mandag den 14. maj 2012

Dagens undervisning


Nu er der flere af de blogge, jeg ynder at læse, hvis indehavere (jævnligt) benytter sig af udtrykket ”sproghygiejne”.

Som er et pissegodt udtryk, for nu selv at udtrykke mig hygiejnisk.

Og lad mig straks sige: jeg går så absolut ind for at tage sig kunstneriske friheder i forfatningen af blogindlæg, bøger, brochurer, en seddel, eller hvad man nu sidder og skriver. 
Det også fuldt ud menneskeligt at lave et par flåsejl og svipsere med grammatikken eller til nød stavningen i ny og næ.

Men nogle gange synes jeg, at ligegyldigheden over for det skrevne sprog går for vidt.

Jeg kan hurtigt liste et par af de allerværste eyepoppere (i prioriteret rækkefølge):
  • Komma foran at + infinitiv. Ja, det er en lille ting – og derfor er det også nemt at lade være. SÅ LAD VÆRE.
  • Manglende nutids-r på verber. Jamen, jeg forstå det ikke.
  • At stave sammensætte navneord i to (eller flere!) ord. Come. Nu. Lige. On. Spisestue bord? Prøv dog at kigge på det.
  • At bytte om på får og for. Nej, vel?
  • At bytte om på at og og. Kan det da være så svært at lære? Ej, men altså…
  • At bytte om på hans og sin. Jeg kan så forstå, at mange har utroligt svært ved at fatte forskellen, og jeg har tillige svært ved at forklare dem den, for jeg kan slet ikke se, hvorhenne forvirringen opstår.
  • Ordet ”at ligge” lever jo så sit helt eget liv – det er aldrig til at vide, hvad der kommer ud af munden på folk, når de skal bruge det, det være sig i hvilken som helst form. Det er ét ord, people. Bøj det og get on with it.
  • Og piger – det hedder standard, ikke standart, medmindre I taler om sådan en spids ting, man stikker hinanden ned med (tror jeg nok).


Og prøv så i det hele taget at lade være med at sige: ”Og hvad så?” eller det hammerirriterende ord, der har sneget sig ind i talesproget: ”Whatever”, når jeg – i de få sjældne tilfælde, jeg ikke kan holde det inde længere – påpeger fejlene (mind you, ikke nødvendigvis over for de mennesker, der har lavet dem).

Manglende såkaldt sproghygiejne er grim og ulækker, lær så at tage det lidt alvorligt.
Selvtak.

Nogen der har udvidelser til listen?

fredag den 11. maj 2012

Debatten om fildeling på medieområdet kan vi tage senere.

Jeg formår åbenbart ikke at læse op til eksamen, så jeg angriber mit ugideligshedsproblem fra en ny vinkel – nemlig ved at forsøge at skrive et blogindlæg med (om ikke andet, så bare et minimum af) relevans for formueret.

Nå jo, godmorgen, for resten.

Ser I, der er en niche af formueretten, der – som det første virkeligt hardcore jura (betragt dette som en advarsel, hvis du ikke er i humør til at læse noget seriøs, ikke særligt godt gennemarbejdet politisk-juridisk argumentation) – virkelig fanger og interesserer mig. Det kaldes immaterialret.

Nej, det er ikke svært.
Im-ma-te-ri-al-ret.

Det kaldes også intellektuel ejendomsret, hvilket er en vatpikket oversættelse fra intellectual property.

Og det synes jeg lige, vi skal snakke lidt om, for I stakkels lægmænd render jo rundt med en helt igennem forkert opfattelse på det område. Kan jeg kun sige.

Den gode mand, Stephan Kinsella, har skrevet en bog om emnet, med den simple og sigende titel: ”Against Intellectual Property. Kinsella ved rent faktisk noget om emnet, så det skal jeg ikke kritisere, og han forsøger i bogen at forklare immaterialretten, primært på området for patenter og ophavsrettigheder, på et niveau, så staklerne på gaden uden jurauddannelse også kan være med, hvilket jeg skam også applauderer – det er utroligt sjældent, at man støder på juridisk skriftsprog, der ikke bare forsøger at forvirre fjenden læseren.

Men nok om ham som person, han kan jo være nok så udmærket. I bogen forklarer han noget så kontroversielt, som hvorfor immateriel ejendomsret som begreb er helt ude i hampen og burde afskaffes.

Uha. Nu er jeg jo indoktrineret jurastuderende, så det der med at stille spørgsmålstegn ved noget så fundamentalt som et ejendomsbegreb tiltaler mig ikke – ikke desto mindre er min modstand over for hans holdninger personligt affattet.

Ifølge Kinsella giver det ingen mening at hævde en ret til en idé på den måde, som det i dag er muligt. Det gør sig gældende, når vi snakker om patenter. Et patent er dybest set en ukrænkelig ret til at være enehersker over en bestemt idé – for nu at tage skoleeksemplet: idéen om mælkekartonernes udformning. Tetrapak.

Den idé er der ingen, der må bruge.

Hvad fanden? tænker du. Alle mælkekartoner, jeg stoler på, har sgu da Tetrapak-formen.

Mais oui – for det er jo selvfølgelig muligt, mod en klækkelig betaling, at bryde den ukrænkelige ret, så længe man har indehaverens samtykke.

Så langt så godt.

Hvad bliver det næste? spørger Kinsella.
Hvad hvis jernaldermanden havde taget patent på fænomenet ”et hus”?
Nogle lodrette vægge, et gulv, et tag, måske oven i købet et par vinduer. Det var aldrig set på den tid (granted, jeg ved intet om jernalderen, men bare go with it) og kvalificerede sig derfor i princippet til en patentrettighed….
Hvis det var sket, skulle vi jo alle sammen have betalt store summer penge for overhovedet at få lov at bo i et hus – altså ikke en betaling for selve huset, den materielle, begribelige ejendomsret, som vi jo alle sammen betaler alligevel, og som er slem nok… men en betaling for selve retten til at benytte et hus. Basalt set: løn til opfinderen af huset.


Ja, det er jo ikke en rar tanke – som de fleste andre liberale bryder Kinsella sig givet ikke om at skulle betale noget som helst til andre, der gør noget for ham eller for samfundet generelt (hvilket også er en betingelse for et patent).


Hvis jeg skal være ærlig, er jeg da meget glad for, at huset er blevet opfundet. 

Tak, jernaldermand. Og jeg havde gerne betalt penge til dine efterkommere – hvis ikke, det er fordi, at patentet slet ikke rækker så langt. Sølle 20 år, kan det blive til – så har man mistet en patentret og alle kan bruge den.


Og hør nu efter, for dette er centralt: Et patent udløber efter 20 år. Det skal være en alment gavnende opfindelse (Tetrapak, opvaskemaskinen, hjulet, you name it), hvis idé herefter er beskyttet. Alle senere opvaskemaskiner ”bryder” herefter patentet.
En ophavsrettighed udløber først efter flere generationer, og beskytter et (kunstnerisk) værk (Skriget, Casablanca, Bamse & Kylling, whatever) i sig selv – dvs. ikke idéen til det (enhver må male et maleri af en mand, der skriger og lave dukker af en bamse og en kylling – bare ikke lige præcis som Edvard Munch eller lige præcis som Kylling fra DR).


Get it?

Jeg er enig med Kinsella i, at det måske giver mindre mening at Elvis’ efterkommere skal høste flere royalties end sundt er, til stadighed efter manden er død. Hans arv er sgu stor nok, as it is.

Men come on – må folk ikke få løn for deres arbejde, bare fordi deres arbejde har haft en idé som resultat
Nej da, siger Kinsella.
Tag nu Tetrapak. Whoever er bag dén idé har sandsynligvis sidder og foldet en mælkekarton for at nå frem til opfindelsen – og dén ejendomsret er jo reel nok.
Til mælkekartonen, that is.
Den karton sælger han da bare, alt hvad han vil. Han kan garanteret få både 7 og 8 kroner for den.
Og for hundredvis af timers arbejde på at opfinde den udformning, må det da være godt nok.

Helt ærligt, hvilken form for motivation fostrer dét måske?!

Ingen gider sgu da sidde og opfinde noget, som de ikke får løn for, det kan man da sige sig selv.

Desværre har Kinsella et slagkraftigt argument – et argument, som det er næsten umuligt for mig at overbevise jer om er forkert, fordi det ville svare til at tage slikken fra børnene med den indsigelse, at det er usundt.

Medicin.

Tænk sig, siger Kinsella, og alle skyldbevidste borgere, der glemte at købe en u-landskalender sidste december lytter savlende til. 

Tænk sig, at nogen opfandt kuren mod aids. Noget, der med et trylleslag kan redde alle de tusindvis af mennesker, der lige nu ligger og er ved at dø. Og tænk sig så, at vedkommende insisterede på at få penge af alle de ludfattige mennesker med sygdommen – afrikanske stammebønder, junkier. 


Ikke for medicinen i sig selv – men for hans opfindelse af den. Tænk sig at holde et redningsmiddel tilbage – for penge.


(Undskyld, på forhånd, at jeg omtaler aids så lemfældigt – jeg er godt klar over, at det ikke er noget at spøge med, og det gør jeg bestemt heller ikke. Men det får folk til at lytte, og derfor har jeg brugt det som eksempel. Hvis du ikke kan tåle det, så lad være at læse videre).

Og forsvaret lægger, som altid, når der bliver spillet på juryens følelser, hovedet i bordet. Slaget er tabt – folk tænker ikke rationelt, når der er følelser involveret, og hvorfor skulle de da også det. De er jo menneskelige – hvis ikke det var for deres humanitære instinkter, så ville alle de aidsramte allerede være døde.

For opfinderen får jo sin timeløn af medicinalvirksomheden, der har ansat ham – hvis vi da antager, at dette er tilfældet. Hvilket er rimeligt sikkert, for man skal (hvad der heldigvis også er nogle, der er) være meget i kontakt med sin samaritanske side, hvis man skal stå for lud og koldt vand uden udsigt til nogen form for løn til sig selv og udarbejde en kur mod aids.

Og ja, jeg er indoktrineret af mit studium. Jeg tænker i regler og rettigheder før mennesker.
Jeg vil hellere have et retssystem, der lader ti skyldige gå fri end én uskyldig i fængsel, hvorimod de fleste, hvis I tænker over det, hellere vil have et par uskyldige med i svinget, hvis vi til gengæld kan få ram på ham den skyldige.
Og ja, for nu at drage parallellen, jeg tror på den beskyttede ret til en opfindelse. Hvis du har opfundet noget, er det din opfindelse, og ingen kan tage den fra dig. Du har udrettet noget stort og du bør belønnes for det. At der er nogle hundehoveder, der ikke kan administrere det, må vi så tage med.


Hundehovederne ser vi i medicinalbranchen, som forklaret. 
Men, men – forsvaret løfter hovedet, for der er alligevel en udvej – en måde at vinde sagen på. Det er nemlig så smart, at jurister jo kan sige hvad de vil, og hvis nogen indvender noget, kan de bare lave undtagelser.

Og det er nøjagtigt, hvad de har gjort her.

Der er nemlig det geniale ved det, at ny medicin (lad os blive ved eksemplet på en kur mod aids) ikke antages at være en opfindelse, men en opdagelse. Og bum, ingen patentret til dem, og afrikanerne kan få deres medicin alt hvad de orker, uden at skulle betale en rød reje, udover bestikkelse til dem, der skaffer dem det.

Så: regn ikke med en kur mod aids lige foreløbig.



torsdag den 10. maj 2012

Okay.

Jeg ved godt, det er lang tid siden, jeg har været forbi her.


Men altså, det er jo bare fordi ...


Og skulle jeg lige... ikk'?


Og så gik tiden jo, for fanden. Der er sket meget på den tid -
stadset herinde har tilsyneladende "skiftet udseende", hvilket jo også er så populært.


Programmøren har forladt mig og studielivet til fordel for at kravle rundt i mudder og pigtråd, og jeg har kun set ham én gang siden slutningen af marts, hvilket er uvant på en halvpinlig måde.
For der er fandme ikke nogen, der skal fortælle mig, at vi sidder lårene i hinanden - vi har boet i hver vores ende af landet i tre år.
Men så gik der jo tre år mere, hvor vi var sammen tæt på hver dag.
Og så var jeg pludselig alene igen.
Lidt ligesom at trykke på pauseknappen på mig, vente lidt, lade mig gå rundt omkring mig selv i en cirkel, og dernæst trykke på repeat. Der gik lige et par uger, inden jeg havde fået mig selv afbalanceret og var kommet up to speed igen.


Og det var så dér, hvor jeg opdagede, at jeg skal til eksamen i formueret.
Haha. Hvor sjovt.
Det er sådan en eksamen, som folk på jura bruger de første tre år af studiet på at leve i evig frygt for, så når den pludselig dukker op i horisonten, er det lidt svært at tage den seriøst, af en eller anden grund.


Den består af to gange seks timer i et eksamenslokale, hvor man har medbragt lidt over 3.000 siders pensum og skal løse en meget lang, indviklet, intetsigende opgave, som man så kan dumpe, og tage om igen en gang eller to.
Og so what? Altså, folk flygter bogstaveligt talt fra studiet, når formueretten er ved at have ædt sig stor. Slap dog af.
Hvilket jeg kan sige, fordi jeg er så klog og indsigtsfuld. N'est-ce pas.


Derudover har jeg i en eller anden tåge fået tilmeldt mig kandidatstudiet, og i min store visdom og indsigt besluttet at strække denne tre år i stedet for to.
Haha. In your face!
Du troede nok lige, at jeg havde lige så pissetravlt med at komme ud af uni, som de af mine medstuderende, der ikke kan gå ud af døren om morgenen uden at have pressefolden i buksen så skarp, at der er fare for papercut, og deres lædermappe genimprægneret.
Det gjorde du i hvert fald, hvis du var et af mine familiemedlemmer, eller said medstuderende, men da du jo læser min blog religiously, var du selvfølgelig ikke i tvivl om, at jeg elsker mit studium og studielivet, og ikke rigtig gider skynde mig derhen, hvor folk bliver deprimerede og sidder i boliglån og skilsmisser til op over begge røde ører.


Og så fik jeg sgu også en lejlighed op under neglene. Hvilket betyder at jeg, faktisk sådan lidt ud af det blå, skal flytte fra mit elskede kollegium om et par uger og joine gruppen af hippe åbeboere. Og jeg glæder mig faktisk, og har haft den obligatoriske vi-holder-selvFØLGelig-kontakten-og-ikke-sådan-at-vi-bare-siger-det-men-altså-rigtigt-samtale med mine budds fra gangen.


Det var den korteste opsummering, jeg kunne mønstre.
Og for lige at konkludere, så kan jeg lige sige: Jeg har det, som om jeg lige er vågnet op efter at have ligget i en sump med vat i munden og ørerne i et par uger.
Men jeg er glad.
Og ustresset.
Og goddamn proud of it.





mandag den 19. marts 2012

Kostbare minutter.

Som resultat af mega heavy rengøring på programmørens nu eks-kollegieværelse i går, har mine arme ramt et niveau af ømhed og træthed, der gør dem ude af stand til at holde min superspændende bog med titlen ”Kaution og tredjemandspant – samt andre solidariske skyldforhold” (hvilket faktisk er en fed titel, som minder mig om nogle af mine gamle børnebøger, der også havde en undertitel à la ”og andre fortællinger”. Denne bog er desværre bare både mindre underholdende og mindre lærerig) åben, men sjovt nok fuldt ud i stand til at blogge.

Jeg kan dermed fortælle cyberspace, at jeg befinder mig i den afslappede, men farlige tid, som jeg plejer at kalde ”smørhullet”... hvor forelæsningerne langsomt begynder at lakke mod enden og derfor sammen med endnu ikke læste sider bliver færre, men som samtidig er tilløbet til en læseferie af et omfang, der kan tage modet fra de fleste.

Samtidig begynder et helt nyt fag i morgen, hvilket føles meget sært, og som om jeg er bagud (muligvis en følelse, der bare kommer helt automatisk efter et stykke tid på jura). Det har dog den simple forklaring, at formueretten består af en række mindre fag på alt fra 2 til 20 forelæsninger, så værre er det heller ikke.
Det er, når alle fagene ganger op på én og tager form som det famøse monster under sengen, man frygtede som barn, at klumpen i halsen begynder at bygge sig op.

Men den tid, den sorg. Det er godt og smukt vejr, så iscaféen rundt om hjørnet lokker så meget, at det er uudholdeligt. Har faktisk haft stor succes med at sidde på café og læse (op), men det er desværre en dyr måde at gøre det på.
I stedet står mit vindue åbent, så gardinerne blafrer. Der strømmer forårsluft ind af den slags, der giver en lyst til at tage en dyb indånding med lukkede øjne.
Mine meget letfornærmelige og martyragtige blomster i vindueskarmen nyder solen
og jeg kan høre fuglene synge.

lørdag den 17. marts 2012

Til alle kommende jurastuderende (og jer andre)

I 2.g. (mener jeg, det var) var jeg på såkaldt brobygning på Århus Universitets jurastudium. Egentlig var det bare en rundvisning på de dele af universitetet, hvor jurastudiet foregår, samt et par oplæg holdt af en jurastuderende, en advokat og et par ansatte ved universitetet.

Den jurastuderendes oplæg var det, der gjorde mest indtryk på mig – og på de fleste andre deltagere, kunne jeg fornemme. Hun gik på tredje år – samme semester, som jeg er på nu.

Og hendes oplæg var ikke så meget en præsentation, som det var en skideballe til alle os gymnasieelever, der i hendes øjne var vant til at få 12-taller for nul og en skid (hvad vi jo for fanden også gjorde).
Vi skulle vide, at universitetsjura var hårdt, hårdt og mere hårdt med hårdt på, at man ikke havde tid til andre ting i sit liv overhovedet, at man sled sig gennem hundredvis af tørre sider hver eneste dag, at man sad og rev sig i håret til eksamen og at man dumpede gang på gang, og bare skulle være glad for at få lov til at prøve igen.
Da det senere i hendes strenge monolog kom frem, at hun i sit liv også havde en mand, et lille barn, et deltidsjob og et hus med dertil hørende heste samt at hun insisterede på at holde hver eneste lørdag fri, steg min forståelse lidt.
Man kan jo sagtens gøre det hårdt for sig selv, hvis man gerne vil.

Den holdning har jeg holdt fast i, siden jeg besluttede mig for at starte på jura. Der er mange, der ofte spørger mig, om jura ikke er SÅ hårdt et studium? Og til det kan jeg kun svare, at jeg da formoder, at det er lige så hårdt som ethvert andet universitetsstudium, som ender med en kandidatgrad.

Selvfølgelig er det hårdt at holde sig selv i overfladen på jurastudiet, men livet er jo hårdt.

Som sammenligningsgrundlag til mit liv og arbejde på universitetet, har jeg gymnasiet. Gymnasietiden var den mest lortede tid ever; jeg lavede stort set ikke andet end skolearbejde, som jeg først havde tid til at begynde på, når jeg kom hjem kl. 16 efter en 6-8 timer lang skoledag, og som jeg lagde til side i weekenderne, hvor jeg enten rejste til København for at besøge min mor eller til Århus for at besøge programmøren.
Jeg mødte altid for tidligt, forberedte mig grundigt til hver eneste time, afleverede alt til tiden, og fik topkarakterer for alt, hvad jeg foretog mig, med undtagelse af idræt, som jeg altså heller aldrig siden har fået ordentligt greb om. Bolde og jeg er ikke gode venner, lad os bare sige det sådan.

Jeg boede i denne tid ude på landet uden min far, som var væk fem dage om ugen i arbejdsøjemed, 5 små søskende, som er søde, men som ikke er voksne mennesker, man kan tale med, samt min stedmor, som havde travlt med at tage sig af dem. 

I 2.g. knækkede jeg helt over, hvilket resulterede i et endnu værre forhold til alle mennesker omkring mig samt psykologbesøg, som jeg, set i bakspejlet, ikke tror nogensinde virkede forbedrende på noget.
Jeg slæbte mig, tudende og jamrende, gennem 3.g., og da jeg endelig stod med huen på hovedet, besluttede jeg mig for, at det var sidste gang. Sidste gang jeg satte alt ind på at præstere perfekt, sidste gang jeg spildte al min tid og alle mine kræfter på at være den hurtigste, den klogeste, den bedste, på bekostning af min egen lykke.

Jeg besluttede mig for, at fra nu af, var det mig, der talte. Det var en meget bevidst beslutning, og det var lidt svært at vænne sig til at have helt andre mål i livet – og dog var det uendeligt let.
Jeg flyttede til Århus og var omsider tæt på programmøren, uden dog at bo sammen med ham. Jeg fik et vidunderligt forhold til de andre beboere på mit kollegium, jeg slappede af, og jeg nød mit liv og min hverdag. Det gør jeg stadig.

Samme beslutning har ført til, at jeg på ingen måde stiler efter en karriere som advokat. Af en eller anden grund har folk fået den idé, at jurastudiet er det samme som at uddanne sig til advokat, hvilket nok er noget af det dummeste, jeg har hørt, og det siger fandme ikke så lidt.
Advokaten, der holdt foredraget til brobygning efter den jurastuderende, forklarede os med så store fagter, at det fik hans slips til at blafre, at jobbet som advokat jo var så utroligt fedt, at det fuldstændigt overskyggede det faktum, at man ikke havde noget fritid. Ja ja, man var altid på kontoret, ja ja, kollegerne grinede, når man gik hjem kl. 17 og sagde: ”Man tager sig vist nok en lang weekend?” men det var jo så utroligt givende et job, at det slet ikke var en belastning, og at få hverdagen med et familieliv til at hænge sammen, handlede jo bare om prioritet.
Selv prioriterede han for eksempel at være hjemme til aftensmad, hvilket betød, at han var nødt til at møde inden kl. 8 på kontoret, nå at komme hjem omkring kl. 19, få noget aftensmad, putte ungerne, og så havde han lige tid til 3-4 timer mere foran computeren.

Til det kan jeg kun ryste på hovedet. Sådan et liv kan måske være udmærket, hvis man virkelig brænder for det, man laver. Men det er noget fis, at det handler om prioritere, som han formulerede det: han prioriterede ikke at være hjemme til aftensmad – han prioriterede sit job. Det kunne enhver med øjne i hovedet se, undtagen ham selv.
Dét er ikke et liv jeg vil byde mig selv eller de andre mennesker i mit liv, sådan som min far gjorde det, og sådan som jeg også selv gjorde det før.

For mig er jurastudiet således ikke hårdt, for det handler ikke om at udføre alting perfekt og få de højest mulige karakterer for mig. Det handler bare om at klare det, så godt som jeg nu synes, jeg har energi til – og så at være lykkelig og tilfreds og hvile i mig selv resten af tiden (ja, nu smører jeg tykt på, men hvis vi skal være ærlige, er det rigtigt nok).

Engang imellem – særligt, når læsebyrden bliver ekstra hård, eller når det er læseferie (ofte sammenfaldende) – kan jeg godt komme til at glemme, hvad det egentlig er, jeg har besluttet mig for at prioritere. Som for eksempel nu, hvor jeg sidder med over 3.000 siders formueret, som jeg helt seriøst måske har forstået 10 % af og som skal læses op til at kunne klare en af jurastudiets hårdeste og vigtigste eksamner til maj.

Men hvis jeg tænker lidt over det, så er det ikke så svært at komme i tanker om det igen.




fredag den 16. marts 2012

Gad vide om man kan tage en pille mod det?

Lad mig slå en ting fast: Jeg er ikke et såkaldt A-menneske. Er ikke overskudsagtig på den måde - eller på nogen måde. Jeg bare er slet ikke sådan en morgenfrisk type, der står før solen står op med hjemmebagte croissanter og renskurede tænder, og jeg har aldrig været det – og hvis jeg skal være ærlig, har morgenfriske typer altid pisset mig lidt af.
Især de selvtilfredse af dem, der begynder at ævle om ”ikke at slumre hele morgenen væk” og den evindelige med at ”få noget ud af dagen”.
Who the fuck are you to tell me, at jeg ikke får noget ud af min dag, bare fordi jeg sover til kl. 11? Nå.
 

Jeg kan se på mine 10.000 søskende, der også hævder ikke at være morgenfriske, at morgentrætheden er noget, de har vænnet sig til. Jeg kan sgu godt huske dengang, døren til mit værelse knirkede åben klokken lidt over fem om natten, og et par store blå øjne stod i dørsprækken med spørgsmålet: ”Morgenmad?”Lige så stille – efterhånden som skolen er holdt op med at være noget, de ser frem til hver dag – bliver de sværere og sværere at få op om morgenen. Men de kan stadig stille så frisk som en skrællet spejder kl. 6 om morgenen, når bare det er lørdag.Hvilket vil sige, at de bare ikke gider op til hverdag. 

Min morgentræthed er anderledes, og den holder sig skam også til i weekenden. Jeg er så træt at mine øjne skal tvinges åbne med istapper og min krop er gået så meget i hi, at jeg nærmest er nødt til at falde ud af sengen, for at hive mig selv op. 
Føler mig som et dovendyr på sovepiller. Ligner sikkert også.

Og når jeg står så tidligt op, som jeg er begyndt at gøre, efter jeg startede hos Det Offentlige, bliver trætheden siddende i mig hele dagen, og når den er slut, er jeg lykkelig for at gå i seng igen når klokken bliver lidt i ni om aftenen.

Alt dette gør bare det bare endnu mere fantastisk – dette mirakel, der er begyndt at blive en tilbagevendende begivenhed hver fredag morgen:
Jeg er morgenfrisk! Og så GLAD! Hvordan er det dog sket?! (kan I allerede mærke, hvordan jeg er irriterende morgentype? I know, right!).

Sad i bussen på vej til uni lidt i otte og følte mig så utroligt udhvilet, fordi jeg havde sovet en time længere. Mind you, ikke en time mere, for jeg var gået tilsvarende senere i seng – bare en morgentime mere at sove i. 

Det er åbenbart bare det, der skal til. Alt det, der ellers ville irritere mig grænseløst, gjorde mig bare glad i stedet. Glad helt ind i knoglerne på den der hvor-er-det-fedt-at-være-i-live-agtige måde.
Jeg kunne smilende himle med øjnene af mit eget rod på værelset, som ellers altid kan stresse mig ud, hvis mit liv begynder at blive lidt for let. 
En hiphopper øvede sine moves ved busstoppestedet, hvilket gjorde mig endnu mere glad, end jeg allerede er, for at bo i så smuk en by som Århus.
Jeg rejste beredvilligt for den dame, der sad ved siden af mig ved vinduet, da hun skulle af (okay, det gør jeg altså altid: jeg forstår bare aldrig, hvorfor det er SÅ vigtigt for folk at rejse sig 20 minutter før bussen stopper og stå og stirre på døren, så de er klar til at SPRINGE ud, in case nu bussen er kørt, inden de er kommet ud. Wtf?). I dag gjorde jeg det med et smil.

Og altså, er det kun mig, der har set de der reklamer for ”vand to go” (nyhed!). Det er sådan en plakat med en ung pige med meget tysk reklame-udseende, en masse forskellige farver og forrest: en flaske. Med vand. Og så står der noget i stil med ”til dig der, vil drikke vand på farten”. Er det bare mig, eller snakker vi ikke lidt old news: vand på flaske? Jamen er der mere i det?! I dag grinede jeg af det og nød bare de Berlinerblegede tænder og mange farver. Hurra.

Og så er det jo fredag og tilmed godt vejr.
Hvor er det fedt!

What’s happening to me?!



mandag den 12. marts 2012

Er det dét, der hedder smalltalk?

Siden jeg gik og var dørmåtte hjemme i det nordjyske, er jeg blevet en del bedre til det der moderne noget, som populært kaldes ”at sige fra”.
Er efterhånden ret god til at tage mig selv i nakken og stoppe, inden jeg kammer over i ren skal-nok-og-undskyld-undskyld-jamen-det-er-også-bare-mig-der-er-noget-galt-med.
Engang skete det næsten dagligt, og det har nok mest været et produkt af at være halvvoksen i en børnefamilie, at jeg ikke bare smækkede med dørene og tog vare på mig selv – jeg havde ikke nogen fast plads i hovedvognen, så der blev bygget en sidevogn specielt til mig, og den skulle jeg bare holde kæft og være lykkelig for.

Nu sker det kun de få gange jeg er hjemme på besøg, fordi jeg stadig gerne vil være venner med de voksne i den familie og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan jeg lægger kortene på bordet på en høflig, men bestemt måde, uden samtidig at åbne ALLE sluser og komme til at skære dem helt væk, for det synes jeg ærligt talt ikke er i orden.
Og så elsker jeg dem i øvrigt også, men det er en anden historie.

Men altså... måske har al min fine selvstændiggørelse haft en bivirkning hen ad noget selvhævdende arrogance. For nu jeg tænker over det, bruger jeg faktisk en hel del tid på at retfærdiggøre alle mulige ting om mig selv over for andre. 

Var til familiekomsammen i weekenden, hvilket som sædvanligt udløste lidt almindelig grunden over mig som person – for på en eller anden måde kommer der til at gå store mængder tid, inden de familiemedlemmer, der tilhører bare lidt mere perifære kredse, end dem henholdsvis min mor og far er overhoved for, får tildelt den ære at være sammen med mig.
Så hver gang det rent faktisk sker, skal vi igennem den sædvanlige smøre med, hvor langt det nu er, jeg er i studiet, hvor jeg bor, arbejder, og hvordan det går med programmøren.
Og jo tak, det går fint, det hele.

Og så ikke mere. Helt ærligt.
Det går virkelig fint. 

Jeg kan hive masser af ting at brokke mig over op af hatten, men ingen af dem egner sig til tante-/onkel-samtaler.
Mest fordi jeg bare ender i en gang bitcheri over, hvorfor fanden i helvede centraladministrationen på jura heller ikke kan finde ud af at lægge læseplan og pensumlister op INDEN pågældende fag har fået flere ugers forløb på bagen, hvorfor folk også skal stå og mase sig op ad en i bussen og lignende. Det er jo lige meget; det er ikke det, de vil høre, og det handler jo ikke rigtigt om mit liv, som naturligvis er omdrejningspunktet, ikke?

Så pludselig tager jeg mig selv i at pudse på de svar jeg har, til de spørgsmål, der altid bliver stillet. På den retfærdiggørende måde.

Tante/onkel: ”Hvor er det nu, du bor henne i Århus?”:
Mig: ”Blablabla, og jamen, det er altså ikke særligt slemt at på kollegium, hvor man deler køkken og stue med resten af gangen, fordi så er der altid nogen at snakke med, og toilettet har jeg jo for mig selv, og så har vi jo også madklub og skiftes til at gøre rent…”

Tante/onkel: ”Og hvad er du nu, du laver på dit nye job?”
Mig: ”Blablabla, og det er jo også fint at sidde med noget administrativt indtil videre, for så starter jeg jo stille og roligt, og om to måneder skal jeg over og være rigtig studentermedhjælper, ligesom de andre, og der har man faktisk rigtig meget ansvar og arbejde at lave…”

Tante/onkel/anyone: ”Og du er stadig kærester med programmøren?”
Mig: ”Blabla, og ja, vi har været sammen længe, men ikke af vane eller afhængighed, men fordi vi faktisk stadig elsker hinanden. Ja, can you believe it?”
Gad vide, hvorfor det er så nødvendigt at pensle alting ud, og hvorfor det altid skal gøres enten med den der lidt undskyldende pensel eller med aggressiv mine?