jo, indrøm det nu bare). 
Skideirriterende, ja.
Men at vi skulle være overdrevent snobbede og overlegne? Ikke rigtig.
At vi skulle tilhøre overklassen? Not exactly.
Og så for the golden: at kvindelige jurastuderende alle sammen skulle være i escortbranchen ved siden af studiet?! Nej. Bare nej.

Hvordan skete det lige, at lige præcis jurastuderende, i modsætningen til alle mulige andre studerende, skal forestille at køre til uni i Porsche og have råd til Burberrytasker og fireværelses lejligheder i midtbyen? 
Mens de samtidig, halvderimerede over det enorme studiepres, går ad prostitutionssidetracks og lignende for at få råd til det hele. 
Jeg kan ikke genkende noget af dét. Ikke engang en lille smule.

Og jeg kan i hvert fald afsløre så meget, som at det ikke er tilfældet for mit eget vedkommende.
Med hensyn til det med overklassen og rigdommen, så er jeg den første jurist i familien, og jeg har bestemt ikke hele mit liv været vant til at få både hoved og den anden ende stoppet med mærkevareforbrugsgoder.

Faktisk har jeg gennem det meste af min skoletid haft færre penge at fedte rundt med end mine kammerater, fordi min far havde fået den geniale idé, at jeg meget tidligt i livet skulle have et vist månedligt beløb, af hvilket jeg selv skulle betale mine udgifter og styre dem med et budget – i stedet for at få blankocheck til mine forældres guldkonto, hver gang jeg skulle shoppe. 
En idé jeg er ham uendeligt taknemmelig for i dag.

Overdrevent forbrug og ligegyldighed omkring det, er ikke en kvalitet, der er blevet fremmet i mit barndomshjem, og så vidt jeg kan se heller ikke i nogen af mine medstuderendes.

Så kast da jeres had på ejendomsmæglerne i stedet.



fredag den 18. november 2011

Suckers

Synes nogle gange, at folk der beklager sig over problemer, som er opstået i og med deres egen luksus, er en lille bitte smule hykleriske.
Som f.eks. dem der brokker sig over de manglende parkeringspladser for biler i det centrale Århus. Prøv dog lige at åbne øjnene for, at I har en fucking BIL!
Vi andre med cykler kan i øvrigt heller ikke finde parkeringspladser i Århus, skulle jeg hilse og sige.
(Ja, det er dig, jeg taler til – dig med den mørkeblå Kildemoes, der parkerede den foran bygning 1325 på uni i tirsdags: Gider du måske næste gang parkere din havelåge et andet sted end INDEN i andre menneskers cykler?!)
Og nu er Århus jo ikke ligefrem Tokyo. Hvis der ikke lige er en parkeringsplads de første TO minutter, I har kigget efter en, så bid i den bitre, overmodne, langtidstransporterede pære og betal for en plads i et parkeringshus.
Ellers:
GÅ. I mean it!

Jeg bliver helt ærligt også lidt indestængt, når jeg er hjemme på besøg, og der konstant bliver smidt hints om, hvor uforskammet heldig jeg er, at jeg har råd til at gå i biografen og købe nyt tøj.
Med den sædvanlige underlægningsmelodi om, at unge mennesker er så skide utaknemmelige, og her slider og slæber vi andre dag ud og dag ind, mens de går på café i Huntergummistøvler og overfrakker fra Modström.
Ved I hvad?
Luk.
Numsen.

Prøv i det mindste lige at kaste et blik henover skulderen på jeres store hus med to etager og fire badeværelser, fem fjernsyn og computere, jeres parkstore have og jeres to lækre biler, INDEN I begynder at voldkritisere hende, der bor på 12 m2 med en gammel cykel som primære transportmiddel for at have råd til at gå i biografen med veninderne og en gang imellem købe en ny kjole.
Min økonomi er faktisk ganske, ganske snæver selv uden børn, bil og basset. Og trust me, TRUST me; der er langt fra råd til nyt til garderoben så ofte, som I drømmer op.
Det er mig, der vejer æblerne for at få mest ud af ”10 for 25”. Det er mig, der køber den billige, tyndskidsagtige yoghurt. Det er mig, der skraber den sidste kubikmillimeter smør ud ad bakken og som lever af coop-spaghetti med dén kubikmillimeter smør på adskillige dage om måneden.
Det mig, der aldrig køber noget som helst økologisk. Og damn it, ja, det er også mig, der en gang imellem køber en kop chokolade på en café.
I har, ligesom jeg gør nu, levet på samme måde. I har, ligesom jeg, taget en uddannelse for at få et godt job, der giver råd til… vent nu lidt… bil, børn og hus?
Eller var det gummistøvler fra Hunter?


søndag den 13. november 2011

Procrastination central


Programmøren er inviteret til Boys’ Night In hos sin buddy, og som den aktive og uafhængige person, jeg er, sidder jeg derfor og stirrer ud af vinduet.

Det der med at stå tidligt op, fungerede lige så dårligt i dag, som det gjorde i går, så jeg har indtil videre ikke nået at læse det, jeg skulle, eller få lavet opgave. Prøver febrilsk at minde mig selv om hvor LIDT tid, jeg har i næste uge, så jeg kan gå i panik og SKYNDE mig at få lavet en hel masse. Indtil videre uden succes.

Der sker nemlig det i næste uge – udover at jeg har en smule for mange forelæsninger med dertil hørende lidt for meget læsestof, endnu en opgave, plus mit dejlige arbejde og mere af det – at min vidunderlige lillesøster kommer ned og besøger mig i weekenden… hvor vi skal se BREAKING DAWN! JO, vi skal! Og det bliver så utroligt nice.

Og ja, jeg ved godt, at det er på mode at hade diverse fænomener, alene fordi de er populære og hypede. Jeg er så ligeglad. Den serie kildrer det letpåvirkelige teenagehjerte, der sidder dybt i mig. Den gør lidt det samme ved mig, som når jeg hører lækker heavy metal eller symfonisk rock. Det skal mærkes, ikke forklares, og hvis man ikke kan mærke det, så har man tabt. Sorry.

Men for at vende tilbage til startemnet, så har følgende overspringshandlinger været:
  • Dalre rundt
  • støvsuge og vaske gulv (godt)
  • dalre lidt mere rundt
  • spekuleret på, om jeg mon skulle tage fat i bogen og læse lidt, og nået frem til, at det skulle jeg ikke
  • gået ned til Netto for at konstatere, at nej, der er IKKE søndagsåbent, fordi det jo ikke er første eller sidste søndag i måneden (dumme mig)
  • kommet til at købe honninghjerter hos bageren
  • lejet film
  • overvejet at finde en julepyntslysestage frem, fordi det kunne man jo ligeså godt, men ombestemt mig, fordi jeg ikke kunne finde den
  • set halvdelen af lejet film
  • kigget ud af vinduet
  • overvejet at gå i bad uden i øvrigt at gøre det
  • lavet the
  • spist honninghjerterne

Det er godt at være studerende. Gad vide, hvordan jeg reagerer, den dag jeg får virkelige problemer?

onsdag den 9. november 2011

En morgen i the Life of Law


Så sad man lige og hørte om overdragelse af fordringer, her onsdag morgen før hanen får øjne på fødderne – eller hvor mange metaforer jeg ellers skal blande for at prøve at forklare, hvor friggin TIDLIGT det er! Meget opløftende at mine medstuderende ikke lader til at fatte en skid af, hvad der foregår, samtidig med at vores rare og venlige underviser nævner noget om, at det ikke kommer med til eksamen, og at vi får det indgående gennemgået på næste semester. Så behøver jeg ikke at høre efter, og kan lige så godt sætte mig til at skrive lidt.

Til at starte med kan jeg afsløre, at det er godt, jeg har fået min morgente. Jeg er afhængig af te. (Og nej, jeg skriver ikke ”the”. Er så forvirrende, når det ser ud, som om folk ikke kan dansk. Der skal ikke så meget til). 
Hvis jeg afslørede, hvor mange krus – ikke kopper: motherfucking, spandstore krus – jeg drikker af det stads om dagen, tror jeg, de fleste kaffedrikkere ville falde bagover i sympatihjertebanken. Jep. Så mange. Det har nu fået den konsekvens, at jeg som person ikke er til stede i min krop, før dagens første krus er indtaget.

Modsat af, hvad mange tror, så er der også koffein i te. Jo, der er. Nogle gange er der næsten lige så meget som i en kop kaffe. Så fik man lige dagens ultrainteressante ekspertviden. Simpelthen. Så te kan skam sagtens fungere som morgenopvikker, det skal jeg være den første til at skrive under på.

Den første time stirrede jeg tomt ud i luften. I pausen halsede jeg ned for at stille mig bag i køen af hippe jurastuderende, der alle sammen skal have kaffe med lidt skummetmælk, stirred not shaken, i mangel af latte. For at få min te – og helloh Lord, how nice it feels to be me :-)

Så skal jeg bare lige overleve to timers forelæsning i obligationsret, hvor en professor, hvis navn jeg ikke engang har fået fat i, rabler løs om endnu flere fordringer og udfyldningsregler i mangel af aftale eller hjemmel i præceptive lovbestemmelser. Det er så FEDT.

Eneste trøst er, at når alt det her almindelige formuepis engang efter Ragnarok er overstået, så har jeg fået min adgangsbillet til at læse noget immaterialret videre på kandidaten.

Efter min morgente, selvfølgelig.

tirsdag den 25. oktober 2011

Lawyered.

Jeg sad lige og snakkede med et par af mine ”medkollegianere”, som det så smukt og harmonisk hedder, angående den mand, der i dag er blevet idømt livsvarigt fængsel i byretten for mordet på sine tre børn.

Og bare sådan som en lille juridisk public service, så kommer her en update til alle jer, der er blevet fodret med skæve oplysninger af medierne:

Det er en udbredt misforståelse, at ”livsvarigt fængsel” er det samme som fængsel i 12 eller 16 år, og at man i Danmark ikke kan idømmes virkeligt livsvarigt fængsel.
Det kan man godt. Der findes andre lande, hvor den tid, man kan blive fængslet er begrænset – fx kan man i Spanien principielt ikke idømmes over 40 års fængsel. 
Men, mine damer og herrer, dette gælder ikke i Danmark. Hvis den skrevne og udtalte dom over tiltalte ordret lyder på ”livsvarigt fængsel” eller ”fængsel på livstid” (som man kan idømmes efter straffelovens § 237, hvis nogle skulle være interesserede), så tages det skam fuldstændig bogstaveligt.

Så kan du have værsågod at rådne op i fængselscellen, indtil du bliver lagt i jorden, for nu at udtrykke mig professionelt.

Grunden til misforståelsen består sandsynligvis i den geniale opfindelse ”prøveløsladelse”. Generelt kan man som indsat – uanset hvor lang ens straf er sat til at være, så længe det er mere end 2 måneder – prøveløslades efter udståelse af to tredjedele af straffen. I visse tilfælde allerede efter udståelse af halvdelen af straffen.

Hvad angår livstidsdømte er det er jo ikke som udgangspunkt fastlagt, hvornår to tredjedele af straffen så er udstået, så derfor har man fastsat, at man som livstidsfange kan anmode om prøveløsladelse efter at have udstået 12 år af sin straf.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man så bliver prøveløsladt. Det herefter bare nemmere at ansøge om det. Og mind you: at være prøveløsladt er ikke det samme som at være fri. Hvis man er idømt livsvarigt fængsel er man ikke fri
så længe man lever.

fredag den 16. september 2011

Her på efterkant...

… kommer der lige en ordentlig gang galde, sikkert til alle jer, der ikke fortjener at få det i hovedet, men sådan har det alt andet lige være siden folkeskolen – dem der ikke pjækker, er også dem, der får skideballen for pjækkeri –, så jeg følger deres skidegode eksempel. Pass it on if you’d like.

Jeg synes, I skal holde op med ikke at interesse jer for valget. Det er da for dårligt, at debatter og andet valgorienteret tv skal bandlyses og sukkes højlydt og demonstrativt over – og med det samme politikerne rent faktisk selv slæber røven ud og stiller sig ud på gaden for at drive folk op af deres mentale slumretilstand, ruller folk med øjnene og brokker og brokker over, at der ikke er andet end valg i byen, på arbejde, i tv, i luften.

Det er VALG for crying out loud!

Det her har foregået i sølle tre uger, ca. … én gang! hvert fjerde år.
Nu må I simpelthen tage jer sammen.

Jeg går stærkt ud fra, at det er fåtallet, der ønsker sig demokratiet afskaffet, på trods af dets fejl og mangler. Det er trods alt den sidstværste styreform, der findes lige nu. Så lev dog for fanden op til, at det er jer selv, der har indflydelse på, hvem der kommer i Folketinget og dermed, hvem der kommer i regeringen.

 Alternativt vil jeg ikke høre noget brok over nogen politikere, fra nogen som helst, der har brokket sig over valget, for slet ikke at tale om ikke at have stemt!

Stem blankt, hvis du ikke er enig med nogen. Men hvis du ikke engang har gidet tage røven over nakken og få den hen til valgstedet og for at sætte dit kryds, har du valgt at nedlade dig selv til at være ligeglad med samfundet omkring dig, hvilket faktisk er ganske afskyelig opførsel. Du kan da ikke bare stå der og sige, at det ikke vedkommer dig – den holdning har jeg absolut ingen respekt for.

Der er en grund til at det hedder sofavælgere – det er nemlig dér, de kommer til at tilbringe resten af deres liv. Så suck it up!

torsdag den 8. september 2011

Uden reference til politisk debat i øvrigt...

Jeg kan ikke udstå at blive afbrudt, når jeg taler.

Der er intet, der i højere grad siger: ”Hvad du har at sige er uinteressant, og din pointe er ubetydelig i forhold til den, jeg kommer med nu, fordi jeg har mere værdifulde ting at sige, der fuldstændig overtrumfer, hvilke ligegyldigheder du kunne tænkes at have på hjerte”, end fuldstændig ubehøvlet at begynde at tale hen over en anden persons sætning.

Jeg har da ofte været ude for, at en persons argumenter er begyndt at gå i en helt flyvsk retning, men lad dem i det mindste færdiggøre med høfligt lyttende mine, og kom derefter med, hvad du selv har at sige. Det skaber åbenhed i en samtale, i stedet for at den ene person underkues.

For slet ikke at tale om, hvor ydmygende det er at blive afbrudt i en samtale mellem flere personer, så det virkelig bliver stillet til skue, at man er den laverestående.

Og under det hele er en afbrydelse jo i virkeligheden et udtryk for, at man er bange for, at den, man afbryder, når at færdiggøre en pointe, man ikke selv kan argumentere imod. Det er en taktik, der skal forvirre og nedlade modspilleren.

Men hvis der skal føres en samtale, hvor vi er modspillere i stedet for medspillere, der har integritet og modenhed nok til at lade hinanden tale ud, inden man selv kommer bragende ind, har jeg meget lidt interesse i overhovedet at deltage.

mandag den 22. august 2011

Poesi på potten

Når det første, man møder om morgenen på toilettet inde på uni, er et skilt på indersiden af døren med påskriften:

Kære besø(r)gende!
Sæt dig ned, og nyd det blot,
om du end gør stort eller småt.
Når du så har rejst dig op,
vend din smækre, lækre krop.

Tag et kig i kummen ned,
dér, du nu får ren besked,
om du børsten bruge må,
før en ny din plads kan få.

...så ved man, det bliver en god dag. Det er sgu da humor.

fredag den 19. august 2011

Passion i brand


Nå men, så kan det godt være, at vi er ved at være nået derhen, hvor jeg skal til at starte lidt op med at skrive indlæg igen. Ville bare ikke begynde, før jeg synes, jeg var helt færdig med at feriere – men ferien, den er sgu long gone by now. Sidder med bachelorprojektet, og det er non-fun, så firkantet som det kommer.

Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, der jubler, når de får deres bøger – de bøger, der er pensum til næste semester. Dem der med ikke bare mild interesse, men frådende iver kaster sig over at skrive opgaver, læse bøger og skrive noter til forelæsningen, med et vildt glimt i øjet og et stort henført smil klistret hen over på ansigtet.

Hvad er der egentlig med dem?! Lader de bare, som om de æælsker alt ved deres studie/arbejde/whatever og bare synes, at det er flammen, der holder deres liv kogende,

eller ER det virkelig flammen, der holder deres liv kogende? Og er det i så fald en særlig god ting?
Det er det evige brændpunkt mellem det at ”brænde” for noget – og så forstillelse.

Langt de fleste elsker det, og synes det er fedt, når de selv eller andre ”brænder for noget”. Især, når de brænder for deres arbejde, eller bare erhvervet – eller miljøet, som det vel er, når man studerer.
Det er det, de samme mennesker kalder passion. ”Jeg brænder for mit arbejde – det er min passion.”

Nå, jamen hvis du virkelig har det sådan, så hurra for det. Selv ved jeg ikke, om jeg synes, det er nogen særlig god ting. Interesse, ja. Arbejdsglæde og engagement – selvfølgelig. Men passion? Er det virkelig nødvendigt at brænde for noget for at være værdifuld og have mening i livet?

Jamen jo jo, jeg synes da det er alle tiders, når folk elsker deres arbejde, eller deres studium, det gør jeg virkelig. Jeg under dem da gerne, hvad der gør dem glad, uanset hvad det måtte være, ingen tvivl om det. Jeg undrer mig, når deres engagement virker ekstremt, bare over, om de så virkelig mener det, eller om de snarere synes, at det er nødvendigt, at det ser sådan ud.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg selv brændte for noget. Ikke at brænde for noget – ikke at have nogen passion – det lyder jo så tomt og kedeligt. Jeg holder meget af jurastudiet og har stor interesse for det, men ærligt talt, så synes jeg da stadig, at sommerferien er den bedste tid på året. Jeg elsker at tegne, male og udfolde mig kreativt på alle mulige måder – men ville jeg gøre det alle døgnets 24 timer, hvis jeg kunne? Egentlig ikke. Jeg elsker musik, men jeg elsker bestemt også stilhed. Madlavning er noget af det, jeg faktisk holder allermest af i hverdagen – men mange dage har jeg da mest lyst til at ringe efter en pizza. Og mit arbejde – mit arbejde er mit afbræk fra de noget hårde studier, min mulighed for at snakke med kollegerne, have kommunikation med andre mennesker og gøre dem glade… men der er da dage, hvor jeg langt hellere bare ville tune in og have fri.

Er mit liv så tomt? Andre er måske uenige, men selv mener jeg bestemt nej. De mennesker, jeg elsker – min familie, mine venner, min kæreste – de er dem, der giver mit liv indhold. At jeg foretager mig det, jeg har mest lyst til, på det tidspunkt, jeg har lyst til det, giver mit liv indhold. Og jeg vender da gladelig tilbage til mine studier, når de først får ordentligt fart på til september, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre liv for mig lige nu end studielivet, og jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere ville studere end jura.

Jeg sukker da alligevel ofte, når jeg så rækker ud efter bøgerne, for nu SKAL jeg altså få læst… Og jeg er glad på vegne af dem, der omvendt ikke kan vente med at få lov til at læse i selv samme bog.

Jeg håber bare, for jeres egen skyld, at I mener det.

fredag den 8. juli 2011

Cry from the Valley of Silence

Ja, jeg har holdt lidt – synes jeg selv – velfortjent sommerferie fra computeren… Og der har heller ikke rigtig været andet sindsoprivende nyt, end at jeg har brugt samtlige dage på at arbejde. Har dog også fået besøgt min dejlige søster med mand, nevø og niece, holdt grillaften for venner, været ude at spise med papfar, spist kage hos veninde, været til familiefødselsdag oooog (drum roll, please): vasket tøj!!

Nu er jeg så ved at pakke førnævnte tøj, samt alt MULIGT andet crap til at tage med på ferie (hvem bruger pas?? Ej, men helt ærligt? Har været på MANGE ferier, og det var altid SÅ vigtigt at huske – ALDRIG har jeg skullet bruge det – det er bare Regeringen, der vil sætte os i system! (fylder trods alt snart 21, skal leve op til ryet..)).

Nu skal jeg hjem til Store Familie en forlænget weekend, dernæst smuttur til Svigermekanikken (ej, men hvem har egentlig opfundet det udtryk?? Bruger det aldrig igen, swear) helt oppe nordpå, og på torsdag direkte til Djævleøen (same) hos Lille Familie, hvor vi skal på camping i det sydlige i et par uger…
Al bagage skal pakkes nu, da der ikke bliver tale om return to the City of Smiles før om en måned. Og altså… sådan nogle ’fornuftige sandaler’ ikke? Hvor der er andet end bare et tyndt stykke træ eller til nød en (lækker) høj hæl mellem fod og Mother Earth? Sådan nogle havde jeg altså engang. Har jeg så ikke mere, kan jeg, efter en større gennemrodning af mit skosortiment, konstatere (i øvrigt farligt at gennemrode alle sine sko, når man kun har et par timer til at pakke i. Har fundet adskillige, jeg havde glemt, at jeg havde… uhh…)

Så jeg håber ikke, at vi skal alt for meget af det der hiking, hvad det så end er (gåtur?), men at mere tid skal tilbringes ved pool/strand – for har de købt de VILDESTE badesandaler, nu vi taler om sko (hm. Forstår pludselig, hvorfor antallet af skotøjsæsker under skrivebordet kom op på den forkerte side af tredve…)

Men jeg glæder mig bare så meget! Hurra for ferie!

Alle bedes passe på sig selv, og i samme ombæring få lidt træning i at undlade mellemrum i sammensatte navneord (og bare i random ord i det hele taget).

Peace…

torsdag den 23. juni 2011

Så sagde vi pust uuuud......

I eksamensperioden – og generelt gennem studietiden – er hjernen 90 % af tiden indstillet på Dårlig Samvittighed over alt det, man ikke får læst. Og når eksamenslæsningen er slut (føler mig lidt som ham den gamle bibliotekar i Shawshank Redemption, der bliver løsladt efter 50 år i fængsel – slut?! Nej, nej – I want back in!) er hjernen naturligvis ikke sen til at fylde de sorte huller ud med nye ting, man kan have dårlig samvittighed over. 
Jeg har én gang besøgt min papstoresøster og hendes fine lille søn, som hun fødte for halvanden måned siden. Sidst jeg var hjemme og besøge Den Store Familie (med min far som overhoved) var på samme tid, og det er over to måneder siden jeg så Den Lille Familie (med mor i spidsen). 
Lyder måske ikke af meget en enkelt gang, men før dét, var det fire måneder siden Den Store Familie var blevet aflagt besøg, og hvad Den Lille Familie angår, snakker vi to måneder igen. Nu er det ikke fordi jeg tror, at de hvert sekund af deres liv går og venter på at se mig igen (jo, jeg gør), men jeg savner dem. Sgu!

Men lige nu er klokken kvart i ti om formiddagen, jeg skal ikke være på arbejde før i eftermiddag, jeg sidder med min morgenmad (hrm) i Programmørens gamle efterskole-t-shirt og kigger ud på himlen, som er overskyet på den lette måde og træerne, der bevæger sig (lidt heftigt) i vinden. Præcis som vejret skal se ud på dagen for Skt. Hans aften. 
Derudover har jeg sovet i næsten 10 timer, nede i Døgnposten venter ny kjole og nyt par sko fra Esprit, og i aften er der bål i Uniparken, hvor jeg får lov at være sammen med vennerne både fra juraholdet og fra kollegiegangen – uden at have studierne hængende fire millimeter over hovedet. 
Eneste minus er, at det vand i hanerne, som er varmt, også har besluttet sig for at holde sommerferie.

En gang imellem må man godt nyde det lidt.